Kaos i København og stilhed i de svenske skove

Den danske bogsæson er skudt i gang med to bøger, der begge i en eller anden forstand beskæftiger sig med det besværlige sind, omend deres udtryk, præcis som anmeldelserne af dem, er vidt forskellige: Hanne Højgaard Viemoses ”HHV, Frshwn” og Niels Lyngsøs ”Ti dages stilhed”

En tumultarisk barndom i Frederikshavn, kaos i København, Aarhus, Amazonas og Reykjavik samt total stilhed i de svenske skove. Det er, hvad der venter læserne af to af årets første danske udgivelser, nemlig Hanne Høj- gaard Viemoses roman ”HHV, Frshwn. Dødsknaldet i Amazonas” (Gyldendal) samt Niels Lyngsøs ”Ti dages stilhed. Et essay om bevidsthed og meditation” (Gyldendal).

I Morgenavisen Jyllands-Posten er der fem stjerner ud af seks fra Nicklas Freisleben Lund til Hanne Højgaard Viemoses roman, som han betegner som ”nævenyttigt levende”.

Han finder, at det er det stærkeste af de tre bind i hendes romanserie, der ligeledes omfatter ”Hannah” (2011) og ”Mado” (2015), og at forfatteren leverer ”et egensindigt bud på den allestedsnærværende autofiktion”, og at hun skriver det mørke, det ubehagelige og det tabubelagte frem, når romanens jeg farer rundt i Reykjavik med sin deliriske eksmand i hælene, bryder sammen i København og indleder et forhold til en gift mand.

Lars Bukdahl anmelder i Weekendavisen i samme ubetinget rosende toneleje som Nicklas Freisleben Lund og elsker, at romanen med ”fuld flosset vitalitet” fortsætter Hanne Højgaard Viemoses føljeton. Han konkluderer:

”Mænd tager uafladeligt røven på Hanne (Hannah/Anita), i junglen og i St. Kongensgade, med barbarisk grusomhed og med civiliseret grusomhed, og det kan hun, ved hun udmærket, selv være ude om (delvist! – ingen er selv ude om junglevoldtægt), men i sin bog knockouter og overstråler hun alle køtere og hundehoveder med sin suverænt forbumlede, aggressivt underholdende romanskrift. Gid hun kunne leve lykkeligere uden at skrive uvildere!”.

I Information er Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen også glad for det, som hun kalder ”et hjerteskærende hårdt raffineret rod af en roman om sex, vold og blod”, og finder, at bogen så klart er forfatterens bedste metamislykkede roman til dato:

”Den er bedragerisk baldret og raffineret rodet, den fragmenterede form med de rasende talestrømme, med dialogerne, forfatteren fører med sine redaktører og karakterer, og med prosaen, der splintrer i poesi og stikker af i børnesang.” Men det er ikke, slutter hun, med oplevelsen af at have læst en god roman, at man lægger ”HHV, Frshwn. Dødsknaldet i Amazonas” fra sig. Det er med et av.

Svend Skriver er anmelderkorets absolut mest kritiske røst. Han giver i Kristeligt Dagblad Hanne Højgaard Viemose to stjerner ud af seks og kalder romanen for ”et fejlslagent eksperiment” og mener, at den ”fremstår som et ufærdigt manuskript, der burde være radikalt gen- og gennemskrevet inden udgivelsen”. Dog finder han det forfriskende, at forfatteren eksperimenterer og forsøger at gentænke, overskride og forny romangenren, og at hun tydeligvis har meget på hjerte om tunge emner som angst, psykiske nedbrud, skilsmisse og seksuelt misbrug.

”Hvis fortællingen om dette stof for alvor blev udfoldet og forløst litterært, kunne man få et brag af en roman,” konkluderer han en kende skuffet.

Heller ikke i Niels Lyngsøs tilfælde er anmelderne enige i deres vurdering. I sin bog fortæller han om et meditationsophold i de svenske skove, hvor han i 10 dage hverken måtte tale, have øjenkontakt med nogen eller på andre måder kommunikere, og hvor han lærte en særlig meditationsform, nemlig vipassana-meditationen.

Mest positiv, næsten overstrømmende, er Karen Syberg i Information, hvor hun begejstret konkluderer, at alle burde stifte bekendtskab med ”Ti dages stilhed. Et essay om bevidsthed og meditation”. Men bogen har været svær at anmelde, skriver hun, ganske enkelt ”fordi man mest har lyst til at gentage alt, hvad der står i den”.

Og måske er hun forudindtaget, indrømmer hun, da hun selv har været på samme retreat som Niels Lyngsø og siden har dyrket samme form for meditation.

Også i Politiken er der roser og fire hjerter ud af seks mulige fra Jes Stein Pedersen, der mener, at resultatet af Niels Lyngsøs meditation er ”både interessant og fascinerende”.

Forfatteren fortæller om sine oplevelser, som en klassisk videnskabsmand med respekt for både empiri og metodekritik ville gøre det, og anmelderen finder det befriende, at det ”ikke er en frelst fortælling fra en, der har set lyset”.

I Kristeligt Dagblad g iver denne signatur ligeledes fire ud af seks mulige og konkluderer, at Niels Lyngsø i sit glimrende og velskrevne essay ”har held til at flytte fortællingen om meditation fra at være fortællingen om et selvoptaget selvrealiseringsprojekt til at være et næstekærligt, hvor ens praksis også kommer andre mennesker til gavn”.

Den oplevelse deles dog ikke til fulde af Klaus Rothstein i Weekendavisen. Han håber mest, at den skrivekrise, som var en del af grunden til, at Niels Lyngsø søgte de svenske skove, nu er ovre, så han kan komme videre med det romanprojekt, der allerede tæller ”Min ukendte bror” (2015) og ”Himlen under jorden” (2016). Han er nemlig ikke for alvor fascineret af at slå følge med Niels Lyngsø helt ind i sindet:

”Det jeg, som forfatteren forsøger at komme på sporet af, interesserer mig imidlertid ikke nær så meget som det jeg, der skriver bogen. Jeg læser hellere om den Niels Lyngsø, som man umiddelbart kan spejle sig i, end om det indre bevidsthedsjeg, han forsøger at nå frem til.”

Men han giver dog forfatteren og hans bog en luns med på vejen:

”Jeg finder tit folks spirituelle erkendelsesberetninger uforståelige, men Niels Lyngsøs befriende selvkritik (ikke at forveksle med hans destruktive selvbebrejdelser) og hans uantastelige, skeptiske ærlighed gør god gavn. Forhåbentlig er der nu ryddet op i sindet og dets fysiske hylster, så vejen til romanen er ryddet.”

Men hos Mette Høeg i Berlingske gives der ikke ved dørene, og der falder beskedne tre stjerner ud af seks til ”et velmenende og uvæsentligt essay”, der er præget af ”famlen og banalisering”. Hun konkluderer:

”Bogen er sympatisk i sine intentioner og sin ydmyge grundindstilling, og det skildrede meditationsophold har ganske givet også en positiv effekt på forfatterens psykiske tilstand. Men transformationen, som Lyngsø længes efter, indtræder ikke rigtig, og man irriteres over de ressourcer, som forfatter og forlag har postet i at producere en tynd fortælling om en overfladisk og distinkt uspektakulær personlig oplevelse.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver fredag om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.