Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Bertolt Brecht var en karakterløs charlatan, men talentfuld digter

Bertolt Brecht blev aldrig medlem af det kommunistiske parti, men han støttede partiet uden at vakle eller vige udadtil. Her ses han fotograferet i sin lejlighed i Berlin i 1927. Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

Omfangsrig biografi tegner et fascinerende billede af et forfatterskab, som er præget af en umiskendelig bibelsk tone

Bertolt Brecht blev født i 1898 som søn af en protestantisk mor og katolsk far i byen Augsburg. Han led tidligt af nyre- og hjerteproblemer, hvilket skulle følge ham resten af hans dage. Det er værd at nævne, for germanisten Stephen Parker nærmer sig Brechts kunst ud fra et medicinsk perspektiv. Han mener, at Brechts svagelighed gjorde ham til en større kunstner, fordi det udviklede en særlig sensibilitet hos ham. Brechts sidste ord på dødslejet skulle have været: ”Lad mig være i fred!” Det gør Parker ikke i denne biografi, som det tog ham fem år at skrive. Parker har endog aflagt besøgt i Svendborg, hvor Brecht på flugt fra nazisterne tilbragte sine mest frugtbare år kunstnerisk set. Under indtryk af Moskvaprocesserne skrev han her dramaet ”Galileis liv” i 1938, som efter Parkers mening er Brechts bedste drama.

Brecht blev aldrig medlem af det kommunistiske parti, men han støttede partiet uden at vakle eller vige udadtil. I dramaet ”Galileis liv” skildrer han ikke desto mindre, hvordan det er at blive behandlet som en kætter under Stalins regime. ”Galileis liv” er ifølge Parker det mest personlige skuespil, Brecht skrev, og det rummer derfor ”en storartet fordybelse i Brechts egen skæbne”.

”Galileis liv” handler om videnskabsmanden, der kom under pres fra den katolske kirke i det 17. århundrede, og Brecht spejler sig i Galileis skæbne – også han fornemmer, at sandheden er ilde hørt, når den kolliderer med de herskende ideologiske løgne. Brecht er klar over, at stalinismen skabte gunstige betingelser for at hykle og forstille sig, og det skinner igennem, da Galilei til slut forklarer, hvorfor han opgav sine revolutionerende teser: ”Jeg tilbagekaldte, fordi jeg var bange for korporlig smerte”.

Det samme kunne Brecht også have sagt, for han havde set, hvordan det var gået systemkritikerne under Moskvaprocesserne, og med ”Galileis liv” røbede forfatteren, at der dog var en smule skam og deraf følgende samvittighed i kroppen på ham.

Parker foretager her en meget fin kobling til Brechts berømte digt ”Til efterkommerne”, hvori han beskriver den dårlige samvittighed: ”Intet af det, jeg gør, giver mig retten til at spise mig mæt. / Ved et tilfælde er jeg skånet.”

Der rumsterer tilsyneladende i samme digt også en tvivl om, hvorvidt marxismen vitterlig kan skabe et nyt menneske i en ny verden: ”Ak, vi der gerne ville berede jorden for venlighed, / kunne ikke selv være venlige”.

”Til efterkommerne” er som så meget andet i Brechts forfatterskab præget af en umiskendelig bibelsk tone. Bibelen var Brecht fra barnsben af dybt fortrolig med, og der er mange religiøse ansatser hos Brecht. I ”Til efterkommerne” lyder omkvædet: ”Sådan gik min tid/ som var mig givet på jorden”.

Når man får noget givet, så må der stå en giver bagved.

Herom handler Brechts opbyggelige julefortælling. Den foregår i Chicago en juleaften på en kro, hvor stemningen er ond, og man driller hinanden med at give sure gaver. Bartenderen får en skovlfuld beskidt sne. Underforstået: den kan han blande i sin i forvejen alt for tynde whisky. Servitricen får en lommekniv, så hun kan fjerne sin alt for kraftige makeup. Endelig er der en mand til stede, som tydeligvis er ængstelig. Mest for politiet. Derfor finder man på at rive tre sider ud af telefonbogen, som rummer telefonnumre til diverse politigårde, og de bliver behørigt pakket ind i en avis. Værsgo siger de dårlige kammerater. Her er en gave til dig. Manden pakker langsomt ud. Men pludselig standser han og sanser intet andet end avisens forsideartikel, der får ham til at udbryde: ”Jamen, her står det hele jo….at det er opklaret. Så ved hele Ohio, at det ikke var mig”.

Da bliver de tilstedeværende klar over, hvad der havde været galt. Manden havde været under mistanke og pludselig er han frikendt. ”Pakken fra den kære Gud”, hedder novellen, og Brechts sidste ord lyder: ”Ikke vi, men Gud havde udsøgt sig det avispapir.”

Men ateisten Brechts eget ideologiske verdensbillede byggede på en løgn, og det er uundgåeligt, at vurderingen af hans personlighed og forfatterskab bliver farvet af denne kendsgerning. Det gør den også hos Parker, der ikke desto mindre leverer et afbalanceret kontrafej af den karakterløse charlatan med det ubestridelige litterære talent.