Prøv avisen
Bog

Narkoman-kannibal i rollen som coach

3 stjerner

Efter endt læsning af ”Lucie” må man sige: Hellere dette ærlige, men fattige blodbad i kød og ånd end endnu en anæmisk krimi

I Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ”Lucie” forsøges en fortælling om en 1000 år gammel kannibal forenet med en slags rejseroman, der skal udgøre et livtag med en urkode i vores kultur i form af kampen mellem hedensk og kristent. Samt levere samtidskritik af forfladigelsen og den til tider lidt ynkelige måde, hvorpå voksne mænds dødsangst manifesterer sig.

Kannibalen Lucie er afhængig af at fortære mennesker og har været det, siden hun stod op af Trondhjemsfjorden for godt 1000 år siden. Afhængigheden af menneskekød ligner hverdagens normalnarkomani, og det spejles da også forståeligt, da hendes første offer i romanen bliver en yngre fyr, der tror, at han skal købe stoffer af hende til festivalen Copenhell på Refshaleøen i København.

I et ærligt blodbad fortærer hun ham i et telt og tager (overdrevet symbolsk) torshammeren, der hænger om hans hals. Narkomanispejlingen fortsætter, da hun møder Casper og Martin, som hun tager flere forskellige stoffer med, men undlader at fortære, fordi hun fornemmer, at de kan bidrage til opklaringen af, hvorfor hun er, som hun er – og hvad hun skal. I 1000 år han hun fortæret mennesker for at indoptage deres viden, men er ikke kommet nærmere nogen forståelse af sit liv.

På denne måde bliver Lucies færd en rasende søgen efter mening i en fordummet tid. For 800 år siden fortærede hun eksempelvis en pilgrim på vej til Nidaroskirken i Norge. Efter at have vredet arme af led var det let at fortære den fromme mand, men han havde noget, dagens mænd ikke havde:

”Jakobs stærke, troede ånd fandt sin egen vej, og følelsesstormen var både storslået og smuk nu, for hans ro og mildhed blev som et beskyttende skjold. Med det måltid forstod jeg religionens styrke og afmagt. ’Sådanne mennesker fandtes ikke længere,’ tænkte jeg,” lyder det.

En kristen, der er stærk i troen, er dog altså noget i sammenligning med dagens uduelige ligegyldighed.

Raseriet mod samtiden ser man derfor netop i to former for tabere, hun omgiver sig med. Martin og Casper ledsager hende på vej til Norge, hvorfra hun opstod, og med 1000 år for slaget ved Stiklestad undervejs, hvor Olav den Hellige blev slået ihjel af hedninge, er kodningen (Lucie – Lucifer) mellem asatro og kristendom indlysende.

Martin er godt nok religionshistoriker med speciale i kristningen af Norge, men føler ikke rigtigt nogen kødelig glæde – han er fedladen og har alligevel aldrig haft sex.

Casper er tidens taber-hipster-mand, der har penge og skilsmisse i hovedet, men nu vil realisere sig selv. Og begge er bange for at dø. Lucie er deres modsætning, for hun vil gerne dø. Hun har jo også gloet på kristendommens sejrsgang gennem 1000 år, og for en falden engel er det en modbydelighed.

De tres rejse mod nord for at opdage, hvad Lucie er, er reelt spændende, idet selv fedladne Martin kan bidrage til underholdningen, fordi han kommer på sporet af, at Odins spyd muligvis er det samme, der blev stukket i Jesus, og som dræbte Olav den Hellige.

Det er selvsagt historisk set latterligt, og det tenderer ond okkultisme, men det er ikke pointen. Pointen er at forsøge at tegne en sammenhængende kulturkritik, der skal kulminere i Lucies raseri. Med tiden opdager hun nemlig, hvad hun er, og det bliver til en engels uropgør med sin skaber.

Lucie kan nemlig også se fromme engle og får nok. Da hun river vingerne af en af dem, begynder bogens anliggende at tegne sig:

”En vinge i hver hånd. Så flåede jeg dem af. Det var vandets kraft og mere end det, det var indsigten fra hundrede liv og tusinde år på fornuftens jordklode blandt Newtons love og Einsteins teorier. I sidste ende var fornuften det stærkeste våben”.

Det vælter omkring i Lucies forestillingsverden med goth, nordiske guder, platonisme (!), videnskabsdyrkelse og amoral, og så tror denne narkomankannibal – på ”fornuftens jordklode”!

Pointen er ikke, at dette ”mylder af modstridende myter”, som Lucie kalder det, bliver skildret flimrende eller er forstyrrende, men at Lucies eget evangelium er så fladt.

Det bliver også tydeligt i Lucies person. Taler en 1000-årig kannibal med indsigt i tilværelsens tilsyneladende beskaffenhed mon sådan her:

”Så stod de der, de to dødelige, som jeg en overgang naivt havde troet, at jeg kunne danne nære relationer med.”

Eller: ”Men det var i sidste ende altid muligt at opdrive hvad som helst af ulovlige stoffer. (…) Det var bare at gå i gang fra en ende af.”?

Det lyder snarere, som om platoniker-kannibal-goth-djævel-skønheden er en coach med en smule vilje til magt og en overtro på videnskabens lyksaligheder.

Dog: Hellere dette ærlige, men fattige blodbad i kød og ånd end endnu en anæmisk krimi.