Elena Ferrante. Dette mytiske navn er ikke blot blevet allemandseje på grund af fortættede og foruroligende sanselige bøger om den kvindelige erfaring, om den menneskelige erfaring. Navnet har sin egen mystik, fordi ingen ved, hvem der gemmer sig bag synonymet. Er det den italienske forfatter Domenico Starnone? Er det hans hustru, oversætteren Anita Raja? Er det en tredje? Fjerde? Femte? Vi ved det ikke. Og sådan må det gerne være. Alt skal ikke afsløres. Mystikken er velkommen.
Nu kaster HBO sig, i samarbejde med italienske Rai, over en filmatisering på otte afsnit af Ferrantes største succes, Napoli-romanernes første bind ”Min geniale veninde”. Resultatet er dragende, smukt og imponerende. Alt for smukt og imponerende. For i Napoli-romanerne er der intet fotogent ved forfald og fattigdom. Tv-seriens udtryk svigter forlæggets trøstesløse miljøskildring til fordel for blåtonede billeder, hvor kridhvidt vasketøj flagrer pittoresk, og fattigdommen er som malet på ellers funklende facader. Nok siger fortælleren i romanen, at boligblokken er badet i et blåt lys. Men det er håbløshedens nuance, ikke håbets.
En af romanens største formmæssige kvaliteter er jo netop den fysiske miljøskildring. Læseren kan lugte røgelsen, smage støvet, mærke stenene, fugten, vreden, raseriet, galskaben, fattigdommen, misogynien. Byens stemme, kvindernes stemme, Napolis stemme. I romanen er Napoli en hovedperson, her er byen en kulisse og ikke en frådende organisme, der æder sjæle op og spytter dem ud. På tv er ”Min geniale veninde” for kontrolleret, for klippet, for iscenesat i et varmt lys. Nu skal en filmatisering jo heller ikke bagstræberisk bedømmes ud fra originalen, men når den lægger sig bogstavtro op ad forlægget, er der ingen vej udenom.
Lila (Ludovica Nasti) og Lenù (Elisa del Genio) er skolepiger og hjerteveninder i 1950’ernes ludfattige Napoli. Lenù er den pligtopfyldende portnerdatter. Lila den opsætsige og dybt intelligente skomagertøs. De to tiltrækkes af hinanden, forenes i kampen for lærdom, for at være noget andet end deres mødre. Fortællingen starter med, at Lenù får et opkald om, at Lila er forsvundet. Og på 50 års afstand af deres barndom begynder hun at erindre.
Lenùs alvidende fortællerstemme fra bøgerne er taget ordret med. Og det er nødvendigt. Den modne stemme fortæller os det, vi ikke nødvendigvis mærker, selvom de to uprøvede barneskuespillere gør det virkelig godt. For der er jo tre lag med: Det, de siger. Det, de gør. Og det, fortælleren lægger ind over erindringen.
Det mest interessante er at opleve Lila, der i romanen kun får liv gennem Lenùs ord. I starten er bydelen en lille lukket verden, hvor indbyggerne står i grupper som statister i pigernes liv. Men langsomt bliver verden større, og byen åbner sig op. Og på trods af de formmæssige forbehold giver ”Min geniale veninde” den fornemmelse af katastrofe, som det var at være klog pige i det fattige Napoli i midten af det forrige århundrede. Når pigerne græder, fordi de ved, de skal være kvinder en dag, er smerten gennemborende. Katastrofen lurer i hvert et billede. Hvis man altså skræller den smukke fernis af.