”Vi plejede som Børn at lege paa en gammel, frønnet, kolossal stor Vippe i mine Bedsteforældres Have, – men alt deri forekom os ganske vist kolossalt dengang! Det store Elmetræ, hvorunder Vippen stod, de umaadelige, grønne Plæner, de høje Buxbomhække, der var uigennemtrængelige som Mure...”.
Sådan lyder indledningen på en af de små fortællinger, Ellen Dahl udgav i 1929 i bogen ”Parabler”. Den da 43-årige Ellen Dahl, kaldet Elle af familien, var født Dinesen og vokset op på Rungstedlund som lillesøster til den senere verdensberømte forfatter Karen Blixen. Men da hendes bog udkom, skete det under pseudonymet Paracelsus. Få fandt derfor ud af, hvem der gemte sig bag fortællingerne. Faktisk var der heller ikke den store interesse for at finde ud af det – eller for bogen. Ikke engang i Ellen Dahls egen familie, hvor Elles litterære bidrag, der også talte to senere værker, blev ganske overset.
Men i hendes sommerhus, dybt inde i skovene på Mols Bjerge, stod de indbundne bøger i reolen, og her hentede hendes lillebror Thomas Dinesen en dag for mange år siden ”Parabler” ned fra hylden og gav den til sit barnebarn, Morten. Det skete med ordene: ”Læs tante Elle. Hun var også en stor forfatter.”
Mødet med ”tante Elles” værker åbnede en helt ny verden for Morten. Og i dag er det Morten Vilhelm Keller og hans bror, der ejer sommerhuset på Mols, og samme Morten, der nu har udgivet en bog, der skal bringe Ellen Dahl frem i lyset.
I bogen ”Ellen Dahl – Mols og litteraturen” har Morten Vilhelm Keller udvalgt en række af grandtantens fortællinger samt fået flere andre, herunder forfatteren Tom Buk-Swienty, til at sætte ord på mennesket Ellen Dahl og den betydning, hun har haft.
Både for familien og ikke mindst for vores syn på naturen – og helt konkret for Mols, hvor hun fik fredet store dele af naturen og på den måde sikrede, at der i dag ikke er sommerhuse overalt, men derimod plads til blandt andet sjældne sommerfugle, gamle egetræer og vilde heste i det område, der nu er en del af Nationalpark Mols Bjerge. ”Det smukkeste sted i verden,” som Ellen Dahl selv kaldte området.
”Min helt store drivkraft bag bogen har været at få Ellen Dahl frem i lyset. Hun er jo nærmest overset i dag og i fare for at ryge helt i glemmebogen. I familien blev der sjældent talt om hendes bedrifter, hverken som forfatter eller som foregangskvinde for naturen. Kun at hun var en omsorgsfuld tante, der tog sig godt af sine søskendes børn og børnebørn og altid var gæstfri både i sommerhuset på Mols, lejligheden i København og på godset Sandbjerg i Sønderjylland,” fortæller Morten Vilhelm Keller, der arbejder som fotograf og komponist og derfor selv har taget mange af billederne til bogen.
I dag bor han få hundrede meter fra sommerhuset i skoven. I en del af den gård, som ægteparret Dahl købte og siden overgav til Naturhistorisk Museum i Aarhus, og som i dag ellers huser Mols-laboratoriet, hvor forskere fra Aarhus Universitet arbejder.
I Ellen Dahls prosa fandt Morten Keller en enkelhed og lettilgængelig poesi, der tiltalte ham, og som han kalder ”en befrielse”, fordi hun skriver ”så frit fra leveren”, som han siger, og han finder generelt i Ellen Dahl en stor modsætning til søsteren Karen Blixen, kaldet Tanne.
”Hun var ikke nogen selviscenesætter, som Tanne var. Elle var ydmyg og reserveret, og derfor gjorde hun heller ikke så meget opmærksom på sig selv. Men det har da garanteret gjort ondt på hende, at familien ignorerede bøgerne. Hun holder da også op med at skrive skønlitterære tekster og fortsætter i stedet med at skrive kronikker og tekster til en billedbog om den danske natur. Og i alt, hvad hun skriver, fornemmer man denne dobbelthed hos hende: en dyb spiritualitet eller metafysisk åre samtidig med en stor interesse for naturen og videnskaben om den. I den dobbelthed har jeg fundet meget, jeg kan spejle mig i, og selvom jeg kun var to år, da hun døde, og derfor ikke kan huske hende, så er hun helt klart en af de forfædre, som taler mest til mig,” fortæller Morten Keller.
Ellen Alvilde Dinesen blev født i 1886 på Rungstedlund, cirka 30 kilometer nord for København. Storesøster Inger, kaldet Ea, var født i 1883, Tanne i 1885, så de tre søstre var derfor meget tæt på hinanden og gik under samlebetegnelsen ”pigerne” eller ”pigebørnene”.
Men i sit afsnit om familiens Elle skriver Tom Buk-Swienty, at hun faktisk skiller sig ud fra de andre allerede som barn og ung, hvor hun var kendt ”for sin optimisme og sit gåpåmod”, og at hun ligefrem blev familiens anarkist en overgang.
De i alt fem børn i familien, Thomas og Anders kom til senere, bliver alle opdraget med flere fremmedsprog, som de behersker flydende, og derudover introduceret til verdenslitteraturen, filosofien, musikken og de almene samfundsforhold. Hjemmet er præget af unitarismen, en kristen tro, der afviser læren om treenigheden, men i stedet hævder enheden i Guds væsen. Og som Tom Buk-Swienty ser det, så var denne tros idealer om at sætte handling bag ens idealer med til at præge Elle, ”der udviklede den største interesse for politik”. Og i 1911 tager hun som den første i søskendeflokken alene ud på en større rejse – til Moskva. Her bliver hun dog skuffet over, at russerne tilsyneladende ikke er klar til revolutionen, men hun håber dog stadig på en ny tid, med frihed, i anarkismens navn.
I Danmark går imidlertid højesteretssagfører Knud Dahl rundt og venter på, at hans udkårne skal få øje på ham. I 1917 bliver de gift, og i ægteskabet med Knud Dahl begynder Elle, i stedet for revolutioner, at være optaget af både den sønderjyske sag – og naturens.
”Hun var ufatteligt visionær. Idéen med at frede land var ret usædvanlig på det tidspunkt i 1920’erne, hvor de køber gården her på Mols og får opført sommerhuset. Og tanken med at donere stedet senere til videnskaben er endnu et bevis på, at hun var forud for sin tid. I dag taler mange jo om biodiversitet, at vi skal have blik for den oprindelige natur, og at det handler om at finde balancen mellem kultur og natur. For selvfølgelig skal jorden også dyrkes, og naturen skal på nogle måder have hjælp. Men Elle indser, at det primært er videnskaben, der kan finde svar på, hvordan vi sikrer naturen bedst, og derfor skænker hun både stedet her på Mols og godset Sandbjerg i Sønderjylland til forskning,” fortæller Morten Vilhelm Keller.
I et upubliceret manuskript, ”Lad Naturen i Fred”, formulerer Ellen Dahl det på denne måde:
”Kampen mellem Natur og Menneske er ikke længer lige; vi er blevet for stærke og især for hensynsløse. Saalænge det er Naturen, der truer os, er det rimeligt at vi bruger alle Midler paa at bekæmpe den. Men der kan komme og er maaske allerede kommet Øjeblikke, hvor vi ødelægger uden Nødvendighed, og uden at tænke paa, at vi ganske vist kan skabe mangt og meget, men at ikke alle Konger paa Rad mægter at sætte Bladet på en Nælde. Har vi først udryddet en Plante, en Dyreart, et Landskab eller et Vandløb kommer de aldrig igen. De er borte for altid. Det er værd at tænke paa.”
I sommerhuset er alt bevaret som på Ellen Dahls tid. Selv gæstebogen ligger fremme og vidner om mange besøg af både bror Anders, der skød fasaner og harer i de omkransende skove, og af søster Tanne, der brugte sommerhuset på Mols som et skriverefugium og åndehul. Og Morten Vilhelm Keller håber, at han med sin egen bog nu endelig får givet grandtanten den anerkendelse, både som forfatter og naturforkæmper, som han mener, hun fortjener – og burde have fået noget før.