Prøv avisen
Interview

Kathrine Lilleør om corona: Frygt ikke, tro kun

Man kan først leve livet rigtigt, når man bekæmper sin frygt, mener Kathrine Lilleør. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Frygten spreder sig som en virus, men hvis coronakrisen mødes med håndsprit, sund fornuft og bønner, kan ”berøringsfasten” også blive en fordybelsestid, som kan røre os på andre måder, mener forfatteren og sognepræsten Kathrine Lilleør

Sognepræsten Kathrine Lilleør har i flere år haft en lille håndspritspray gemt i lommen på sin præstekjole. For selvom man hviler i Guds hånd, kan man godt holde sine egne hænder rene. Troen og fornuften kan sagtens følges ad, mener den populære forfatter og sognepræst, der holder til i den normalt velbesøgte Sankt Pauls Kirke midt i København, hvor hun, indtil coronakrisen kom i vejen, måtte uddele mange håndtryk til alle de trofaste kirkegængere hver uge.

Det er en mærkelig tid, ikke mindst for præster, der landet over må aflyse gudstjenester, som ellers kunne trøste folk. Derfor har Kathrine Lilleør selv valgt at holde sin prædiken i morgen digitalt og lægge den på både sin egen og kirkens Facebookside. Tiden kalder på trøstende ord fra kirken. Og et middel mod frygt og bekymringer er bøn, mener Kathrine Lilleør:

”Bøn er samtale med Gud og dermed også altid en besindelse på, hvad man har at klage over – og hvad man har at takke for. Vi må folde vores hænder, bede vores fadervor og bede Gud om at være os nær og hjælpe os. Måske ikke absolut på den måde, som vi ønsker, men hjælpe os, som han ønsker. For hvis vi kun kan bruge Gud, hvis han gør, som vi siger, er det jo os, der vil være Gud. Men det er måske ikke det værste,” siger hun og fortsætter:

”Det værste er, at når frygtens tunnelsyn griber os, og vi bliver så fokuserede på, hvad der skal til, for at vi kommer til os selv igen, da kan vi intet høre. Da bliver vi svære at nå, svære at trøste, fordi vores tro står og falder med, at nøjagtig det, vi ønsker os, skal ske. Tror du og jeg på Guds kærlighed, også selvom vi lige nu står midt i alt det værste, da bliver det muligt at gennemleve selv den største lidelse og største tab.”

Troen på Guds kærlighed kan derfor være en hjælp, selv hvis man står overfor en reel krise, som coronaudbruddet for eksempel har udløst.

”Man skal da tage smittefaren alvorligt for både sin egen og andres skyld, og der er heller ikke noget galt i at købe lidt ekstra majs og toiletpapir. Men der er noget galt, hvis man går i panik og spytter af butikspersonalet eller i øvrigt bryder sin karantæne. Man skal tage sine forholdsregler og gøre, hvad myndighederne siger, også af hensyn til sit medmenneske, men ellers skal man leve sit liv uden at lade sit sind forpeste af frygt. Fastetiden er en refleksionstid, og nu har mange pludselig muligheden for at fordybe sig i bønner, gode bøger og salmelæsning. Men det kan kun blive en frugtbar fordybelsestid, hvis man overvinder frygten. Fastetiden handler ikke om, hvad man ikke må spise, selvom ordet karneval betyder borttagelse af kød. Det er en tivolisering af, hvad det egentlig handler om.”

Fastetiden handler dybest set om troens kamp mod frygten, tvivlen og ondskaben, mener hun.

”Ørkenen har altid været fristelsens og ensomhedens sted i fortællingen. Ørkenen er med al sin ydre tomhed et billede på der, hvor man er alene. Også med sine tanker. Vi behøver ikke være længe alene med os selv, før vi kan mærke, at mørke tanker banker på, og det er smerteligt, når de får tag i en. Det føles ikke som en fristelse. Men det er det, siger Kristus. En fristelse, som, det ligger jo i ordet, vi kan vige udenom, hvis vi beslutter os for det. For frygt forgifter sindet. Det er derfor, at Jesus siger: ’Frygt ikke, tro kun’.”

Men kan frygten ikke være velbegrundet? Man kan jo stadig blive smittet af corona, selvom man tror på Guds kærlighed.

”Jo, det kan man selvfølgelig, og selvfølgelig skal man tage sine forholdsregler, vaske hænder og holde afstand i metroen, men så må man, som de gamle sagde, også sige Gud i vold. For vi skal og kan ikke leve vores liv i frygt.”

Kathrine Lilleør kender dog som alle andre mennesker frygten fra sig selv:

”Som barn var jeg selv meget frygtsom. Det er nok derfor, at jeg intuitivt ved noget om frygtens dæmoni. Jeg var meget bevidst om min udsathed, kan jeg huske. Jeg var hele tiden bange for, at der skulle ske mig noget. Men jeg lærte også at kæmpe mod frygten i mig selv ved at trodse den. Særligt husker jeg, at det var en stor overvindelse for mig at tage Storebæltsfærgen og toget alene for at besøge min et år ældre kusine, Anne Marie Lilleør, som boede i Frørup præstegård på Fyn. Der er uoverskueligt langt for et barn fra Bagsværd til Frørup, men jeg havde glædet mig til at lege med min kusine,” siger sognepræsten med et smil i stemmen:

”Jeg var seks år og frygtede virkelig at tage den tur alene, fordi jeg var så bange for at blive væk, men mine forældre havde lige fået min søster, som de forståeligt nok skulle tage sig af, så hvis jeg skulle på ferie hos min kusine, måtte jeg trodse frygten. Derfor lod jeg mine forældre køre mig til færgen. Jeg var virkelig bange. Jeg havde slet ikke lyst til at stige på den færge. Men jeg gjorde det og lærte dermed tidligt, at min frygtsomhed, hvis jeg lod den rulle, ville begrænse mig og i værste fald stå i vejen for de glæder, livet er fyldt med.”

Fasten peger ind i påsken, der på et dybere plan også handler om overgangen fra frygt til glæde. For Kristus gik mildest talt gennem en krise uden at give efter for frygten.

”Kristus bliver natten til langfredag urolig ved tanken om døden, der venter ham, og da han hænger på korset, råber han insisterende: ’min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’, hvorved han viser os, hvad vi skal råbe og hviske, når vi beder vores bønner. Dybest set. For det er troens råb. I det råb insisterer vi troende på, at alt i dette liv står og falder med det nærvær, Gud har lovet os i vores dåb”.