I mit ægteskab har vi en arbejdsdeling. Min kone får utrolig mange gode idéer til ting, vi kan foretage os, og jeg er til gengæld dygtig til at stritte imod, være på tværs, skyde idéerne ned som lerduer. En del får hun dog igennem alligevel, og heldigvis for det, for ofte viser idéerne sig at være så gode, at jeg kommer til at føle, at de udspringer af en fælles kilde, og at jeg måske selv havde en ikke helt ringe rolle, da de blev undfanget.
Under corona blev modsætningen mellem hendes entreprenør-ånd og min mere bekymrede tilgang til virkeligheden skærpet. For man kunne ikke længere vide, hvilke regler der gjaldt, og hvilken virkelighed man overhovedet ville møde, hvis man vovede sig ud i den, for eksempel på en udlandsferie. Da jeg sidste sommer indså, at vores ferie i Kroatien ikke kunne blive til noget, fik jeg hende til at love (på en lydfil!), at vi ikke pludselig helt hasarderet ville tage af sted alligevel. Hun holdt løftet, og denne sommer genbestilte hun så 1:1 den ferie, vi havde mistet. Det virkede på mig som at udfordre corona og skæbnen, og jeg havde nok hellere set et defensivt træk, hvor vi holdt ferie i Danmark endnu en sommer. Men alt gik godt. Vi havde en dejlig ferie.
Efterhånden er der mange ting fra verden før pandemien, som man har genoplevet – lige fra sociale sammenkomster til en hel weekend på højskole. Alt er tilsyneladende på vej tilbage til det gode gamle. Men hvor sikker kan man være? Er virkeligheden eller vi selv alligevel blevet mærkede på måder, som endnu ikke er gået helt op for os? Noget kan måske være godt, som hvis chefer har besindet sig på, at de ikke behøver holde så mange overflødige møder. Andet kan være skidt – som forlydender om, at en del mennesker er ved at aflægge sig gode vaner som at gå i kirke eller på museum. Nu har de klaret sig uden så længe.
Det er svært at gå fra én virkelighed til en anden. Henrik Pontoppidans store roman ”De dødes rige” handler netop om det. En af bogens hovedpersoner, den unge godsejer Torben Dihmer, er blevet ramt af en hjertelidelse og standset brat i sin lovende karriere. Han tager hjem til sit gods, lukker sig inde for venner og verden og venter kun på at dø. Men døden vil ikke rigtig indfinde sig, og i stedet kommer vennen Asmus Hagen efter tre år anstigende med en ny vidundermedicin. Torben Dihmer bliver lige så brat sendt tilbage til livet, som han blev trukket ud af det, da sygdommen ramte ham som en forgiftet pil fra et baghold.
Men det skal vise sig ikke at blive så let. Han kan ikke vænne sig til virkeligheden mere, den smager ham ikke, han har forlagt regelsættet, hvordan man nu skal formulere det. Det hele bliver selvfølgelig ikke bedre af, at han satser på at få hele den brogede verden tilbage af en kvindes hånd, af Jytte Abildgaard, som han er forelsket i. Hun er det, der frem for alt andet motiverer ham i hans forsøg på at erobre virkeligheden tilbage, og da hun, ganske chokerende både for ham selv og for generationer af læsere, afviser hans frieri, får han en form for banesår. Men måske var han allerede inden da kommet i et ubodeligt misforhold til virkeligheden på grund af den tre år lange nedlukning og isolation, han har været igennem. På et tidspunkt beskriver han i en samtale sin situation med et illustrativt eksempel:
”Er det nogensinde hændet Dem, hr. Hamre, at De har måttet bryde op fra en fest i utide og er vendt tilbage igen ud på natten? De veed i så fald, hvor besynderlig fremmed man føler sig imellem de samme mennesker, man få timer i forvejen havde det så kammeratligt med. Man kommer ude fra nattestilheden og forstår ikke straks, om det er én selv eller de andre, der har forandret sig i mellemtiden. Man ser kun attituden og sminken og synes, at man er vidne til en uhyggelig maskefest. Se, det tilfælde har været mit, og jeg har taget det parti at forføje mig bort i al stilfærdighed.”
I de kommende uger og måneder vender vi tilbage til festen. Måske er det en fordel, at vi er så mange, der har været væk på én gang. Eller vil det indebære, at lidt for mange skal genlære regelsæt og dansetrin? Vi får se. Virkeligheden er altings prøve, siger man. Spørgsmålet er hvilken virkelighed.
Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.