Så er den der med noter og efterskrift, Karen Blixens illegitime barn, romanen Gengældelsens Veje fra september 1944. I rækken af udgivelser af Karen Blixens værker fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab er vi nået til hendes eneste rigtige roman, skrevet for morskabs skyld under den tyske besættelse af Danmark. Men det var først i 1956, at hun vedkendte sig bogen.
Indtil da hævdede hun den skrevet af pseudonymet Pierre Andrézel. Handlingen er henlagt til et ensomt beliggende slot i Frankrig, hvor en skummel præst tager to forældreløse unge piger til sig for tilsyneladende at danne dem i klassiske dyder. Pigerne afslører efterhånden, hvordan præsten skjult driver hvid slavehandel, og som de gode, de er, sejrer de sluttelig over det onde eller får den onde præst til at tage sit eget liv.
LÆS OGSÅ: Om Karen Blixen, Evelyn Waugh og snobberi
Denne kulørte historie gør Benedikte F. Rostbøll flot rede for i efterskriften, så flot og fuldstændigt, at den nærmer sig 50 sider! En hel lille afhandling i sig selv. Først om pseudonymet og samtidens antagelse, at Karen Blixen måtte skjule sig bag det, så om stilen, der konstant efterligner, så om alle de genrer, bogen er en pastiche over (gyser eller gotisk roman tilsat en kriminalhistorie), derpå tematikken i romanen, personer og komposition, og endelig romanen som en protest mod det gamle syn på kvinden som en vare.
Men hovedsynspunktet er, at hun skrev den for fun, som hun selv sagde, eller for sjov og hvad vil det nærmere sige? Fun har at gøre med en særlig intens livsfølelse, en hypersensitiv evne til at gennemleve alle følelser uden tøven og angst; fun er forbundet med lidenskabeligt mod og dødsforagt, med humor, munterhed og eventyrlyst, skriver hun altså at tilføje tilværelsen det store, den ikke har i sig selv!
For Karen Blixen savnede det storslåede, også i sin omgangskreds, og ville gerne lege med den, skønt den ikke forstod hendes lege, men i stedet ville have noget med mening i. Romanen er én af hendes lege og har derfor ikke nydt særlig anerkendelse i forskningen, der har søgt meningen i forfatterskabet, indtil de senere års postmodernisme åbnede for et æstetisk tilværelsessyn, som Karen Blixen altså foregreb legende i 1944.
Det er rigtigt af Rostbøll at trække dette perspektiv frem, men man må have Blixens søgen efter det store, det ædle, med i det legende som en slags alvorlig længsel. Også i de legitime fortællinger legede hun drømmende og genklædte tilværelsen i heroiske gevandter af fortid (cirka 1850), for nutiden 1930-1960 var i sin skrabede nøgenhed ikke til at holde ud, et fængsel, som i 1943 den tyske besættelse af Danmark, der lukkede den rejselystne inde.
Læs denne roman, og se Karen Blixen som den store efterligner af fortid, også i hendes skrivemåde. Men i den afslører hun tillige, at hun ved, at hun efterligner. Pseudonymet Pierre Andrézel er blot et af tegnene på det!
Rejs med til den farlige fortid, som aldrig var til, men i den var der storhed og fun!