Kasper Holten er et bud på ny teaterchef

Der står en stol ledig, når Morten Hesseldahl forlader Det Kongelige Teater. Men Kasper Holten er ikke det eneste bud på en ny chef

”Jeg tror ikke, at man rykker Morten Kirkskov op til at blive teaterchef. For springet fra at være skuespilchef til at være teaterchef virker for stort, men jeg tror godt, at det kunne blive Kasper Holten, som ikke kun kender huset indefra, men også har internationale ledelseserfaringer med at styre et meget stort hus," siger teaterkenderen og museumslederen på Revymuseet, Rikke Rottensten.
”Jeg tror ikke, at man rykker Morten Kirkskov op til at blive teaterchef. For springet fra at være skuespilchef til at være teaterchef virker for stort, men jeg tror godt, at det kunne blive Kasper Holten, som ikke kun kender huset indefra, men også har internationale ledelseserfaringer med at styre et meget stort hus," siger teaterkenderen og museumslederen på Revymuseet, Rikke Rottensten. Foto: Leif Tuxen.

Det Kongelige Teater har ikke lang tid til at finde en ny teaterchef efter Morten Hesseldahl, der senest 1. maj skal begynde som ny administrerende direktør for Gyldendal. Men gætter flere på, at en mulig afløser kunne være Kasper Holten, der kender huset indefra som mangeårig operachef 2000-2011 og senere har fået gode ledelseserfaringer som operachef på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London.

Det taler dog imod, at jobbet som teaterchef ikke indebærer et decideret kunstnerisk ansvar, men mere er en slags ”direktøren for det hele”-stilling. Og Holten lader til at trives som freelanceinstruktør, påpeger lektor Stig Jarl fra institut for kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet.

Teaterkenderen og museumslederen på Revymuseet, Rikke Rottensten, nævner dog alligevel Kasper Holten som en mulighed:

”Jeg tror ikke, at man rykker Morten Kirkskov op til at blive teaterchef. For springet fra at være skuespilchef til at være teaterchef virker for stort, men jeg tror godt, at det kunne blive Kasper Holten, som ikke kun kender huset indefra, men også har internationale ledelseserfaringer med at styre et meget stort hus. Covent Garden Operaen lever også meget af sponsorater, så derovre har han også været vant til at skulle skaffe sponsorer i stor stil. Det er så rigtigt, at jobbet ikke lægger op til, at man selv skal være kunstner, men omvendt er det altså et godt fast job i København, hvor han har givet udtryk for han gerne vil bo med sin familie,” siger Rikke Rottensten.

Hun nævner også Kitte Wagner, der er teaterchef på Malmø Stadsteater, som en mulig ny teaterchef.

”Jeg kan ikke komme i tanke om andre teaterchefer herhjemme, der er oplagte. For det er noget helt andet at styre et landsdelsteater end Det Kongelige Teater, der er en kæmpestor virksomhed med tre forskellige kunstarter i samme hus. Derfor tror jeg måske, at man vil kigge mod udlandet. Og her kunne Kitte Wagner være et bud. Det, der taler imod, er, at hun ikke har været i sin nuværende stilling i længere tid,” siger Rikke Rottensten, som ellers tror, at man vil finde et overraskende bud – ligesom Rane Willerslev lidt uventet blev ny direktør for Nationalmuseet.

Stig Jarl tør slet ikke komme med noget konkret bud.

”Det er meget svært at forudse, hvem det bliver. Jobbet som teaterchef for Det Kongelige Teater er også vanskeligt. På den ene side skal man kunne skabe ro internt ved at give medarbejderne en følelse af, at de bliver bakket op med en form for primadonnaledelse. På den anden side skal man kunne tale til både politikere og erhvervsliv. Derfor er der ikke tradition for at besætte jobbet med en kunstner, men Michael Christiansen, der kom helt udefra med erfaringer som departementschef, blev faktisk en meget vellidt teaterchef,” siger Stig Jarl.