Karen Blixens 75-årsfødselsdag blev fejret med en frokost på Rungstedlund i foråret 1961. Den var min mor Eva med til. Hun indgik i Karen Blixens bekendtskabskreds, og baronessen var ofte på besøg i mine forældres hjem i Vedbæk, ligesom min mor gæstede Rungstedlund.
Min far Per indgik ikke i denne udveksling. Han var forretningsmand og interesserede sig mere for kosmetik end kosmos. Karen Blixen har sikkert fundet ham åndløs, hvad han ikke var. Han deltog i Heretica-kredsens fester og var elsket af alle. Men over for Karen Blixen trak han formentlig selv grænsen. Hun var ikke en, han indlod sig med, i modsætning til flere af hans jævnaldrende kavalerer på Rungstedlund.
Min far tog mig med, da vi kørte op og hentede min mor på Rungstedlund den eftermiddag i 1961. Vi stod på dørtrinnet til stuehuset i hjørnet, hvor bygningen knækkede og gik over i køkkenregionerne og værelserne til tjenestefolkene. Jeg var seks år gammel og husker det, som om Karen Blixen selv lukkede op. Jeg havde hilst på hende flere gange i Vedbæk, og hun ville gerne have været med til min barnedåb. Fødselsdagsselskabet havde lige spist dessert, og Karen Blixen spurgte, om jeg ikke ville ind og have is og kage.
Jeg faldt ikke for fristelsen. Solidarisk med min far sagde jeg nej tak til baronessen og blev udenfor på dørtrinnet med ham, indtil min mor dukkede op, og vi kunne køre hjem igen. Der skulle gå et halvt århundrede, før jeg igen stod på dørtrinnet til Karen Blixens stuehus i Rungsted i forbindelse med et møde og en filmoptagelse. Denne gang gik jeg inden for, men huskede min tøven fra dengang, da tiden endnu var ung for mig og gammel for Karen Blixen, selvom hun jo mente, hun kunne blive 3000 år.
Nu er den dør i hjørnet mellem de to sammenvoksede bygninger ikke nødvendigvis længere vejen ind til Karen Blixens verden for husets gæster. Rungstedlund er for årtier siden transformeret til museum, og i dette forår 2021 fremstår museet restaureret med et nyt indbydende indgangsparti, foyer, museumsbutik og café i den såkaldte magasinbygning. Efter tegninger af Praksis Arkitekter er magasinbygningen, der oprindelig rummede stedets hestestalde og garager, gjort åbent og transparent med synlige træbjælker i et rumligt forløb, hvor de forskellige faciliteter glider over i hinanden i et venligt interiør med møbler af Cecilie Manz og lys fra to sider, Sundet og Parken. En trappe leder op til første sal, hvor staldloftet er indrettet til foredrag og skiftende arrangementer.
Men det vigtigste er, at passagen er åbnet fra foyer og café ind til selve stuehuset og dermed hjertet i Karen Blixens bygningskrop. Siden arkitekten Steen Eiler Rasmussens første restaurering af Rungstedlund i 1958 har man respekteret todelingen af huset, således at magasinbygningen og stuehuset var adskilt. Nu har der fundet et velgørende brud sted med den pietet, der hidtil har hersket i forhold til forløbet i huset. Således er det nu muligt at gå direkte fra foyeren og ind i stuehuset. Man skal ikke først ind og købe billet og så ud igen og ind ad døren, hvor jeg stod og ventede med min far for mange år siden.
Straks når man kommer ind i magasin-bygningen, kan blikket til højre fortabe sig i et hammershøisk forløb af rumligheder, der stemmer forventningen. Mod nye rum og oplevelser. Samtidig er der sikret en egentlig rundgang i stuehuset til de forskellige stuer, arbejdsværelser, bibliotek, men også til førstesalen. Det er sket ved, at man har åbnet ind til Karen Blixens lille cigaræske af et soveværelse. Det har hidtil været aflåst og forbeholdt medlemmer af Det Danske Akademi, der kunne sove rusen ud her, hvis de ellers turde lægge sig i baronessens seng!
Nu kan museets gæster i en rundgang følge husets rumligheder i stueetagen og videre på første sal, hvor også det gamle tørreloft er inddraget til særudstillinger. Ved Rungstedlunds genåbning og nye indretning er tørreloftet viet til en planche-, citat- og lydudstilling om Karen Blixens pagter. Meget passende. Til august får instruktøren Bille Augusts ny film ”Pagten” premiere, og i den anledning har Gyldendal genudgivet forfatteren Thorkild Bjørnvigs erindringsbog af samme navn. Bogen, som filmen er baseret på. ”Pagten” handler om den unge digters skæbnesvangre venskab med Karen Blixen.
Udstillingen på museet beskæftiger sig med en vifte af de pagter, Karen Blixen igennem sit liv indgik: med broderen Thomas Dinesen, med Afrika, med ægtemanden Bror Blixen, med naturen – og med Djævelen og Thorkild Bjørnvig, de to sidstnævnte kan ikke helt skilles ad. Man kan, som museets direktør Elisabeth Nøjgaard, spørge om selve karakteren af den blixenske pagt. Hvad går den egentlig ud på? Karen Blixen ville jo gerne selv være ”en stemme i æteren”. Så i en serie podcasts med den fortræffelige interviewer Klaus Rothstein, giver Elisabeth Nøjgaard konkret, anskueligt og usentimentalt en række bud på væsenskernen i Blixens pagter, blandet op med citater af digteren selv og musik fra hendes gamle rejsegrammofon.
Begrebet pagt kendes jo fra Bibelen og ikke mindst Det Gamle Testamente. Pagten er her udtryk for en overenskomst eller aftale mellem Gud og mennesket. Karen Blixen havde imidlertid ikke noget imod at sætte sig i Guds sted, når hun indgik pagter. Dybest set handler det om hendes ønske om en stærk og ubrydelig tilknytning til de mennesker, hun valgte ud, eller den natur og det kosmos, hun følte sig som en del af. At bryde pagten var for hende et udtryk for svigt og dermed vanære. Et pagtbrud var uden ære. Simpelthen.
Under indtryk af det alt for tidlige og tabuiserede tab af faderen Wilhelm Dinesen indgik Karen Blixen sammen med sin bror en pagt i deres barndom og tidligste ungdom. Den blev bestemmende for alle de følgende pagter. Faderen var eventyrer, jæger og rejsende, igennem lande, skiftende naturer og sindets grænseegne, helt ind til implosionens mørke punkt, hvor alt bryder sammen. Karen Blixen ønskede at følge ham i ånden og indgik med sin bror en pagt om at hylde og følge ”det store i livet”. Det, der også kunne kaldes det frigørende og frisættende, ja, transcenderende i tilværelsen.
Man kunne med Friedrich Nietzsche og Georg Brandes tale om en aristokratisk radikalisme i Karen Blixens tilgang til livet. Hellere døden end den borgerlige tilværelse. Småborgerligheden, og i forlængelse heraf det traditionelle ægteskab, skulle som institution afskaffes for at sikre en billet til friheden, eventyret, alt det, der lå hinsides horisonten. Derfor Afrika, derfor naturen i al dens diversitet og vildskab, derfor ægteskabet med den troløse Bror, derfor myten om hendes angivelige syfilis, afkaldet, der satte hende fri af kroppens bundne seksualitet. Og i stedet potenserede sensualismen, forførelsen, den magiske magt, ja, i sidste ende den kunstneriske forestillingsevne og tøjlesløse inspiration.
Derfor også pagten med Djævelen. Karen Blixen så sig selv som Lucifers barn, Djævelens veninde. Hun forklædte sig, anvendte pseudonymer og trådte hermed ud af den givne borgerlige identitet og ind i en anden verden af forførelse, fortryllelse – og fortabelse. Det er præcis her, Thorkild Bjørnvig kommer ind i billedet. (Gen-)læser man hans ”Pagten”, bliver det tydeligt, at den pagt, hun ønsker at indgå med ham, er en pagt lig den, som Faust indgår med Mefistoteles i Goethes berømte værk. Indgår Bjørnvig en pagt med Blixen, vil han få uhindret adgang til de dybeste digteriske indsigter, og hun vil få adgang til en evig ungdom, som hun igennem ham kan forme i sit eget billede. Selv blev hun alt for tidligt ældet af livets tilskikkelser, nu kunne hun igennem ynglingen gendanne det tabte.
Thorkild Bjørnvig fremstiller det selv på denne måde i ”Pagten”. Han halvt så gammel som hun. Han provinsstudent, hun verdensdame. Han kejtet og rundforvirret, hun styrende og dominant. Han vist ”ikke så begavet, som Baronessen troede”. Slår hun i bordet på Rungstedlund, får han hjernerystelse i Paris. Hendes raseri og skinsyge er tilintetgørende, og han bliver en marionet i hendes spil. Da han først er inviteret indenfor på Rungstedlund, virker det ikke, som om han kan komme ud igen. Han kan digte i Johannes Ewalds stue og drikke rødvin og cognac i spisestuen, hvor gardinerne, som i et maleri af Salvador Dali, løber ud på gulvet, og tiden ikke har nogen grænse.
Men er Thorkild Bjørnvig pålidelig som fortæller? Hvad er ”Pagten” egentlig for en bog? En autentisk selvbiografisk erindring eller en subtil roman? Med hereticansk patos i besværgende breve indgår Bjørnvig pagten med Karen Blixen. Men aldrig helt. De blander ikke blod, som hun ønsker, han skærer kun delvis deres fælles navnetræk i et træ i parken. Dybest set er han ikke den lille i magtrelationen mellem dem. Som roman minder Bjørnvigs ”Pagten” ikke så lidt om Herman Bangs roman ”Mikaël” (1904) om forholdet mellem den aldrende mester og hans lærling. Den frigørende kraft, som Blixen anskuede som ”det store i livet”, bliver hun selv ramt af i mødet med Bjørnvig.
Igennem ”Pagten” løber en undertekst, der handler om, at Bjørnvig benytter pagten med Blixen som en bekvem mulighed for at slippe ud af ægteskab og barnepasning for i stedet at kunne bruge Rungstedlund som base for nye erotiske eventyr. Blandt andet med en kvinde, han i ”Pagten” ikke nævner ved navn, men som eftertiden har identificeret, og som litteraten Niels Barfoed har ristet en smuk, smuk rune over: Benedicte Jensen. Hun var på det tidspunkt – i slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne – Gyldendal og senere Louisianas stifter Knud W. Jensens hustru. Bjørnvig brugte således sin ene mæcen til at have en affære med sin anden mæcens kone.
Thorkild Bjørnvigs pagt med Karen Blixen hvilede ikke på hverken ære, kærlighed eller egentlig tilknytning. Den har fra hans side sin dybeste årsag i et begær, hvor Karen Blixen bruges som trædesten til en uforpligtende verden, mens digtning og disputats findes længere nede i prioriteringen. Bjørnvig er i den forstand en ægte kavaler, som de kendes fra Selma Lagerlöfs roman ”Gösta Berlings saga” (1891). En troløs forfører, der skaber en iscenesættelse, der mindst har sin lige i det drama, Karen Blixen mener, hun selv er instruktør på og mastermind bag. Ikke mærkeligt, at Karen Blixen, da sandheden går op for hende, truer Bjørnvig med en pistol!
Thorkild Bjørnvig møder ikke Karen Blixens jalousi og nidkærhed med tilgivelse, men i sidste ende med hævn. Han tager over i relationen, og uforsonligheden mellem dem er en frysende kendsgerning. Den realisationsevne, Blixen hyldede som ”det store i livet” ude på den anden side af angsten og ægteskabet, gjorde Bjørnvig på forbløffende kort tid til sin egen drivende kraft. Efter hendes død blev han ved med at komme på Rungstedlund som medlem af Det Danske Litterære Akademi, men jeg tror ikke, at han nogensinde lagde sig i baronessens seng.
Tilbage på trædestenen til Rungstedlund står en lille dreng med sin far som en slags tidsforskudt vidne til historier, der først langt senere i livet har dannet forståelige mønstre. Nu da det hele er kommet på museum, er det muligt at træde over tærsklen og gå indenfor, ligesom alle andre nysgerrige og forventningsfulde gæster. Oppe på tørreloftet mellem alle de mulige pagter, der beskrives på plancherne, sidder et bøjet rustent søm på en bjælke. Måske var det her, Karen Blixen hang pjerrotkostumet til tørre dengang? Nu er det væk.