Vi begynder ved nulpunktet. Karen ankommer til psykiatrisk akutmodtagelse en oktoberaften 2015. Forinden har hun i en psykotisk nedsmeltning truet med en køkkenkniv hjemme i rækkehuset. Nu står hun nøgen på Ballerup Boulevard, forvirret, forladt og føler sig som en ”hvinende kugle i hovedhøjde”. Hun husker ikke, hvorfor hun er her. Hun ved knap nok, hvem hun er.
Fastrups autofiktive ”Hungerhjerte” placerer sig i bølgen af personlige bekendelsesværker, der har psykisk sårbarhed som centrum. Og så er det en generøs granskning af sammenbruddets anatomi. Om tiden, der leder op til, tiden under og tiden umiddelbart efter. I sit åndelige gravearbejde griber forfatteren tilbage til barndommens fortielser, fortrængninger og ensomhed. Opvæksten på en landejendom i Sønder Vilstrup i 1970’erne. Et velmenende lærerhjem, hvor der er ord for alt, undtagen smerten. Med en utilregnelig far, en fjern, sorgtynget mor og en tavshed så tung, at den fremavler en umættelig hunger i hende.
Hun længes efter ”øjne at se ind i”. Efter moderens opmærksomhed især. Mest mindeværdigt står scenen, hvor den unge Karen på en ferie i Provence planter en seddel, som betror hendes lammende ensomhedsfølelse, under moderens hovedpude – et nødråb, der forbigås i knusende tavshed. Slige små og store svigt fodrer den hungrende længsel efter menneskeligt nærvær.
Men den lille Karen lærer sig hurtigt at gå på listefødder og ”servicere de voksne”. Moderens kroniske træthed og dårlige humør kan dulmes med madder og ild i brændeovnen, så angsten forsvinder – ”Min angst og hendes blik deler blodbaner”, står der stærkt et sted. Som voksen er det samme servile krumspring, hun tyer til for at mætte sit sulte sind. Hyppige krydsklip mellem længslen efter forældrenes accept i tilbageblik og længslen efter kærestens kærlighed i nutid kæder fragmenterne episk sammen.
Hovedhandlingen er sygdomsforløbet, behandlingen og vejen tilbage til livet. Under indlæggelsen på psykiatrisk afdeling mister hun sin kæreste Jan og skal for første gang finde sig selv uden nogen at spejle sig i. Men hun famler i vildelse, farer op og ned ad gangene, kradser armene til blods, stirrer ud af de tomme ”hungerhuller”. Hun drømmer om diagnosticering – for diagnose giver identitet. Bare ikke borderline, som hun får. For borderline er tomhed og fraværet af essens.
Fastrup fastholder os med sine besættende sansninger fra det syge sinds centralnervesystem. Vi er helt inde i den psykotiske hjernes paradoksale billeddannelser. Der er den klaustrofobiske følelse af at være spærret inde bag en snærende hinde øverst i hovedskallen. Der er fornemmelsen af et indre vilddyr, en utæmmet kraft, der ser ud gennem øjenhulerne. Der er sprogets gradvise kollaps.
Stilistisk spejles forløbet fra semantisk sammenbrud til den trinvise tilbageerobring af ordene. Fra hun helt mister evnen til at begribe og beskrive oplevelser og kun har primitive sansninger til sin rådighed til senere hen, hvor sanseerfaringerne erstattes af den korrekte fagpsykologiske terminologi. I det hele taget er der en gennemgående sprogtematik til stede; en hungren efter at gøre sig begribelig gennem skrift og tale, at fastholdes og findes som ord på papir. Der løber en tråd fra barndommens usynlighed over forfatterlivets skrivekrise til ordenes langsomme generobring – og ”Hungerhjerte” er i det lys et sejrsskrift.
Men netop fordi sprogfornemmelsen spiller så afgørende en rolle i værket, er det påfaldende, at skrivestilen i sig selv er præget af så flad og standardiseret en realisme. Sine steder har den endda et triviallitterært tilsnit med damebladsdialoger om Tinderdates og intimbarbering med kaffe latte-veninden Ida. Andre steder er der smægtende erotiske scener tenderende lægeroman i sin sveddryppende svulstighed. Man studser, når teksten som ellers beriges med flere passagers sanselige præcision, skæmmes af uskønne talesætninger som: ”Jeg skovler ord til mig og forsøger at lægge dem i en rækkefølge, der virker rimelig, men det er forholdsvis random” og ”Men der, hvor jeg er nu, er den fucking virksom. Og jeg bøjer mig for den og går all in.”
Det villet jævne skurer mod det dybfølte, fortættede og hudløse i erindringsskildringen af barndommens svigt og den psykiske sygdoms sanseverden, som forsøger stilen at punktere, glatte ud og dække over den underlæggende smertefulde erfaring. Således gør ”Hungerhjerte”, trods forfatterens generøsitet og historiens voldsomhed, ikke blivende indtryk.