”Penge på lommen” er første bog i en planlagt serie på syv, og den er Asta Olivia Nordenhofs første roman. Hun har tidligere udgivet to digtsamlinger, ”Et ansigt til Emily” (2011) og ”Det nemme og det ensomme” (2013), hvor den sidste indbragte hende Montanas Litteraturpris.
Nu er hun så aktuel med sin første roman, der bærer undertitlen ”Scandinavian Star, del 1” og udkommer på Forlaget Basilisk. I romanen møder vi Kurt og Maggie. De bor i Nyborg på Fyn, vi er i 1980’erne, og de befinder sig begge på kanten af middelklassens velfærdssamfund. Hun går hjemme, han er indehaver af Kurts Busservice og bliver overtalt til at investere i Vognmandsruten, som er medejer af ”Scandinavian Star”, der som bekendt brød i brand natten til den 17. april 1990, hvilket kostede 159 mennesker livet.
Men hvorfor gjorde den det? Og hvor skal ansvaret placeres?
Hvis man skal tro bogens alvidende fortæller, ligner det mest af alt forsikringssvindel. Skurken er altså kapitalismen, og svaret er, at det er muligt, alt for muligt, at 159 mennesker omkom, fordi nogle ønskede at få et økonomisk udbytte. Sådan lyder konklusionen i romanens midterdel, der bryder fortællingen om Kurt og Maggie i forsøget på at finde hoved og hale i, hvad der egentlig skete med ”Scandinavian Star”.
Og netop dette greb deler anmelderne i to lejre.
I Morgenavisen Jyllands-Posten skriver Nicklas Freisleben Lund, at ”Penge på lommen” skriver sig ind i en kritisk socialrealistisk tradition, som den samtidig udvider, og at den er ”en slags okkult samtidshistorie. Et portræt af en velkendt virkelighed, der podes med fornemmelsen af eksistensen af en dybereliggende realitet, som romanens karakterer ikke har adgang til – der reducerer dem til brikker i et spil, de ikke kan vinde.”
Han giver fem stjerner ud af seks mulige og konkluderer, at kapitalismekritik og klasseperspektiv nok er kendte størrelser i samtidslitteraturen, men at Asta Olivia Nordenhofs roman ikke ligner så mange andre, og at hun ”sætter barren umanerligt højt for de kommende bind i det, der allerede nu kan udråbes som et af 2020’ernes mest ambitiøse litterære projekter”.
Også Lars Bukdahl er begejstret i Weekendavisen, ikke mindst for afsnittene om Kurt og Maggie, hvor han finder, at Asta Olivia Nordenhof skriver med ”denne viljestærke, let poetiske tintende klarhed og følsomhed og, ja, klogskab om de to af livet og pengene mørbankede menneskesjæle, der et rimeligt langt øjeblik, der selvfølgelig ikke kan vare, faktisk er lykkelige sammen”.
Og selvom han mener, at denne dimension – og ikke den mere politiske – er den væsentligste, så overgiver han sig dog også helt til romanens midterste del:
”Hvorfor virker det så fedt og rigtigt med denne faktaboksede, agitatoriske intervention i (og rammesætning af) den ømme fiktion om Kurt og Maggie? Fordi Asta Olivia Nordenhof skriver og komponerer roman (føljeton) med så elastisk og vibrerende, nærmest arrogant suverænitet: svæver over vandene og dykker i dybderne som en turboflyvefisk.
Hun bryder ud i en lille, hvidglødende brandtale – klart udkonkurrerende Jonas Eikas Nordisk Råd-tak i disciplinen krystallisk agitpop – om kapitalismens globale dødelighed.”
”Den eneste grund til, at den får fem og ikke seks hjerter, er, at der stadig mangler seks bind i denne romanserie, man allerede nu går og slet ikke rigtig kan holde ud at vente på,” skriver Mikkel Krause Franzen i Politiken, hvor han således køber hele pakken og om kapitalismekritikken skriver:
”Der er sikkert nogle, der vil mene, at den slags hører til i et læserbrev, i et debatindlæg, og ikke i en roman, men til det må man bare sige: nej.”
Til det ville Tue Andersen Nexø i Information formentlig snarere sige: tja. For det er netop her, hvor hans eneste forbehold ligger, når han sammenfatter:
”Hovedsporet i ’Penge på lommen’ er, når det kommer til stykket, billederne af udsathedens, den uforløste ømheds og den sociale volds intime rum, ikke det brede blik på historiske forandringer eller – for den sags skyld – på kapitalismen som ’en massakre’, som fortælleren når at erklære.”
Og det forbehold bliver til en rendyrket kritik hos Kathrine Maria Amann, som i Kristeligt Dagblad nok fremhæver Asta Olivia Nordenhofs evne til at skrive om menneskeskæbner – ”Det er også her, i den urolige, årvågne, præcise persontegning og i de usentimentale beskrivelser af det udtværede liv i udkanten af velfærdssamfundet, at Nordenhof brillerer som seer og skæbneskildrer” – men slår sig voldsomt på kapitalismekritikken, som hun kalder komatøs, og konkluderer:
”Med den polemiske overbygnings bovlamme naivitet punkterer Nordenhof sit ellers sympatiske projekt om at give synlighed til de fortabte og optrævle trådene omkring en katastrofe. Personportrætterne, billederne af voldens væsen, tavsheden, ømheden og afstanden havde stået så langt stærkere alene og uden denne omklamrende oversættelse af værkets underlæggende præmis, som desværre skinner uskønt tilbage på ’Penge på lommen’.”
Det bliver til tre stjerner til romanen, mens der falder fire i Berlingske fra Mette Leonard Høeg, der finder, at romanen svækkes af ”dens anstrengte politisering af dens materiale og dens demonstrative, men halvbagte forsøg på kapitalismekritik”, men omvendt også har flere indlysende kvaliteter:
”Værket overskrider letfodet konventionelle genregrænser og -kategorier, og karaktererne fungerer på samme tid overbevisende som selvstændige, virkeligt forekomne liv og som nyttige fiktive enheder i forfatterens metalitterære værksted.”8
”Bogen i tiden” skriver om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.