I den stadige strøm af danske bøger om Karen Blixen skal vi nu læse en om hendes ”ødelagte selv” med baggrund i jungiansk psykoanalyse. Flere af hovedhistorierne i forfatterskabet læses i denne bog for at konstatere selvets status i netop den historie.
”Syv fantastiske fortællinger” skal være skrevet i stor smerte, det vil sige med et ødelagt selv, altså den psykiske helhed og harmoni. Det går fremad med selvet i ”Den afrikanske farm” og endnu bedre i ”Babettes gæstebud”, og helt vellykket genvindes selvet i ”Kardinalens første historie”.
Roeds bog er båret af begejstringen over at genfinde mønstre for dæmoni, nekrofili, narcissisme og incest i fortællingerne. Men det sker meget vovet ved en noget letfærdig læsning af teksterne, fyldt med postulater og meget ringe kendskab til den store sekundærlitteratur om forfatterskabet.
Det siger noget om den psykoanalytiske tilgang til forfatterskabet, at Christian Braad Thomsens bog om Blixen er den hyppigst citerede.
Ligeledes svirrer det med formuleringen ”Karen Blixen siger”, der altid betegner overtagelsen af teksterne til personligt brug uden forsøg på tekstanalyse. Hyppigt er der ingen henvisninger til, hvor Karen Blixen skulle sige det hævdede. Så det er den gamle historie om den dæmoniske Karen Blixen, der endog skal være kannibalistisk, der bliver kolporteret endnu en gang.
Det mytologiske fylder meget hos Jung, og det gør det også i kapitlerne om de forskellige historier. Vi får et langstrakt handlingsreferat af historien med meget udfoldede mytologiske forklaringer undervejs.
De skal bane vej for de psykoanalytiske mønstre, som sagtens kan findes, fordi denne teori ikke har nogen grænse for sig selv.
Den ser det, den vil, uden begrænsninger af nogen art. Således er Babette en heks i historien med hendes navn, skønt det kun er af befolkningen i fortællingen, hun anses for at være en sådan, slet ikke af fortælleren, der ser hende som kunstner. Der opereres ikke med fortællerholdninger forskellige fra de indgående personer, og man får den mistanke, om bogen ikke skulle være et gennemskrevet speciale fra meget gamle dage (1970'erne)?
Karen Blixen udtrykte over for Aage Henriksen vrangvilje over for Jungs mytologiske fortolkninger, og dog brugte hun mange af de samme mytologiske figurer til at karakterisere handlingsgange og personer.
Det gjorde hun, fordi det var en del af den hundrede år gamle måde at fortælle på, der svarede til hendes fortællingers tid, og som hun påtog sig som fortællingers overfladiske patina. Men hun mente ikke det samme som tiden for hundrede år siden og lagde derfor en kritik ind i stilen.
Denne forskel har Susan Roed ikke sans for, hun jubler bare over, at mønstrene findes. Og når de så er påvist, er fortællingen tolket til ende. Og hun slutter gerne én til én mellem fortælling og privatliv for eksempel: ”Den voksne Alkmene bor sammen med sin moder. Det gjorde Karen Blixen også , da hun vendte hjem fra Afrika.”
Selvfølgelig er det en rigtig idé at få, men det hører vel med også at bevise den? Roed har mange idéer til tolkning af fortællingerne, men slet ingen bremse på sig selv. Desværre.
kultur@k.dk