Kathrine Maria Amann: Vi lever i en tid, hvor selvynk er blevet en magtfuld identitetsmarkør

Det moderne menneske er mere frisat end nogensinde, og alligevel opfatter det sig selv i stigende grad som et offer. I offerkulturen har alle ret, men ingen pligt, og det er i sig selv destruktivt

"Det moderne vestlige menneske er en besynderlig størrelse. Vi er mere frisatte, privilegerede og velfærdsnærede end nogensinde, og alligevel ser vi os i tiltagende grad som ofre for omgivelserne."
"Det moderne vestlige menneske er en besynderlig størrelse. Vi er mere frisatte, privilegerede og velfærdsnærede end nogensinde, og alligevel ser vi os i tiltagende grad som ofre for omgivelserne." . Foto: Morten Voigt.

Vi lever i angerens tid. Aldrig har vi undskyldt så meget. Fortidens handlinger og ord tages op til revision, og der fortrydes og angres og bedes om forladelse som aldrig før. Naturligvis er det ikke nyt at beklage, når man har gjort andre fortræd. Men den offentlige anger er ny og omsiggribende – og den afslører noget interessant om en tid, hvor selvynk er blevet en magtfuld identitetsmarkør.

Det moderne vestlige menneske er en besynderlig størrelse. Vi er mere frisatte, privilegerede og velfærdsnærede end nogensinde, og alligevel ser vi os i tiltagende grad som ofre for omgivelserne. Engang var der værdi i at være tapper, udholdende, stærk og modstandsdygtig. Nu synes det mindst lige så ærefuldt at være porøs og påkalde sig andres medynk.