For omkring 10 år siden begyndte Karen Troldborg at skrive sine drømme ned. Hun havde registreret, at hun jævnligt havde drømme, der gentog sig, og hun var blevet nysgerrig på, hvorfor drømmene kom igen. Betød de noget? Ville de sige hende noget? Og hvad er det i det hele taget, der foregår i feltet mellem det bevidste og ubevidste, hvor fantasi og drømme befinder sig? I løbet af et par år skrev hun i alt 400 drømme ned, og for omkring seks år siden fik hun en idé – eller måske snarere en besked – der satte hende i gang med at omskabe drømmestoffet til musik, sangtekster og digte.
”Jeg havde en drøm, hvor jeg fik en skrivelærer, som sagde til mig, at jeg skulle øve mig i at skrive korte tekster på i alt 72 anslag. Jeg skrev drømmen ned og tænkte i første omgang ikke så meget over den, men et par uger senere læste jeg mine noter om drømmen og tænkte, at det var en spændende idé. Det blev så den ramme, jeg har arbejdet inden for med digtene til min nye udgivelse,” fortæller Karen Troldborg.
Da min mor døde efter et langt sygdomsforløb, mistede jeg min tro på Gud. Der var en stor tomhed og et fravær af den tryghed, jeg tidligere havde fundet i troen.
Midt i juni udkommer digtsamlingen ”72”, som indeholder 72 digte a hver 72 anslag. Digtene er omformet drømmestof, poetiske, groteske, absurde og sitrende billeder, kobler hverdagsagtige fænomener og situationer med drømmenes og det ubevidstes groteske og symbolladede sprog.
”Jeg ville gerne undersøge, hvad der gemmer sig i drømmesproget. Hvilke tabubelagte og mørke kroge gemmer vi på, hvad har vi på indersiden? Hvordan kan jeg, som det pæne menneske jeg er, slå nogen ihjel i en drøm?”, siger hun.
Arbejdet med drømmestoffet er også mundet ud i 10 sange med tekst og musik af Karen Troldborg, som udkommer på albummet ”72” til september, og en single, "Kæreste søster" er netop udgivet. Allerede inden udgivelsen af digte og album har Karen Troldborg holdt en række stuekoncerter, hvor hun bruger sange, digte, noveller, fællessang og små anekdoter om drømmearbejdet i et koncertforedrag. På den måde har hun oplevet, hvordan hendes omsatte drømmestof kan skabe bro til andre menneskers fantasi og drømme.
”Jeg oplever, at drømmesproget åbner for noget fælles og universelt. I mit koncertforedrag inviterer jeg tilhørerne til at reflektere over deres egne drømme og tager publikum tilbage til det, jeg opfatter som en oprindelig form for underholdning, hvor klanen sidder omkring bålet ved aftenstide og fortæller om drømme og mareridt og digter videre på dem, mens de styrker fællesskabet og nærmer sig det gådefulde i livet og hinanden,” siger hun.
Drømmenes sprog
Karen Toldborg undrer sig over, at drømmenes sprog er så underbetonet i nutidens vestlige samfund, hvor vi bruger enormt mange ord til at forsøge at forstå både os selv og den verden, vi er en del af, men sjældent giver os tid til at dvæle ved drømmene eller hvile i fantasiens og det ubevidstes dybe hav.
”Vi drømmer i en tolvtedel af vores liv, og alligevel er det, som om vi i vores meget rationelle verden ikke giver plads til, at vi kan forbinde os med det indre liv og vores intuition. Som om vi opfatter drømmene og det ubevidste som noget uproduktivt og en hæmsko for, at vi kan handle effektivt og målrettet. Men drømme har været et vigtigt stof i alle tidlige religioner, og i Bibelen ser vi også, at de spiller en væsentlig rolle, for eksempel i historien om Josef, der tyder faraos drømme, og i beretningen om Jakobsstigen. Der er en lang tradition for at tro på, at drømmene har beskeder til os, og for at handle og tage beslutninger med afsæt i drømme,” siger Karen Troldborg.
Hendes mål med at arbejde med drømmestof har ikke været at finde konkrete svar på spørgsmål i sit eget eller andres liv. Men ikke desto mindre oplever hun, at drømmene åbner for, at man kan se sider af sig selv, man fornægter eller negligerer. I forbindelse med sit projekt har hun også læst en del om C.G. Jung og hans teorier om drømme og har læst flere af den danske psykoterapeut Ole Vedfelts bøger om drømme.
”Jeg oplever, at der er en drivkraft i drømmene. Noget, der vil os noget. Når jeg har vovet at gå ind i de billeder i drømmene, som jeg helst ville undgå at bevæge mig ind i, er der er sket en forløsning – jeg har fået større handlefrihed,” siger hun.
Handlefriheden, som også hænger sammen med en større livskraft, er for Karen Troldborg tæt knyttet til musikken og til det at skabe i det musikalske univers.
”I musikken oplever jeg at komme tæt på en skabende kraft, som bare er der, og som er god. En kraft, som jeg kan læne mig ind i, og som er en gave, der hele tiden strømmer til os. Den er ikke altid lige nærværende og stærk, men i arbejdet med ”72” har jeg i høj grad oplevet, at jeg kunne læne mig ind i den kraft og blive medskaber ved at lade musikken og ordene komme til mig i stedet for at kæmpe for at lede efter dem,” siger hun.
At skrive om døden
Karen Troldborg er uddannet sanger og sangskriver fra Det Jyske Musikkonservatorium og debuterede i 2015 med en digtsamling, ”Over Revet Langt Ude”, hvor hun med sine egne digte gik i dialog med tekster, som hendes mor, Kirsten Troldborg, havde skrevet, før hun døde af brystkræft i 2000. Til digtsamlingen skrev hun også en række musikalske værker, og hun har optrådt i sognegårde, kirker og kulturhuse med kombinationen af digte og musik. At skrive om sin mor og om døden og kærligheden satte noget på plads for hende og åbnede et rum i hende for at arbejde med andre ting. Men processen tog tid.
Jeg skrev en sang om min mors død, og der opdagede jeg for alvor, hvad musikken kunne for mig.
”Da min mor døde efter et langt sygdomsforløb, mistede jeg min tro på Gud. Der var en stor tomhed og et fravær af den tryghed, jeg tidligere havde fundet i troen,” siger hun.
Karen Troldborgs far var præst, og hun voksede op med fadervor og kirkegang som en integreret del af livet.
”Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde som barn ikke har troet på Gud, og jeg kendte mange af salmerne, før jeg kunne tale,” siger hun.
Da hendes mor blev syg, bad hun Gud om at helbrede moderen, men selvom moderen i første omgang blev helbredt for brystkræft, vendte sygdommen tilbage, og hun døde i 2000, da Karen Troldborg var 19 år.
Nogle år efter søgte Karen Troldborg ind på teologistudiet – i håb om at genfinde mening og tro. Men i stedet blev hun konfronteret med dogmatiske diskussioner, hvor uenighed om et forholdsord kunne få de stridende parter til at se rødt, og kirkehistoriske eksempler på strid, kiv og magtmisbrug. I en sommerferie tog hun et kursus på Den Rytmiske Højskole i Vig, hvor deltagerne skulle skrive og producere en sang i løbet af to uger.
”Jeg skrev en sang om min mors død, og der opdagede jeg for alvor, hvad musikken kunne for mig. Jeg har altid sunget og spillet, men i gymnasiet oplevede jeg mest en meget teknisk og matematisk tilgang til musikken. Nu opdagede jeg, at jeg kunne skabe mening med to akkorder og en tekst, jeg skrev ud fra mine egne erfaringer. Det fik mig til at indse, at jeg skulle gå musikkens vej, ikke teologiens,” siger hun.
Efter to forsøg kom hun ind på konservatoriet, og der mødte hun den amerikanske pianist Butch Lacy, som satte hende på sporet af en forståelse af musikken, som var helt anderledes end den, hun var stødt på i gymnasiet.
”En af hans kongstanker var, at musikken søgere musikeren, hvis ikke man stiller sig an og har en masse idéer om, hvad man vil, men i stedet åbner sig – for musikken og for noget, der er større. Det er den tilgang til musikken, jeg har brugt i mit arbejde med drømmestoffet. Og selvom jeg ikke kan bevise, at der en sammenhæng mellem en skabende kraft i verden og min musik, så er det sådan, jeg oplever det: At der findes en kraft, som jeg kan læne mig ind i og lade strømme igennem mig. Derfra henter jeg troen på, at der er en mening, og det er en stor trøst og lettelse.”