Søndermarken i de sidste oktoberdage er et gulbrunt farvebad, som det er en fornøjelse at fare vild i for en efterårspige. En oase af visnende blade og omkringspringende egern, ikke langt fra de mere friserede naboområder Zoologisk Have, Frederiksberg Have og det gule barokpalæ Frederiksberg Slot. Her er mindre prangende, mere ægte. God plads til at acceptere sine egne fejl.
På Katinkas nye album, ”Vokseværk”, er en af sangene netop henlagt til Søndermarken. En sang, der kunne lyde som endnu en af popmusikkens klassiske besyngelser af smerten ved det knuste hjerte. Det er det på en måde også, men der er mere, forklarer Katinka Bjerregaard.
”Det var en sang, jeg skrev for nogen tid siden efter at have haft skriveblokering i nogle måneder. En af mine venner gav mig det råd, at jeg skulle prøve at skrive om det, der var rundt om mig i stedet for inden i mig. Men typisk nok for mig handler sangen alligevel rigtig meget om, hvad der var inden i mig. Jeg boede på det tidspunkt på Frederiksberg og havde kærestesorger. Men jeg valgte at skrive teksten som en beskrivelse af min dag, hvordan det var at vågne alene, drikke kaffe alene, gå tur alene, cykle alene og egentlig have det okay med det,” fortæller hun og uddyber:
”Teksten bliver en accept af den tilstand. Det er måske en mere moden sang i forhold til kærestesorger, end jeg har skrevet før. En anerkendelse af, at der også kan være noget smukt i det, der endte galt. Jeg bliver ikke ved med at ligge i sengen og græde, jeg står op og kan nyde vinden og kigge på de der blade, som træerne ikke kan holde på. Det er del af livet, at bladene visner, og at nogle går fra hinanden, og nogle finder hinanden.”
Efterårspige er det ord, hun betegner sig selv med. Det udtrykker, at hun vedstår at være melankoliker og at blive glad, når sol og sommer rinder ud og erstattes af kulde, vind og visne blade.
”Melankolistemningen kan give en detaljerigdom og nogle billeder, som jeg ikke synes andre følelser giver. For eksempel, at brædderne hvisker. Det bliver nogle andre udtryk, der opstår i sangene,” forklarer Katinka Bjerregaard.
Det er også her – i de hviskende brædder, i sproget, i metaforer, der klinger af levet liv og af alle de gamle, døde danske digtere, som Katinka Bjerregaard er flasket op med – at sangene gerne skulle blive til mere end en 27-årig kvindes private poesibogsoptegnelser.
”Ingen er interesseret i at høre om mig i den forstand, at så gik jeg ud ad døren, og så gjorde jeg det, og så havde jeg kærestesorger, fordi han sagde det og det. Jeg er nødt til at lægge nogle billeder og metaforer ind, som kan gøre mine følelser brugbare. I begyndelsen skriver jeg mest for mig selv, men det er forrygende, hvis folk kan lide det, genkende det og bruge det,” siger sangskriveren, hvis sangtekster allerede har haft den effekt, at et stort antal mennesker henvender sig til hende, blandt andet på Facebook og via e-mail, for at fortælle om deres liv og bede hende om råd:
”Jeg tror, det er en følge af, at jeg gør mig umage med at vise mig så menneskelig som muligt. Jeg prøver at svare, men jeg må jo også sige, at jeg bare er mig selv og på en måde er én stor rodebutik. Jeg er musiker, ikke et orakel.”
Katinka er både navnet på forsangeren og på det firemandsband, som står bag ”Vokseværk”, bandets andet album efter sidste års albumdebut, ”Vi er ikke kønne nok til at danse”. De tre andre er guitarist og producer Simon Ask, korsanger og pianist Marie Hageltorn Christiansen og trommeslager Tobias Pedersen. Katinka Bjerregaards instrument er den ukulele, som de første udkast til melodierne som regel bliver komponeret på.
Musikken er bandet sammen om, men teksterne er Katinka Bjerregaards egne, på én gang meget personlige, meget ligetil og meget ambitiøse værker, der er skrevet som digte. På ”Vokseværk” kredser teksterne om temaer som modning, afklaring og fejlerkendelse og tager alle udgangspunkt i hendes eget liv, bortset fra sangen ”Elvira”, som er en duet inspireret af kærlighedsdramaet mellem Elvira Madigan og Sixten Sparre.
”Den ting, som har ændret sig ret meget på det her album, er, at jeg er blevet gift og faktisk har det godt på en måde, jeg ikke har haft det før i min sangskrivning. Vokseværk hedder jo growing pains på engelsk. Det er både på godt og ondt, det der med at vokse. Jeg er ikke så forvirret og famlende længere. Jeg er et sted, hvor jeg kan stå og se tilbage se på de fejl, jeg har begået før.”
Katinka Bjerregaard er vokset op med hele sangskatten af gamle revysange fra ”Lystige viser” og har grædt så mange gange over ”Jens Vejmand”, at det ikke lader sig tælle. Samtidig er hun vokset så meget op med de store, gamle danske forfattere, at hun rimer som Tom Kristensen og er opkaldt efter Herman Bangs kvindelige hovedperson i ”Ved vejen”.
”Jeg er meget bevidst om, at det, jeg skriver, er meget funderet i et sprog fra andre digtere. Jeg rimer lige så meget som Tom Kristensen, selvom der ikke er mange, der rimer så meget længere. Han havde brug for det for at få orden i det kaos, han havde i hovedet. Sådan har jeg det også,” forklarer hun.
Mens der er skrevet tonsvis afknuste hjerter-tekster i dansk pop, så er det færre, der binder an med tekster om graviditet, som hun gør i sangen ”Peanut”, der handler om hendes lille nevø.
”Uanset om jeg skriver kærlighedssange, som handler om, at jeg er forelsket i min mand, eller jeg skriver til min far eller min ufødte nevø, så skal der være et eller andet konfliktrum. Noget, der banker ind i hinanden. Jeg var meget bevidst om, at sangen til min brors barn ikke skulle være Raquel Rastennis ’Hvem du end er, så velkommen til verden’. Det er en sang om, at det er det vildeste at skulle give liv, men også, at der er en utryg verden at skulle give liv til,” forklarer hun.
Katinka Bjerregaard skriver også meget direkte om sin egen far, Ekstra Bladet-journalisten Hans Bjerregaard, i ”Far-Sangen”, som bygger på den digtsamling, han skrev som ung, men aldrig fik udgivet, ”Kamæleon på ternet papir”. Det er i vid udstrækning faderen, Katinka Bjerregaard takker for sin digteriske opdragelse.
”Siden jeg som 13-årig hørte, at han som ung havde skrevet en digtsamling, har jeg plaget for at se den. Sidste år gav han så omsider efter. Det er en bizar tidsmaskine på den måde at møde sin far som en ung idealist, der skrev voldsomme digte om sex og krig, men hvis sprog også i næsten skræmmende grad minder om mit eget. Det giver stof til tanker om, hvad han var blevet, hvis ikke han var blevet far til fire. Han var meget kompromisløs, men med tiden blev han blødere. Det sker tit. Måske især, hvis man får en datter, som hele tiden vil kramme,” funderer Katinka Bjerregaard, som tilføjer, at bandet har valgt at illustrere voksentemaet med et omslagsbillede, som forestiller nevøens og faderens fødder ved siden af hinanden:
”Det er mig, der prøver at organisere mit kaos ved at skabe en ramme mellem det lille barn og pensionisten.”
Folkelig sang kan være et svært begreb at håndtere. Men Katinka Bjerregaard er helt afklaret om, at selvom hendes sangtekster tager afsæt i hende selv, vil hun meget gerne være folkelig.
”Det at være folkelig forbinder jeg mig meget med. Jeg har både været elev på en højskole og undervist på en højskole, og jeg tror virkelig på sangens og litteraturens magt og kraft. Sange skal kunne mærke folk. Flytte lidt rundt på brikkerne. Det er ikke, fordi jeg tror, sange kan ændre det hele, men bare lige et par skridt,” siger Katinka Bjerregaard, som ikke kan forestille sig, at hun kommer til at skrive sange på andet end sit danske modersmål.
”Jeg er uenig, når folk fra Dansk Folkeparti siger, at folk som Lukas Graham og Mø burde skrive på dansk. De gør utrolig meget godt for den danske musikbranche med deres engelsksprogede sange. Men jeg ved, at jeg aldrig kommer til at skrive på engelsk. Jeg drømmer på dansk.”
Hun vil meget hellere have en sang eller to med i den nye udgave af Højskolesangbogen, som efter planen udkommer i 2020. Det kunne for eksempel være den sang på albummet, som hedder ”Måske”, som er skrevet sammen med forfatteren Jonas Gülstorff, og som – i modsætning til de 572 sange i den nuværende udgave – lige akkurat handler om det at være ung på højskole i vor tid. Endnu en tekst om skrøbelighed, fejlerkendelse og samtidig et opgør med en stærkt konkurrencepræget tidsånd. ”Måske kan vi ikke tabe til hinanden,” lyder det trøstende omkvæd.
”Det har undret mig, at der slet ikke er noget i Højskolesangbogen om at være 20 år, om al den usikkerhed og frygt for fremtiden, som kendetegner den alder. Det mener jeg jeg har et bud på. For mig ville det være meget, meget stort at komme i Højskolesangbogen, men det er ikke lykkedes endnu. Som jeg siger til mine koncerter: ’Grundtvig har ikke ringet endnu’.”