Kathrine Lilleør i ny bog: Hver gang du håber, møder Gud dig

I Kathrine Lilleørs selvbiografiske bog, der samler tre af hendes værker, kan tårerne lige så vel symbolisere glæde som sorg, for der er ikke noget at græde over. Forfatteren og sognepræsten benytter sig af Johannes’ evangelium om Maria, når hendes hjerte har brug for hvile. Læs et uddrag her

Den 1. november 2021 udkom forfatter og sognepræst Kathrine Lilleør med sin bog "Kærlighed sætter fri - fortællinger fra mit liv".
Den 1. november 2021 udkom forfatter og sognepræst Kathrine Lilleør med sin bog "Kærlighed sætter fri - fortællinger fra mit liv". Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Er kristendommen løgn og forførelse? Det er og forbliver spørgsmålet. For mennesker i 2000 år. Og for mig.

Det hele står og falder med påskemorgenens under. Hele kristendommen er intet, hvis man ikke tror, at graven var tom. Om graven var tom – lige på dette punkt har påskemorgen altid stået og vippet. Som et enten-eller. Enten sandhed: Ja, Kristus blev lyslevende påskemorgen. Og jeg – og alle dem, jeg elsker – skal ikke dø, selvom jeg dør. Vi skal leve alligevel. Sandhed. Eller løgn: Et lysvæld af forførelse, som man så gerne vil tro, er rigtigt, men som bare ikke er det. En grum løgnagtighed, man ikke skal bygge sit liv på. Livet er lige nu, og så ikke mere.

Bestemmer jeg mig for at mene det sidste, så detonerer Gudsforholdet på stedet og lægger sig i mit sind som millioner af glasstykker, der går i hjertet og ødelægger tilliden til Gud for altid. For tror jeg ikke, at graven virkelig var tom påske- morgen, hvad er der så tilbage at tro på? Højst en lille bunke visdomsord, som man kan være enig eller uenig i. Der bliver intet tilbage af troen på den kristne Gud, hvis jeg ikke kan læne mit hjerte op ad overbevisningen om, at påskemorgen var en realitet. For Kristus. Og derfor også vil blive det for mig. Vender jeg ryggen til påskemorgen, vender jeg alt, hvad Jesus er, ryggen, da er han ikke andet end løgn. En ren forfører, hvis ord lyder skønne, men som der ikke er dækning for og slet ikke handling bag.

Sandhed eller løgn. Det er et absolut valg. Et trosvalg, jeg dagligt og ikke kun en påskedag står over for. Men hvor og mod hvad skal man vende sig, hvis man skal betrygges lidt i sit valg? Det er vel ikke bare et ”hvad synes du ligesom selv lyder mest rigtigt? Tom grav eller løgn det hele?” Dybest set er det jo op til mig, hvad jeg tør tro eller ikke tør lade være med at tro. Helt alene er jeg heldigvis ikke ladt med mit urolige hjerte, der jo altid og når som helst som et pendul kan svinge snart til den ene side … og med Grundtvig synge: ”Ja, jeg ved, han siger sandt, frelseren stod op af graven” … for derefter til andre tider at svinge over i mismod og grum mistillid til Gud og hans evighed. Mellem disse to yderpunkter kan hjertet hænge frit svævende, frem og tilbage. Hvad synes jeg selv?

Lidt hjælp til at orientere sig har det urolige hjerte dog fået. De stærke tekster. Fire evangelier, der hver for sig og på hver sin måde skriver om den kærlighed, Gud af en eller anden grund nærer til os. Fire kærlige breve fra Faderen til sine sønner og døtre. Nu er det forskelligt, alt efter hvem man er, hvilke passager i evangelierne, der giver hjertet størst støtte. For mig er Johannes’ evangelium om Maria et af de sikreste steder, jeg kan slå op, når mit hjerte pendulerer uroligt mellem sandhed og løgn. Disciplene havde fundet graven tom påskemorgen, og de konkluderede uden videre lykkeligt, at den døde Jesus var blevet levende igen, men Maria var ikke så sikker. Johannes skriver:

”Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: ’Kvinde, hvorfor græder du?’ Hun svarede: ’De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.’ Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå dér; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: ’Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?’ Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: ’Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.’ Jesus sagde til hende: ’Maria!’ Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: ’Rabbuni!’ – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: ’Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.’ Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: ’Jeg har set Herren,’ og at han havde sagt dette til hende.”

Trygge linjer for hjertet at hvile i. Fordi her falder to af evangeliernes mest lysende replikker, som for mig bærer en umiddelbar sandhedsværdi. Sandhedsværdien består i, hvad der tales ud fra.

Det holder aldrig op med at give gennemgribende mening for mig, når jeg kan se, at Jesus taler fra et andet sted end det, jeg altid selv begynder med. Eller når engle gør det. Englespørgsmålet til Maria: ”Kvinde, hvorfor græder du?,” er den første påskeprædiken nogensinde. Man kan kun spørge sådan, når der ikke er noget at græde over. Det var der Langfredag. Det var der påskelørdag. Men påskesøndag ophørte døden med at være afgørende for noget som helst. Set med Guds øjne. Set derfra, hvor engle flyver. ”Kvinde, hvorfor græder du?” Sådan kan man kun spørge, når døden intet er.

Men det ved, ved, ved jeg jo ikke! Jeg ved sådan set kun det modsatte. Jeg ved, at døden betyder slut. Færdig. Ikke mere. Sådan er det, set fra denne side. Fra jord-siden. Fra den side af livet, der leder frem mod døden. Min erfaring rækker ikke videre end til døden. Eller mere præcist; jeg har kun set døden fjerne mennesker fra mig. Jeg har kun set døden afslutte livet. Og derfor er jeg altid, når døden banker på, tilbageskuende. Jeg har jo ikke anden erfaring med den end det, der var. Det, jeg oplevede med døden, sidst den blandede sig i mit liv. Hvordan kan det være anderledes? Det kan det ikke. Men for engle er det altså anderledes. For Gud er det meget anderledes. Han ved, hvad der venter. Han ved, hvad jeg ikke ved. Han ved, hvad døden er. Og det taler han som noget helt naturligt ud fra.

Kierkegaard siger et sted, at Gud er ikke i din fortid. Han er ikke i det forgangne. Gud er såmænd heller ikke i nuet. Nej, dér hvor du møder Gud, det er i det, der skal komme. Hver gang du håber. For håb går jo altid på det, der skal komme. Håb er altid fremadrettet. Hver gang du håber, møder Gud dig.

Det tror jeg er sandt. Hver gang mit mismod afløses af håb, møder Gud mig. I hvert håb findes Gud. Men når jeg så ser ned i evangeliet, opdager jeg, at det er endnu bedre end det. For Gud møder mig åbenbart også, når jeg ikke håber på noget som helst. Når jeg som Maria står og græder mit hjerte ud og ikke kan få øje på engle, der undrende spørger, hvorfor jeg græder. Lige dér, hvor sorgen lukker sig om én, og man græder, så ingen, absolut ingen kan nå ind, hvor pendulet ikke svinger mellem sandhed og løgn, hvor det bare står helt stille, alt står stille, og man mister sig selv og alt, hvad man havde.

Lige dér, når tilværelsen lammes, tiden stopper, og håbet er ude, lige dér siger Gud mit navn. Som han sagde det til Maria den dag for så mange år siden, så siger han det stadig. Han siger mit navn.

Er det virkelig sandt? Ja, det er sandt, svarer evangeliet. Jamen, piber det mistroiske hjerte, hvad nu hvis det ikke er sandt? Hvad nu hvis mit pendul er i baglås, og det kun kan slå ud til tvivlens side? Mistroens side. Hvad hvis det, jeg møder, når jeg ser dybest i mig selv, er en mørk urolig forvisning om, at påskemorgen er løgn og forførelse?

Det er der taget højde for. Jesus siger Marias navn... siger det, og så genkender hun ham. Gråden standser, og håbet ligger i hans favn. Meget skønt, ja. Men hør nu, du lille hjerte, der stadig føler løgnens mulighed. Hør nu, at selvom hun ikke havde genkendt ham, selvom hun stadig havde fortsat sin gråd, så sagde han hendes navn.

Jeg så det aldrig før. Jo, altid har jeg fundet det så skønt, at han siger hendes navn, og så genkender hun ham. Men først nu ser jeg, at det skønneste er, at han siger hendes navn. Siger det. Han har sagt det. Det står ved magt. Genkendt hende. Kaldt på hende. Set hende. Gud har kaldt hende ved navn. Uanset hvad hun så måtte gøre derefter. Græde eller lade være. Det er ikke det afgørende. Han siger hendes navn, det er det lykkelige. Det påskeligt sande.

Sandhed eller løgn? Omsorg eller forførelse? Mit hjerte kan svinge frem og tilbage mellem tro og mistro, som det nu vil. Intet kan ændre på, at påskemorgen lover, at hvad jeg end gør, siger Gud mit navn. Kalder mig ved navn.

Nu, i morgen og når døden sænker sig over mig.