“Skal jeg ikke tweete det?”, spørger Kanye West og går lidt rundt om sig selv med iPhonen i hånden.
Det lille, tilsyneladende ubetydelige klip er et af de første i den længe ventede og meget lange Netflix-dokumentar “Jeen-Yuhs”. Syv timers sammenklipning af 20 års optagelser af West, og som med al smertelig tydelighed viser, hvordan han har udviklet sig fra ung talentfuld rapper til et fænomen, der i stadig højere grad er synonym med skandaler og kontroverser.
Sådan er det ikke mindst blevet på grund af alle de gange, West faktisk vælger at følge sine impulser og poste på Twitter. Vælger at sende skøre, sære eller ubehagelige budskaber ud til sine 30,7 millioner følgere. Og når han annoncerer et nyt nummer eller album, ja, så er det ikke længere et løfte om skelsættende musik, men om mere rablen og rimet selvovervurdering.
Kanye, Gud eller Jesus?
I den første af de tre dele af “Jeen-Yuhs” – der tydeligvis er en alternativ måde at stave “Genius” – følges Kanye West igennem de formative år i de sorte, hårde kvarterer i Chicago. Fyren bag kameraet, Clarence “Coodie” Simmons, har ingen idé om, at Kanye West vil blive en superstjerne og et fænomen, men finder bare vennen interessant og optager ham og hans forsøg på “at blive stor”. Først som producer med særlig sans for beats – rytmer – som han producerer og sælger til byens rappere. Efter han flytter hjemmefra og fra sin elskede mor, lever han fra “beat til beat” og forsøger at overbevise enhver, der vil lytte, om, at han først og fremmest er rapper. Og det er en oplevelse at se den unge fyr tage bøjlen ud af munden og høre ordene om sorte, forbrug og undertrykkelse flyde, og West er på det tidspunkt mest af alt en sød ung mand med en stor musikalsk begavelse, der rapper om det han ser, tænker og føler.
Men som mange andre rappere, ja, som store dele af hiphopkulturen, er han sit eget firma, med hvad dertil hører af skamløs selvpromovering. På vores breddegrader kan det virke usmageligt og uforeneligt med kunst, sådan at blære sig så utilsløret. Så overdrevent. Men det er stilen, og altså også for Kanye, der får endnu mere grund til at puste sig op, da hans debutalbum, “The College Dropout”, udkommer i 2004. Det går ind som nummer to på salgslisten og er med til at definere en ny retning for hiphoppen.
Millioner af fans kommer til, klakører omgiver West på alle sider, og dét kombineret med moderens død, ankeret i hans tilværelse, sætter sig i ham. Han udgiver et par plader, som er klassikere i dag, men udvikler sig også på en måde, der minder om romantikkens forestilling om Den Store Kunstner, der både er gal og genial.
Undervejs i den stadig tiltagende turbulens, og med en diagnose som bipolar, udvikler hans forhold til Bibelen sig også, så man kan komme i tvivl om, hvem han reelt finder størst. Ham selv, Gud eller Jesus?
Tag bare albummet “Yeezus” fra 2013, hvor han rapper “I am a God”, og i 2019 udkom “Jesus Is King”, hvor han i en af videoerne – i en slags kjortel og talende til en menighed – ligner en af disciplene. Eller måske endda Jesus selv.
Den ydmyghed, West indimellem giver udtryk for, er i hvert fald svær at tro på, når han andre gange iscenesætter sig på måder, der selv i hiphoppens verden må regnes for storhedsvanvid.
1000 par sneakers
Popkulturen æder sine egne børn, men noget har også ædt Kanye West op indefra. Ægteskabet med den stenrige kendis og nullitet, Kim Kardashian, har næppe heller gjort noget godt for ham. Og da han først lod sig fotografere med “Make America Great Again”-kasket og i omfavnelse med Donald Trump, og siden selv stillede op som præsident og førte en kort, komisk og kollapsende kampagne, ja, så var der ikke meget tilbage af dén uskyld og charme, det hele begyndte med.
West ser tydeligvis sig selv som et geni, som en fritænker og et offer for andres smålighed og snæversyn. Som en sand revolutionær. En stærk discipel. Men når han knæler foran kameraerne, er det bare svært at tro på.
“Skal jeg tweete det?” spørger West, og alt, alt for ofte har han svaret ja, og efter han og Kardashian gik fra hinanden i fuld offentlighed, har han anklaget hende for at bortføre deres børn og gang på gang udstillet og latterliggjort hendes nye kæreste på Twitter.
Ser man bort fra Wests diagnose, kan svaret på hans ageren i offentligheden også findes i noget han siger i første afsnit. At han “vil blive stor”. Sådan som alle andre rappere fra USA’s fattige kvarterer vil det. Problemet ved at køre sig selv som et firma og rent faktisk nå i mål og tjene ufatteligt mange millioner, er, at pengene og succesen har været målet i sig selv. Den materielle succes. 1000 par sneakers. 100 sportsvogne. 10 villaer. Videoer, der koster det samme som en spillefilm. I alt dette, der reelt ikke er noget, er det også let at tro, at man har ret i alt og til alt. Og så kan det godt være, Gud og Jesus får plads. Men på en forskruet måde, og midt i velstanden og omverdenens kultlignende dyrkelse er det, som om West ikke bare sammenligner sig Faderen og Sønnen, men også er begyndt at identificere sig med dem.
Alt er kaos
Den lovlig lange, lidt skramlede “Jeen-Yuhs” sætter sådanne tanker i gang. Om penge, tro, psykologi og stor kunst. Det sidste er der blevet mindre af, men til gengæld mere af det absurde, det tragiske, forstyrrede. Selv ikke vennen og beundreren Coodie slipper for ballade: West vil have retten til at bestemme, hvad der skal og ikke skal med i dokumentaren.
Alt er kaos, men hvor det på den ene side ligner fortællingen om et menneske ude af kontrol, kan det på den anden side ses som en bevidst strategi. Al larmen og opstandelsen. En måde at holde sig selv aktuel og interessant på. Som når West i et interview på tv-kanalen TMZ siger: “Altså, når du hører om slaveri gennem 400 år. 400 år? Så lyder det som et valg.”
West mener altså, at slaverne kunne have valgt at blive frie i stedet for at have valgt ufriheden. Det rene nonsens. Men det støjer, skaber opmærksomhed. Og når kritikken rammer ham, svarer han på Twitter, og gerne i forskellige varianter af det her tweet: “Vi har ytringsfrihed, men ikke tankefrihed”.
West ser tydeligvis sig selv som et geni, som en fritænker og et offer for andres smålighed og snæversyn. Som en sand revolutionær. En stærk discipel. Men når han knæler foran kameraerne, er det bare svært at tro på. At han virkelig føler sig som en ydmyg tjener. At han ikke er en megalomanisk selviscenesætter forledt af fans, medløbere og sig selv.
Lad os ikke håbe, det ender helt galt for West. Som for så mange andre popkulturelle ikoner. Jim Morrison. Kurt Cobain. Amy Winehouse. “But I am a champion, so I turned tragedy into triumph” (Jeg er en vinder, så jeg forvandlede tragedie til triumf), rappede West engang for længe siden. Måske er det muligt at gøre det igen. Der er stadig tid. Trods alt.
Jeen-Yuhs. A Kanye Triolgy. Instruktør: Clarence “Coodie” Simmons. De første to afsnit ud af tre kan ses på Netflix nu.