Den 8. januar 1477 var en oprydning i gang efter et slag ved Nancy, tre dage før. Blandt tusindvis af lig, strøet over et større område, faldt nogle af hertugen af Lorraines folk over et lig, som muligvis var, hvad de ledte efter: fjenden Karl, hertug af Burgund.
Det var svært at se. Liget havde ligget der i tre dage, det var nøgent, intet tilbage af rustning, klæder eller smykker. Den ene side af ansigtet var ædt bort, sandsynligvis af ulve, kraniet åbent, som efter et hug med en hellebard, fodfolkets anti-ridder-våben par excellence.
Tilkaldt ekspertise fastslog hertugens identitet ved hjælp af tænder, visse ar og hans lange negle. Åbenbart var Karl faldet af hesten, måske allerede såret, da hesten ikke formåede at sætte over et vandløb, i vild flugt sammen med resterne af den burgundiske hær.
Med hertug Karls død faldt det store, velbeslåede burgundiske rige sammen som et korthus. Det var et chok i tiden.
I dag er Burgund – Bourgogne – en fransk provins, som vi mest forbinder med rødvin, men i det 15. århundrede var hertugslægten Valois-Bourgogne en europæisk stormagt. I løbet af ét århundrede havde de samlet et rige, som var uden sidestykke i tidens Europa. De lagde ud som vasaller under den franske konge, men blev med Hundredårskrigen hurtigt hans rivaler gennem alliancer med hans fjender: England og det tyske kejserrige.
Hertugernes dygtighed og held med deres foretagende kan læses ud af de tilnavne, samtiden tildelte dem: Johan den Uforfærdede, Filip den Gode, Karl den Dristige. Gennem krig og listighed tilegnede de sig landområder, der i spredt orden strakte sig fra det østlige Frankrig, over Luxembourg og Flandern til Holland – ja, helt til Frisland op imod den danske sydgrænse. Burgund var ”riget i midten”.
De nederlandske områder var med deres klædeindustri guldfuglen i volieren, og hertugerne af Burgund blev ved dem syndigt rige. Storhedstiden var Filip den Godes regeringstid (1419-1467), hvor burgunderhoffet var et centrum for, hvad man har kaldt den nordeuropæiske renæssance, men stadig var sengotisk realisme, i malerkunsten repræsenteret ved så strålende navne som Jan van Eyck og Rogier van der Weyden. Den, der har stået beundrende foran sidstnævntes storslåede altertavle i Beaune, ved, hvad der er tale om.
Problemet var, at det aldrig blev nok. Der måtte hele tiden ekspanderes og konsolideres.
Med Karl den Dristige (1467-1477) gik det først godt, siden over gevind. Karls projekt var dobbeltsidigt, han ville være konge, og han ville være det over et sammenhængende rige, ikke blot de ganske vist udstrakte, men disparate landområder, som han havde arvet af sin fader, Filip den Gode.
Til det formål måtte han sikre sig hertugdømmet Lorraine. Ved juletid 1476 lagde han sig i belejring omkring Lorraines hovedby, Nancy, og mente at kunne klare det med en lille hær, inden Lorraines hertug René fik samlet sig en og nåede frem. Men René var hurtig og allierede sig med en lejehær af schweizere, som havde fremdrift ved at have slået Karl forsmædeligt ved flere lejligheder. Hvor vi har vænnet os til at forestille os schweizere som neutralt krigsfornægtende, førte de sig anderledes frem i det 15. og følgende århundreder.
De var motiverede ved muligheden for en ny, lukrativ sejr og nåede frem den 5. januar, en ubehageligt kold vinterdag med tæt snefald og dis. Hvad mere var, de omgik Karls hær og etablerede en såkaldt knivtang, der kort sagt sendte den undertallige burgundiske hær på vild flugt.
Herunder hertug Karl. Men hvordan havnede han i en situation, hvor kan kunne risikere sit liv og sit rige på ét kort?
Den korte version er, at han var offer for sin kultur, sin opdragelse og sin mentalitet. Hans forestillingsverden var fyldt med ridderlighed, værdisymbolisme og ordenshierarki. Hans helte var fortidige, det var ridderne om kong Arthurs runde bord, og Cæsar og Hannibal.
Der herskede i tiden en nostalgisk, æstetisk ridderlighed, som gennemsyrede hofferne, det var en ordensverden, hvor enhver individualitet var sekundær i forhold til, hvilken orden man tilhørte, og som hertug tilhørte Karl ordenen Det gyldne skind, som var indstiftet af faderen.
Karls ridderlige forestillinger var overstyret af heroisme og handleiver, hvilket medførte, at han måtte ride forrest i slag. Desuden var han målrettet, fanatisk og selvbevidst i en sådan grad, at han ikke var i stand til at indrømme en begået fejl. Han var kort sagt ikke dristig, så meget som han var dumdristig. Hvor ridderligheden i tiden var nostalgisk æstetik, tog Karl den alvorligt og døde af det.
Historikernes dom over ham har været entydig. Ifølge den uforlignelige schweizer Jacob Burckhardt var Karl som sådan ikke vanvittig, blot en meget lidenskabelig natur, ”hos hvem en bemærkelsesværdig begavelse og styrke hele tiden blev spændt for en brutal og totalt stædig viljes ordrer”.
Det var viljen til magt. I forhold til kardinaldyderne var det ikke modet, men mådeholdet, han manglede.
Karl fremmedgjorde alle ligemænd, han mødte, hvad enten det var den franske konge, som han ved et møde var nær ved at kværke i raseri, eller den tyske kejser, som han ved en anden lejlighed forsøgte at ydmyge ved at bringe alt for flotte gaver. Karl var ikke klinisk vanvittig, skriver Burckhardt – desværre, for så kunne man have spærret ham inde. Nu gik det sin gang.
En mere afbalanceret natur kunne have fået mere ud af tingene, som Karls fader, Filip den Gode. Europa kunne dermed have set anderledes ud i dag. En sådan natur kunne have fokuseret på rigets nordlige dele, Nordfrankrig og Nederlandene, og ladet det oprindelige hertugdømme i det østlige Frankrig sejle sin sø, kunne have satset på at svejse de nordlige områder sammen til en enhed, hvor de nu blev revet fra hinanden.
Det kunne være blevet en stor, fremmelig ø af fred, fremskridt, kunst, industri og kultur, forestillede Burckhardt sig, en stormagt, når man medtænker Hollands koloniale rolle i det 17. århundrede.
I stedet blev riget efter Nancy spredt for alle vinde.
Karl havde forsømt at efterlade sig den nødvendige mandlige arving, til at slægtens mandslinje kunne videreføres, og hans datter Anne så ingen bedre mulighed for at undgå at falde i armene på den franske konge end at gifte sig med Maximilian, søn og arving af den habsburgske kejser Frederik III.
Dermed hapsede habsburgerne de stenrige Nederlande, mens den franske konge tog sig af de nord- og østfranske dele. Med Karl gik Burgund til bunds i historiens dunkle hav af uprøvede muligheder. Som et andet Atlantis.