Kasper Holten og Adam Price byder på en overdådig og opdateret udgave af ”Den glade enke”

Der er tale om et sandt bombardement af sanserne, så langt fra en spareøvelse, som man overhovedet kan forestille sig. Det er en forvandlingskugle af en operette

Ida Marie Ellekildes fantastiske kostumer til ”Den glade enke 2.0” medvirkede til, at der virkelig var bal i Operaen og rigeligt for øjet.
Ida Marie Ellekildes fantastiske kostumer til ”Den glade enke 2.0” medvirkede til, at der virkelig var bal i Operaen og rigeligt for øjet. Foto: Camilla Winther.

Når noget bliver betegnet som 2.0, betyder det, at der er tale om noget splinternyt, måske endda revolutionerende og i hvert fald noget ganske anderledes end version 1.0. Det er just denne 2.0-betegnelse, makkerparret Kasper Holten og Adam Price har anvendt til deres mildt sagt opdaterede udgave af Franz Lehárs udødelige operette ”Den glade enke” fra 1905. At dens succes gennem generationer ikke har tabt pusten hænger ikke alene sammen med dens handling og wienske atmosfære, men i endnu højere grad med den melodiske rigdom. Som eksempler herpå kan man blot pege på Vilja-sangen og den fejende flotte vals, som de fleste kan nynne med på – og også bliver opfordret til – i Det Kongelige Teaters spritnye forestilling.

2,0 – ja! Denne udgave af enken er dobbelt så festlig, dobbelt så fræk, dobbelt så fantasifuld og også dobbelt så forvirrende som nogen tidligere version, denne anmelder har oplevet. Det siger sig selv, at en satirisk udgave, hvor grovfilen bliver taget flittigt i anvendelse, ikke er en sag for puritanere. I denne sammenhæng må det være tilstrækkeligt at nævne, at hele anden akt foregår i en svinestald i Jylland: Den stenrige enke, Hanna Glawari, har nemlig sat sig for at efterprøve, hvor langt den desperate kulturelite vil fornedre sig for at få fat i hendes penge. Der bliver langet godt og grundigt ud efter danske kulturskikkelser i stykket, blandt andet dem, der arbejder ved avisen Polemikken.

Holten og Price har selvfølgelig ikke haft nogen som helst ambition om at levere den ægte vare. Tværtimod har de lystigt moret sig med at slå heftigst muligt i bolledejen, alt hvad deres kræfter og fantasi rakte til, og det viser sig at være ikke så lidt. De to medsammensvorne må have haft det skægt, mens det ene indfald snublede over det andet – og det skal tilføjes, at også publikum ved sæsonens anden forestilling morede sig højlydt. ”Den glade enke 2.0” er simpelthen sæsonens store satsning i Operaen ude på Holmen i København, og den er da også programsat med talrige opførelser til et godt stykke ind i det nye år.

En gevaldig kugle dominerer scenebilledet fra første færd. Scenografen Steffen Aarfing har fortalt, at han måtte gå i tænkeboks for at finde ud af, hvordan han bedst kunne skildre operettegenren med hele dens strålende og glitrende verden, og han kom ud af boksen med en stor spejlkugle, der kom til at dominere de fleste scenebilleder, ofte med forskellige flanker, hvor stykkets videodesigner havde anbragt nyttig info eller spøjse sentenser. Kuglen skulle velsagtens opfattes som et spejl af virkeligheden, og den blev midt på scenen suppleret af et lærred, hvorpå man i glimt kunne se skikkelser som Ulf Pilgaard (han optrådte i rollen som en vis Svine-Svendsen på stillfotos) eller James Price, tekstforfatterens musikalske bror og kokkemakker.

Der var, som man kan forstå, rigeligt for øjet – også i form af Ida Marie Ellekildes fantastiske kostumer, der havde medvirket til, at der virkelig var bal i den kongelige. Men øret fik også sit, takket være veloplagt spil og sang fra Det Kongelige Kapel og Det Kongelige Operakor, der denne aften blev dirigeret af italieneren Vincenzo Milletari. Han er godt inde i sagerne, da han også har stået i spidsen for en række forestillinger i Norge – versionen i København er nemlig en samproduktion med Bergen Nasjonale Opera.

Som følge af det stort anlagte projekt er samtlige roller dubleret, hvorfor en nærmere vurdering af sangerne ikke er relevant – eneste genganger er Lise Baastrup i rollen som Nielsen, forestillingens altmuligkvinde, og hun var eminent.

At gavne og fornøje – det sidste lykkedes til fulde i den store operabygning ved Københavns Havn. Der er tale om et sandt bombardement af sanserne, så langt fra en spareøvelse, som man overhovedet kan forestille sig.