Karen Blixen vækkes til live i smuk og gribende film

Bille Augusts ”Pagten” er en smuk film om at vie sit liv til kunsten, formet over digterne Karen Blixens og Thorkild Bjørnvigs intrikate relation

Birthe Neumann er suveræn i rollen som Blixen med nasal vakkelvorn gammeladelig diktion, herlig illusionsløs kynisme og mangel på sentimentalitet, mens Simon Bennebjerg er en formidabel modspiller i rollen som Bjørnvig.
Birthe Neumann er suveræn i rollen som Blixen med nasal vakkelvorn gammeladelig diktion, herlig illusionsløs kynisme og mangel på sentimentalitet, mens Simon Bennebjerg er en formidabel modspiller i rollen som Bjørnvig. Foto: Rolf Konow/SF Studios

Igennem deres fælles venner Knud W. Jensen og Ole Wivel mødte Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig hinanden i efterkrigstidens højspændte litterære miljø i Heretica-kredsen. Han halvt så gammel som hun. Han provinsstudent, hun verdensdame.

Karen Blixen og Thorkild Bjørnvigs møde udviklede sig til en intrikat affære, som Bjørnvig har beskrevet i sin erindringsbog ”Pagten” (1974), og som Bille August nu har filmatiseret.

Det er, som titlen siger, en historie om en pagt mellem to mennesker. Eller rettere tre. Som Blixen insisterende bemærker med sine mørke øjne rettet mod den unge magister og digter in spe:

”Dette er en pagt mellem os to – og Djævelen.”

Karen Blixens litterære persona er jo med tiden blevet legendarisk. Med sin syfilitiske iscenesættelse anskuede hun sig selv som et menneske, for hvem seksualiteten i fysisk forstand ikke længere var en mulighed. Men dette afkald blev i stedet forvandlet til en digterisk mulighed, hvor inspirationen sprang af den sublimerede eros og skabte et verdensberømt forfatterskab. Blixen følte sig svigtet af Gud og indgik i stedet en pagt med Djævelen, der forløste hendes digteriske talent.

Det er denne pagt, Karen Blixen med hele sin aristokratiske radikalisme vil overføre til Thorkild Bjørnvig, så han kan blive Lucifers barn og frigøre og forløse sit kunstneriske potentiale. Men det kræver ofre. Han skal fri af sit – som Blixen opfattede det – småborgerlige ægteskab med hustruen Grete og sønnen Bo.

Derfor inviterer hun ham til at bo på Rungstedlund, hvor den unge mand i Johannes Ewalds stue skal skrive sig fri af hverdagslivets forpligtelser og med den tyske filosof Friedrich Nietzsches diktum ”blive den, han er”. Men da han først er inviteret ind på Rungstedlund, virker det ikke, som om han kan komme ud igen. Bjørnvig er gået over en tærskel, hvor der tilsyneladende ingen vej er tilbage. Underlagt en djævelsk koblerske, der er uhyrligt stimulerende, men også skinsyg og dominant på en tøjlesløs måde.

Det er i anno 2021 svært at fatte den efterkrigspatos, der omgærder denne ceremonielle relation mellem den 63-årige verdensdame og den 30-årige magister. Ikke mindst, når man læser ”Pagten”, der på overfladen skildrer Blixen med nærmest gotisk skrækromantisk dæmoni. Et tilsyneladende ulige forhold med Bjørnvig som marionet i et spil, han ikke kan overskue.

Der citeres Goethe og Nietzsche, og unge Bjørnvig ses som sommerfuglen, hvis vinger brænder, når han i salig længsel lokkes mod det luciferske lys. Uha, uha!

Klaus Rifbjerg skrev i erindringsbogen ”Til rette vedkommende” (2016) om Thorkild Bjørnvigs pagt med Blixen, at ”magen til atamonforstærket åndsmarmelade skal man lede længe efter”. Det er derfor med bange anelser, man ser Bille Augusts film over Bjørnvigs bog. Men frygten forsvinder, alt som filmen tager form og finder sin egen vej mod forløsningen, Billes vej. Det er en af Bille Augusts virkelig gode film. Det er der flere grunde til.

For det første, fordi Bille August og manuskriptforfatteren Christian Torpe har læst Thorkild Bjørnvigs bog som det, den er. En erindrings roman med en undertekst. Romanen er som en palimpsest. Der skjuler sig en anden tekst under den givne – og en anden Bjørnvig. Og læser man den tekst med, er det ikke længere givet, hvem der egentlig bestemmer i forholdet mellem Blixen og Bjørnvig. Troldkvinden eller hendes lærling? Forholdet er suggestivt og næres af en gensidig afhængighed.

For det andet fordi Bille August, når han er bedst, er en auteur . Det vil sige en instruktør med en helt egen personlig håndskrift, der bliver synlig i ”Pagten”. Augusts film handler lige så meget om ham selv og hans kunstneriske dedikation, som den handler om Karen Blixens og Thorkild Bjørnvigs. ”Pagten” er en film om kunstens væsen, i dette tilfælde filmkunstens. Man skal helt tilbage til mesterværket ”Den gode vilje” over Ingmar Bergmans slægtserindringer (1991) for at finde en Bille August-film med en tilsvarende visuel sensibilitet i skildringen af de mellemmenneskelige forhold. Og dertil en så dyb og indfølt fornemmelse for mødet ansigt til ansigt. Der er i de bedste øjeblikke kærlighed uden ord. Nærbilleder af en fuldkommen behersket ro og fortvivlet fortrolighed, der er rent ud gribende. Klassisk filmkunst, der handler om fremstillingens værdighed og tragediens krystalklare anskuelighed.

Bille August viser det i ”Pagten”s bærende dramaturgiske forløb. Ikke mindst i skildringen af Thorkild Bjørnvigs valg, og hvilke ofre de kræver i forholdet til hustruen, Grete, derhjemme og til Knud W. Jensens hustru, Benedicte, som han også indleder et forhold til. Det sidste initieret af Karen Blixen, indtil hun finder ud af, hvad det kommer til at betyde for hendes egen relation til den unge digtergud. Så viser Djævelen sit ansigt.

Der er skæbnesvangre triangler på færde: Bjørnvig, Blixen og Grete; Bjørnvig, Blixen og Benedicte og endelig Bjørnvig, Grete og Benedicte. Filmen bygger dem gradvist op og bryder dem gradvist ned i en ufravigelig rytme og tæt, nærmest kammerspilslignende intimitet.

Selvfølgelig udgør forholdet mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig hovedsporet i filmen. Birthe Neumann er temmelig suveræn i rollen som Blixen med nasal vakkelvorn gammeladelig diktion, herlig illusionsløs kynisme og mangel på sentimentalitet. Hun gestalter imidlertid fint, hvor lidt der skal til for, at det hele er i fare for at briste, og en desperat følsomhed pibler ud. Der krydsklippes effektivt i filmen mellem Blixen og Bjørnvig, deres gensidige forventninger og forberedelser til møder, som med afmålt distance rummer sprængstof. En gedulgt forelskelse, en gensidig betagelse – eller en selvisk iscenesættelse, hvor de hver især bruger hinanden op? Simon Bennebjerg er en formidabel modspiller i rollen som Bjørnvig. Alene hans blik under deres samtaler. Bag den underdanige facade ved han, hvad han vil.

Men filmen ville ikke være en Bille August-film, hvis ikke gradvist optikken forskød sig mod de to unge kvinder, der efterlades med hver sin uforløste kærlighed og omsorg. Som Grete har Nanna Skaarup Voss en vanskelig rolle, som hun imidlertid forløser dygtigt, ja sine steder hjerteskærende hudløst. Som Benedicte, der er på en farlig vej ud af ægteskabet med Knud W. Jensen og ind i en ikke mindre farlig relation til Thorkild Bjørnvig, er Asta August dårende god. Scenerne mellem hende og Simon Bennebjerg er filmens bedste. Deres uforløste kærlighed og usalige længsel er visuelt fuldkommen gestaltet.

Det er filmens vigtigste pointe, at de elskende skal kunne ”klare smerten uden at skabe nye ofre”. Men kan man det? Tydeligvis ikke. Men det er en kendt pointe i Bille Augusts film. En tilståelsessag af noget, der er umuligt, hvis man følger sin ambition og sin lidenskab. Som fortæller og forfører. Karen Blixen ville kendes på sin maske. Bille Augusts film kendes også på deres masker.

Film og manus tager betydelige føregreb på virkeligheden. Men det gør ikke noget, for det handler ikke om autenticitet i forhold til den biografiske og kulturelle historie, men om troskab mod filmens egen egentlige hensigt. Karakteristisk er filmen ikke optaget på Rungstedlund, men i en ejendom, der, som tidligere set i utallige Bille August-film, har den rette lukkede magtfuldkommenhed. For kun ud af dette dystre og omklamrende mørke kan forløsningen komme med overbevisende kraft.

Derfor følger filmen heller ikke Thorkild Bjørnvigs ”Pagten” helt i mål. Bogen slutter i frysende uforsonlighed mellem Bjørnvig og Blixen, der sidder stivnede på Ewaldshøjen i Rungsted. Hos Bille August sker der noget andet. Hvad skal ikke røbes. Men som altid hos instruktøren og auteuren har forsoningen og tilgivelsen forrang frem for alt andet. Det er hans filmiske signatur. For kun på den måde kan man – med Bille Augusts egne ord – blive forløst som menneske.

Henrik Wivel skrev om Karen Blixens pagter og Thorkild Bjørnvigs genudgivne ”Pagten” (Gyldendal 2021) i Kristeligt Dagblad fredag den 11. juni 2021. I lørdags bragte avisen et stort interview med Bille August om filmen.

Birthe Neumann er suveræn i rollen som Blixen med nasal vakkelvorn gammeladelig diktion, herlig illusionsløs kynisme og mangel på sentimentalitet, mens Simon Bennebjerg er en formidabel modspiller i rollen som Bjørnvig.
Foto: Rolf Konow/SF Studios