71-årig forfatter om årelang interesse: "Det er ligesom narko. Har man først fået lidt, vil man have mere"

71-årige Henny Mikkelsen romandebuterer med ”De fremmede” om de sydtyske kolonister, der i 1700-tallet kom til Danmark for at opdyrke den jyske hede

Kartoffeltysker blev brugt som et skældsord, for mange danskere så ned på kolonisterne fra Sydtyskland, siger Henny Mikkelsen, der som 71-årig er debuteret med en roman om de tyske landarbejdere, der indvandrede til den jyske hede i midten af 1700-tallet. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Kartoffeltysker blev brugt som et skældsord, for mange danskere så ned på kolonisterne fra Sydtyskland, siger Henny Mikkelsen, der som 71-årig er debuteret med en roman om de tyske landarbejdere, der indvandrede til den jyske hede i midten af 1700-tallet. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

”Grüss Gott”. Sådan lyder hilsenen en tidlig morgen i den midtjyske hede-landsby Havredal i året 1778, hvor Jacob Lauth kommer for at hente sin ven Peter Betzer og hans sønner med til marked i Viborg. Undervejs slår de følgeskab med andre hedeopdyrkere, der har navne som Harritz, Jung og Winkler. Humøret er højt, og der bliver både drukket øl og sunget lieder på vej mod storbyen. Der er også nogle, der fortæller historier fra den tyske hjemegn syd for Frankfurt am Main. Gemytligheden hører dog brat op, da selskabet møder et vogntog med danske bønder, og det hele ender i slåskamp og ukvemsord.

Scenen fra romanen ”De fremmede”, der netop er udkommet, trækker fronter op, der også kunne have udspillet sig i dag. Og det er blandt andet grunden til, at 71-årige Henny Mikkelsen har valgt at debutere som romanforfatter. Det kommer vi tilbage til, først skal det handle om den anden grund til den sene romandebut: en glødende interesse for slægtsforskning.

”Det er ligesom narko. Har man først fået lidt, vil man have mere,” siger hun om sit årelange og dybe dyk ned i historien om de sydtyske kolonister, der kom til Danmark i årene 1759-1761, de såkaldte kartoffeltyskere.

Gården her, der lå i Engesvang, blev drevet af Philip Frederik Bildskov Nielsen i sidste halvdel af 1800-tallet. Hans oldeforældre kom fra Sydtyskland for at være med til at opdyrke den jyske hede, og selv blev han også i området. – Privatfoto.
Gården her, der lå i Engesvang, blev drevet af Philip Frederik Bildskov Nielsen i sidste halvdel af 1800-tallet. Hans oldeforældre kom fra Sydtyskland for at være med til at opdyrke den jyske hede, og selv blev han også i området. – Privatfoto.

Vi sidder på hendes altan i Randers med bogen imellem os. At vi sidder netop der, giver ret god mening. Den seks generationer lange slægt, som hun skildrer i sin bog, ender nemlig i Randers, hvor de to sidste generationers kvinder af kartoffeltyskerslægt op gennem 1900-tallet er blevet velintegrerede jyske borgere, der havde et liv som hjemmegående husmødre i byen. Det sidste led, slagtermester Niels Kusk Mikkelsen, født 1916, og hans kone Else Katrine Laursen, født 1921, er forældre til Henny Mikkelsens mand, Fritz.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Fritz er blevet beskyldt for at ligne både Johnny Reimar og Saddam Hussein, og på et tidspunkt satte jeg mig for at finde ud af, hvem det var, han havde sit sorte hår og mørke øjne efter. Gennem årene har vi tit lavet sjov med, at han nok stammede fra kartoffeltyskerne. Og det har jo så vist sig at holde stik,” siger Henny Mikkelsen.

Her i midten er det Henny Mikkelsens svigermor, Else Katrine Laursen, hvis forældre seks generationer tilbage kom til Danmark som kartoffeltyskere. – Privatfoto.
Her i midten er det Henny Mikkelsens svigermor, Else Katrine Laursen, hvis forældre seks generationer tilbage kom til Danmark som kartoffeltyskere. – Privatfoto.

Fra begyndelsen var det hendes idé at udarbejde en slægtstavle, som hendes børn og øvrige familie kunne kigge på og derved få vished om, hvem der engang i fortiden havde lagt grunden til deres egen eksistens. Sådan en fik hun da også lavet med ægtemandens forfædre gennem seks generationer, men interessen for at kigge på de mange navne i kolonnerne var, for at sige det mildt, meget begrænset.

”Det var jo simpelthen for kedeligt,” erkender hun.

Vejen til romanen og det kød og blod, der skulle ”fyldes på” navnene på slægtstavlen, gik igennem kirkebøger, rigsarkivet i Viborg, journaludskrifter og ikke mindst Kartoffeltyskerforeningen. Foreningen blev stiftet i 1985 af 29 efterkommere af de tyskere, der fra 1759 til 1761 tog imod kong Frederik den Femtes tilbud om at opdyrke den midtjyske hede. Det var en tid, hvor riget fattedes penge. Danmark havde tabt Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne, og der var brugt rigtig mange penge på krigsførelse. De store hedeområder omkring Viborg-egnen lå som potentielle landbrugsjorde, men ikke mange danskere bed på den besværlige opgave, det var at lave hede om til landbrugsjord. På centrale steder i Frankfurt am Main kunne sydtyskere derfor se opslag om muligheden for at komme til Danmark og få egen jord under neglene.

”De blev blandt andet lokket med løfter om, at de ville få en gård med jord, husdyr og redskaber samt dagpenge, skattefrihed i 20 år og fritagelse fra militærtjeneste. Det kneb dog fra kongens side med at indfri løfterne, og det skabte utilfredshed blandt kolonisterne, da det viste sig, at de på nogle punkter var ankommet på falske præmisser. Desuden skete der undervejs et udskilningsløb blandt sydtyskerne, da de danske myndigheder fandt ud af, at ikke alle dem, der kom, var landbrugskyndige. Det betød, at kolonisterne blev indbyrdes konkurrenter, og det forgiftede klimaet i kolonierne,” fortæller Henny Mikkelsen, der mener, at historien om kartoffeltyskerne på den jyske hede er et stykke underbelyst danmarkshistorie.

I romanen beskriver hun et liv på Alheden, hvor de nydanske gårdmandspar slider med at få noget ud af jorden samtidig med næsten årlige børnefødsler og mange sorger med døde småbørn og sygdomsepidemier. I modsætning til danske kvinder på den tid gik de tyske kvinder med i marken og skulle desuden klare børnepasning og husholdning. Nogle af dem måtte også finde sig i, at mændene drak de penge op på kroen, de som fæstebønder under kongen modtog.

”Det var ikke nogen lykkelig tilværelse at være kartoffeltysker, det var først og fremmest slidsomt,” siger Henny Mikkelsen.

Mange tror fejlagtigt, at de sydtyske kolonister fik betegnelsen kartoffeltyskere, fordi det var dem, der indførte kartoflen til Danmark. Kartofler var ganske vist ikke en særligt udbredt spise i Danmark midt i 1700-tallet, men kartoflen var ankommet før kolonisterne. De fik til gengæld betegnelsen, fordi de opdagede, at kartofler var noget af det, de bedst kunne få til at vokse på den opdyrkede hedejord.

I romanen beretter Henny Mikkelsen om mange af kolonisterne som gudfrygtige mennesker. Nogle få af dem var katolikker, en mindre gruppe tilhørte den reformerte kirke, mens de fleste var lutheranere. Det lykkedes kolonisterne at få bygget deres egen kirke med tyske præster i landsbyen Frederiks i 1766. I dag er kirken dansk sognekirke.

”I de første generationer var kolonisterne overhovedet ikke integrerede, men levede et dagligt liv med hinanden, hvor de udelukkende talte tysk. Familierne giftede sig ind i hinanden, og der var eksempler på bryllupper, hvor søskendepar giftede sig med andre søskendepar,” fortæller Henny Mikkelsen og tilføjer:

”Holdningen var vel, at lige børn leger bedst, og det var først i tredje og fjerde generation, at de tyske og danske familier på egnen begyndte at gifte sig ind i hinanden.”

Her er vi så tilbage ved den nyslåede romanforfatters vigtigste pointe med interessen for kartoffeltyskerne og hendes holdning til, at flere bør kende deres historie.

”Det har været en øjenåbner for mig at få indsigt i deres historie og især om, hvor besværlig integrationen var. For de første generationers vedkommende er jeg sikker på, at de det meste af deres liv drømte om at komme hjem til Tyskland igen,” siger hun og tilføjer så, at det er oplagt at drage paralleller til nutidens indvandring.

”Når indvandrere ankommer flere sammen, føler de typisk en meget stor indbyrdes samhørighed og har ikke den store interesse i at blive integreret. Det er for mig at se fundamentalt menneskeligt at reagere sådan. For kartoffeltyskernes vedkommende betød det så også, at de aldrig rigtigt kom til at føle sig hjemme i Danmark,” siger hun.