Karl Ove Knausgård: Det fejlbarlige menneske udvikler sig ikke særlig meget gennem livet

Den verdensberømte norske forfatter Karl Ove Knausgård er aktuel på dansk med ”Morgenstjernen”, hvor han efter mange år med selvbiografiske bøger vender tilbage til skønlitteraturen. Men selvom hans værker er meget forskellige, er han ikke selv i tvivl: Det religiøse er en rød tråd i forfatterskabet

”Med den nye bog vil jeg væk fra mine egne tanker og mit eget perspektiv. Der er en dynamik mellem mig og det kollektive. Sådan har det altid været. I det litterære findes noget, der kommer min egen stemme i møde, og som åbner noget i mig,” siger Karl Ove Knausgård, hvis nye roman ”Morgenstjernen” har fået mange roser i hjemlandet. – Foto: Edmond Terakopian/Eyevine/Ritzau Scanpix.
”Med den nye bog vil jeg væk fra mine egne tanker og mit eget perspektiv. Der er en dynamik mellem mig og det kollektive. Sådan har det altid været. I det litterære findes noget, der kommer min egen stemme i møde, og som åbner noget i mig,” siger Karl Ove Knausgård, hvis nye roman ”Morgenstjernen” har fået mange roser i hjemlandet. – Foto: Edmond Terakopian/Eyevine/Ritzau Scanpix.

Det er torsdag aften, klokken er 22, og alt er klart på spisebordet hjemme i stuen: opslåede bøger, fyldt vandglas, gamle avisudklip og spørgsmål til verdensstjernen. Om lidt klikker Karl Ove Knausgård på et zoom-link, og en times interview går i gang. Han sidder i London, hvor han bor nu, og skal tale om sin nye roman ”Morgenstjernen”. Det sene tidspunkt er hans idé.

Eneste problem: Der sker ikke rigtig noget. Knausgård logger ikke på. Han svarer heller ikke på mail. Hvor er han? Minutterne går, klokken er nu 22.15, tanker farer gennem hovedet: Har en af os overset tidsforskellen? Sidder han stadig og skriver på næste bind i ”Morgenstjerne”-serien (der kommer tre i alt)? Er han taget til en gallapremiere med sin engelske forlagsredaktørhustru? Taler han med en priskomité, der vil give ham endnu en stor litterær hædersbevisning?

Klokken bliver 22.30, og der er stadig kun én deltager til zoom-mødet. Hmmm. 22.35. Skal avisen virkelig udkomme med en blank sektionsforside på lørdag, fordi zoom ikke virker?

22.40. Blikket falder på en understreget passage i de opslåede bøger på spisebordet, hvor Knausgård skriver om sig selv: ”Egentlig er jeg et usofistikeret menneske. Musik hører jeg for at kunne slå takt, mad spiser jeg for at blive mæt, vin drikker jeg for at blive fuld, film ser jeg for at blive underholdt”.

Citatet er fra essayet ”Nåde” fra et af mange højdepunkter i forfatterskabet, artikelsamlingen ”Sjælens Amerika”. Og han har ret, Knausgård. Også denne aften er det hele i virkeligheden ret usofistikeret.

Klokken 22.45 kommer der nemlig en sms fra forlagsredaktøren: Karl Ove har glemt jeres aftale. Han er meget ked af det. Men i morgen formiddag er han klar.

Iført norsk striktrøje og bænket i London-rækkehusets reolbeklædte havestue er Knausgård rigtignok klar på skærmen dagen efter til en times interview. Solen skinner. Han er glad: ”Godt, det var en menneskelig fejl, og ikke en teknisk. Meget nemmere at forstå det første,” som han siger.

Læsere af den berømte nordmands kolossale selvbiografiske bøger vil vide, at menneskelig fejlbarlighed fylder meget i forfatterskabet. Hvad der ikke findes af pinlige scener i Knausgårds værk. Fra mislykkede toiletbesøg med oversvømmende wc-kummer i USA, til selvskadende adfærd foran spejlet i Norge som ung forfatter: Knausgård skåner hverken sig selv eller sine omgivelser. I virkeligheden vil han dog helst slippe for sig selv, fortæller han:

”Når jeg går så meget op i formen på mine bøger, er det, fordi den giver mig mulighed for at flytte mig selv et andet sted hen, at slippe for mig selv. Med en god form og klare spilleregler er det noget andet, der definerer projektet, ikke mig. Jeg skriver for at blive mig selv kvit, glemme, at jeg findes. Det er en tilstand, der kan komme med evnen til at koncentrere sig, og en tilstand, man også kan finde i sport og meditation. Den religiøse erfaring handler jo meget om at slippe taget i sig selv og være i forbindelse med det usynlige. Derfor er det religiøse en rød tråd i mit forfatterskab. Det er vældig mærkeligt, men den er der. Når man som menneske spørger: ’Jeg er hér, og hvad betyder dét?’, kan man kun nærme sig svaret gennem religion.”

Knausgård voksede op i Kristiansand, flyttede senere til Bergen for at gå på forfatterskole, og har også boet i Oslo, inden han flyttede til Sverige med sin daværende hustru, Linda, som også er forfatter. Der går en lige linje fra opvæksten i det sydlige Norge til den nye roman, ”Morgenstjernen”:

”Det var ’cool’ at være kristen i Kristiansand. Især hvis man kom i en frikirke. Jeg var derimod vild med radikal litteratur og var i opposition til de kristne og diskuterede virkelig meget med dem. Men så læste jeg Dante, og efterhånden gik det op for mig, hvor stor indflydelse kristendommen har på vores kultur. På den måde er jeg jo kulturkristen nu og blev det allerede som ung. Jeg var fortrolig, som alle, der er vokset op på den egn, med alle de bibelske fortællinger, og var meget fascineret af Jesus-skikkelsen. Der er så meget, der ikke går op i ham, han er ekstremt modsætningsfyldt. Et andet litterært vendepunkt for mig var ’Gudsriget’, franske Emmanuel Carrères bog om apostlen Paulus, som samtidig er forfatterens egen personlige omvendelseshistorie.”

Knausgård spoler gennem sit forfatterskabs religiøse røde tråd og når frem til i dag og den nye roman, der har en god håndfuld fortællere:

”I min nye bog spiller det teologiske ind i persontegningen. Præsten Katrine har et socialt syn på kristendommen som næstekærlig og barmhjertig, mens Egil i en omvendelse kommer frem til det modsatte: han vender sig fra det sociale og bevæger sig henimod det individualistiske og Søren Kierkegaard. Begge positioner findes jo inden for kristendommen, begge er relevante og gyldige og åbne for udforskning.”

Mens det individualistiske fylder meget i ”Min kamp”-bøgerne, er det sociale og det fællesmenneskelige mere fremtrædende i den nye romanserie, der altså begynder med ”Morgenstjernen” (bind to kommer til efteråret 2021, har Knausgårds norske forlag netop meddelt). ”Morgenstjernen” fik fem stjerner her i avisen fra anmelder Henrik Wivel ved udgivelsen på dansk sidste fredag og udspiller sig i det norske Sørland og Vestland. Bind to bevæger sig længere ud i verden.

Det sociale ses helt ud i formen på romanen, der er fortalt af en række ligestillede stemmer.

Knausgård fortæller, at han altid har fundet næring i en dynamik mellem ham selv som enkeltperson og omgivelserne. Han er spændt ud mellem lysten til at være alene og pligten til at være sammen med andre. Denne dynamik mellem individualisme og det kollektive finder han også, når han skriver. Han opfatter simpelthen ikke skriveprocessen som ensom:

”I det litterære findes noget, der kommer min egen stemme i møde, og som åbner noget i mig. På den måde er selv essays, som jeg har skrevet, ikke ’mig’, der når frem til noget, men et møde. Jeg vil gerne slå kategorier i stykker: grænsen mellem jeg’et og verden, mellem fortid og fremtid, grænsen mellem kundskaber. Det handler den nye roman om. Det, der findes mellem grænserne, interesserer mig. Vi har en forhåndsprogrammering af verden, der gør den enkel og overskuelig og håndterbar, men det hele kan jo også være anderledes. Det vante perspektiv på verden vil jeg gerne transcendere.”

Et af de vante perspektiver på verden handler om, at det er godt for mennesket at udvikle sig. Det mener Knausgård dog ikke. Faktisk tror han ikke, at vi udvikler os særlig meget gennem livet.

I essayet ”Om skæbnen” fra samlingen ”I kyklopernes land” skriver han om, at mennesket egentlig er uforanderligt, og at det primære i vores karakter ligger fast fra fødslen. Det kan være fint nok at gå til psykolog, mener han, og arbejde med sig selv, men vi skal bare vide, at vi risikerer at miste det allerenkleste af syne: Hvad vi er for andre, og hvad vi faktisk gør med dem, som han skriver i essayet.

Det mener han fortsat, siger han dér på skærmen.

Udsagnet om at være der for dem, der har brug for én, har en vis vægt, for i perioder er der syv børn under samme tag i huset: hans egne med Linda, hans hustrus med eksmanden, og deres fælles lille barn, og han er selv overrasket over, hvordan livet har udviklet sig. Knausgård har aldrig været gladere end nu, og ser sig ikke rigtig tilbage:

”Man kommer ikke langt med fortrydelse. Man kan ærgre sig over noget, der er sket, hvis man har været fej, men man handler ud fra de præmisser, man har. Det er meget fremmed for mig at angre. Jeg skammer mig over meget, men jeg fortryder ikke. Det er, fordi man er den, man er, og den man er kommer af dét, man er vokset op med, og dér har man fået sin personlighed fra. Det har jeg lært med alderen. Instinktmæssigt kan jeg sagtens føle mig som toårig eller en 19-årig, eller som jeg følte i går. Jeg tror ikke, at jeg i den forstand udvikler mig, men at jeg har forskellige aldre i mig.”

Tiden er ved at være gået. Knausgård smiler stadig, siger at han er glad for at tale så meget om formen på sine bøger, og at han er ked af det med forglemmelsen i aftes. Og zoom eller ej: Det, at interviewet foregår sådan her, virtuelt, er udtryk for nye tider. Tider, hvor man ikke kan mødes ansigt til ansigt, men endnu ser i en skærm, i en gåde. Corona er et nyt vilkår, der gør menneskelig kontakt svær, og lover skidt for fremtiden. Eller?

Knausgård er ikke så sikker. Han ser flere håbstegn:

”Det er meget nemt at tænke, at ’fejlen’ ved vores verden i dag er, at den er håbløs. Vi kan tale meget om alle truslerne mod eksempelvis klimaet, men vi kan reelt ikke gøre noget og forandrer ikke noget selv. Men kollektivt er der håb. Vi klarede at lukke hele samfund ned kollektivt, ikke mindst her i London, for at redde ældre og syge og sårbare – uden protester overhovedet,” siger Knausgård og tilføjer, inden han logger af og vinker farvel:

”Vi ser flere kollektive bevægelser med potentiale til at ændre vores måde at agere i verden på og måden, vi tænker på. Den nye generation er væsentlig anderledes end os. Krænkelsesparatheden er der, jo, men der også noget andet. De unge er langt mere sofistikerede. Og de skal jo overtage, så det er godt. Vi ved så ikke, om der kommer en modreaktion på deres aktivisme, tryk avler modtryk, reaktion avler modreaktion. Men jeg tror, at vi går mod noget bedre.”