Katrin Ottarsdottír er en færøsk forfatter, der har udgivet værket ”43 bagateller”. Det består af 43 kortprosastykker, der hver indeholder 301 ord og altså fylder cirka halvanden side.
Stykkerne har overskrifter, der foruden den korte form kan korrespondere med betegnelsen bagateller, idet de bærer korte anonyme titler.
Det starter med ”Altanen”, ”Armbåndsuret” og ”Autopilot”, har i midten ”Hotpants”, ”Juleradio” og ”Kameluld” og afsluttes med ”Vejen”, ”Åen” og ”Ål”, og kompositionsprincippet i værket er følgelig alfabetisering af overskrifterne.
Ser man nærmere på, hvad bogen indeholder, er det imidlertid slut med det bagatelagtige og systematiserede, for alle de 43 fortællinger fokuserer på afgørende og i mange tilfælde katastrofale situationer i forskellige personers liv.
Det kan enten være voldsomme fysiske begivenheder som historien om en mand, der springer ud fra en altan, efter at han har set sin tidligere elskede med en anden mand, en dreng, der i raseri smadrer en pædofil købmand med en flaske, eller en forsmået mand, der i bedste mafiastil truer sin tidligere elsker med en pistol, så han falder ned fra en klippe.
Bogen kan efter disse referater lyde som en samling velfungerende kortprosa. Når dette imidlertid ikke er tilfældet, skyldes det, at det litterære håndværk ikke er godt nok. Man fristes til at citere en af den modernistiske lyriks kirkefædre Mallarmé, der talte med sin ven maleren Degas, der beklagede sig over, at han ikke kunne få nogle gode idéer til at skrive en sonet, hvorefter Mallarmé svarede lakonisk: ”Digte skrives med ord, ikke ideer.”
Når denne replik er relevant i denne sammenhæng, skyldes det, at Katrin Ottarsdottír, der også er filminstruktør, synes at være langt bedre til at få idéer til dramatiske plots end til at omsætte disse til litteratur.
”43 bagateller” er således bygget op efter en devise om maksimal dramatisk effekt, og i mange tilfælde sker denne jagt på suspense på bekostning af en individuel og nuanceret psykologi, idet personportrætterne på hver halvanden side ikke formår at give liv til personerne, så vi forstår dem eller bliver interesserede i, hvem de er.
Lige så effektfuld og voldsomt klimaks er i visse af teksterne, ligeså udvendigt, klichéagtigt og melodramatisk kan det forekomme. Litteratur skrives med ord, ikke idéer.