Katrine Marie Guldager: Kan man tillade sig at fortælle sin historie, når man ikke kan undgå også at fortælle lidt af andres?

Katrine Marie Guldager er en af de danske forfattere, der er udkommet med en roman midt under coronanedlukningen. I dette essay skriver forfatteren om, hvorfor det har været særligt nervepirrende at skrive og udgive ”Det samme og noget helt andet”, der ikke bare udkom, mens landets boghandlere var lukket, men også er hendes første autofiktive roman

I sin seneste roman er Katrine Marie Guldager vendt tilbage til sin egen ungdom og den splittelse, der opstod i hendes familie efter faderens død. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.
I sin seneste roman er Katrine Marie Guldager vendt tilbage til sin egen ungdom og den splittelse, der opstod i hendes familie efter faderens død. – Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Det er altid nervepirrende at udgive en bog, men med ”Det samme og noget helt andet” var det nervepirrende, allerede da jeg begyndte at skrive den. Mere end nogensinde før følte jeg, at det var mig selv, jeg skrev om, mig selv, jeg udgav, mig selv, jeg udleverede. Mange gange i de 25 år, jeg har været forfatter, har folk spurgt, om det ikke er svært sådan at udgive sit hjerteblod, og jeg har altid svaret, måske lidt hårdkogt: Det er ikke mit hjerte. Det er en bog.

Med ”Det samme og noget helt andet” gik den ikke længere.

Kort før udgivelsen var der en journalist, der spurgte mig, hvorfor det egentlig var præget af så meget angst at skrive bogen. For det var det første, der skete, da jeg tog op til vores sommerhus i Sverige for at skrive: Jeg blev bange. Jeg udviklede en fantasi om, at jeg var i fare, men snart gik det op for mig, at faren ikke kom udefra.

Og her tænker læseren måske: For mig ville det ikke være farligt at skrive om mit eget liv. Men det kan det hurtigt blive, skulle jeg mene.

Hvis man kratter bare en lille smule i overfladen, vil de fleste mennesker rumme afgrunde af dybe, svære følelser. Vi har alle svigtet nogle andre, vi har alle svigtet os selv, og vi har alle gjort mindre, end vi kunne. Vi har allesammen ting, vi har det skidt med, bør have det skidt med, bør torturere os selv over, ligge søvnløse og miste håret. Vi har skyldfølelser, vi har dårlig samvittighed, vi har følt os utilstrækkelige. I hvert fald hvis vi har levet.

Angst er som regel et forsvar mod noget, man ikke vil, ikke magter at føle, og angsten er som en advarselslampe, der står og blinker: Hvis du nærmer dig det her, er der en risiko for, at du må lægge dit liv om, se dig selv på en anden måde. Måske må du erkende ting, du tidligere havde forsvoret, at netop du skulle erkende. Måske er du nødt til at føle dig afvist, udstødt, og værst af alt – magtesløs. Hvis du vil beskæftige dig med det her, er du også nødt til at åbne ind til en afgrundsdyb sorg, der muligvis aldrig slutter. Tvivl.

Så selvfølgelig var jeg bange, selvfølgelig var det nervepirrende.

De færreste af os har lyst til at se præcis, hvor meget vi har såret andre, præcis hvor meget de har såret os, især hvis det er noget, der ikke længere kan rettes op på. Så hellere affærdige det, gemme det væk, tale det ned.

Så var det heller ikke værre, vel?

Men altså, det kan man jo ikke, hvis man har besluttet sig for at skrive om sit eget liv, se sig selv i spejlet. Og det ikke bare føles farligt, det ér virkelig farligt. Sagen er jo, at stærke, uforløste følelser kan ødelægge liv. Det er ikke alle, der kommer sig over en uforsonlig skilsmisse, et barns død, ensomhed eller barnløshed. Vi vil gerne tro, at vi hver især er udstyret med kraften til at overvinde alt – det er bare ikke tilfældet. Nogle mennesker går ned, får et liv, der bliver en skygge af, hvad det kunne have været.

Var jeg selv blevet sådan en skygge? Det var ét af de mange spørgsmål, jeg stillede mig selv.

Knap havde jeg fået styr på min egen angst, før tvivlen kom: Kan man tillade sig at fortælle sin historie, når man ikke kan undgå også at fortælle lidt af andres? Hvad hvis alle dem, der kan genkende sig selv i romanen, slår sig sammen og sagsøger mig? Kan jeg overhovedet tillade mig at bruge min egen historie?

Igen og igen fortalte jeg mig selv, at det heller ikke ville være rimeligt, hvis jeg ikke måtte fortælle min historie. Det ville forhindre mig i at komme videre både som menneske og som forfatter, og det ville ikke være rimeligt, heller. Jeg forsikrede mig selv og alle andre om, at jeg jo bare skrev en roman ud fra, hvordan jeg huskede en bestemt periode i mit liv, altså min historie, min vinkel, og desuden var det hele 50 procent auto og 50 procent fiktion. Desuden var hele formålet jo ikke bare at fortælle om mig selv, men at skubbe historien ud midt på bordet, ud i det almene.

Jeg prøvede ikke at tænke for meget på det, og når jeg gjorde, var det selvsagt: nervepirrende.

I det hele taget er det nervepirrende at stille sig uden for familie og tro, at man ejer sig selv. Ja, det er ikke bare nervepirrende, det er skræmmende. Ét blik på den hjemløse mand, der ligger oven på en flad papkasse på Nørreport, så mærker man angsten snige sig op ad rygsøjlen. Ingen overlever at stå udenfor. Ingen ser længere det menneske, der står udenfor.

I lang tid bildte jeg mig selv ind, at jeg skrev for min egen skyld. Dels af hensyn til mit arbejde som forfatter, dels af hensyn til mig selv som menneske. Selvom jeg ikke tidligere har skrevet autofiktion, er det klart, at alt, hvad jeg skriver, på et vist plan udspringer af mig selv, og derfor må man som forfatter være på god talefod med sig selv. Man må kende sig selv, vide hvorfra skriften springer, for kun sådan kan man være en god værtinde for de intetanende fiktive karakterer, man føder og lader vokse og få liv.

”Jeg skriver bare for mig selv,” sagde jeg til min mand, og det var selvfølgelig løgn. Hvordan skulle jeg, der hele mit professionelle liv har beskæftige mig med at iscenesætte menneskelige følelser og konflikter, dog kunne bakke ud, bare fordi historien nu kom lidt tættere på?

Det kunne jeg selvsagt ikke. Så ville det være mere ærligt at nedlægge forfatterskabet.

Det overvejede jeg også.

Det ene øjeblik var jeg sikker på, at historien ville blive til noget, det næste øjeblik var jeg lykkelig for, at jeg ikke havde skrevet under på en kontrakt. Jeg kunne stadig bare forlade skriftens tunnel, gå op i dagslyset og sige: Sorry, der var ikke noget at finde her. Jeg forbandede denne min drift til at opsøge skyggen. Hvorfor ikke bare fejre alt det, der er gået godt i mit liv? Havde jeg mon glemt Bibelens budskab om, at man skal elske og ære sine forældre? Hvor var min taknemmelighed?

Alligevel havde jeg en følelse at, at jeg var nødt til at fortsætte for at blive hel igen. Jeg følte, at jeg havde delt mig selv i to, tre, mange. Jeg følte, jeg havde efterladt store dele af mig selv på fjerne, nedlagte stationer. Når jeg som ung ikke kunne rumme mine egne følelser, min egen sorg, efterlod jeg den bare. Videre, videre.

Nu kom jeg så tilbage mange år senere for at finde det tabte, de efterladte pakker, der lå dér og lyste, ventende uden for tiden. Og nok spejlede jeg mig, men jeg oplevede også, at spejlet hele tiden flyttede sig.

Jeg tilbagelagde min ungdoms togstrækninger, jeg samlede mig selv op, jeg trak gamle pakker op på tomme godsvogne, jeg mødte min gamle ensomhed igen, min gamle usikkerhed. Jeg kom i tanke om, hvordan det var at være ung og ikke vide, om verden har en plads til én. Jeg kom i tanke om, hvordan det var at opleve en sorg, jeg ikke var gammel nok til hverken at rumme eller forstå. Jeg huskede mine første forsøg på at skrive, hvordan det var at debutere i Hvedekorn, hvordan det var at føle, at livet var ødelagt på forhånd. Jeg huskede følelsen af, at jeg kunne gå under, uden at nogen ville opdage det. Jeg huskede følelsen af, at min familie ikke var der for mig.

Jeg kom igennem.

Jeg blev enig med mig selv om, at alting ikke bare var min skyld. Faktisk holdt jeg helt op med at tænke i skyld.

Nu gik det så for alvor op for mig, at jeg skulle vise min bog til nogen. Jeg havde skrevet kontrakt, og en udgivelsesdato var blevet fastlagt. Jeg forsøgte at tale det ned, glemme det.

”Der er jo lang tid til,” sagde jeg til min mand.

Pludselig var der ikke så lang tid til.

I ugerne op til udgivelsen havde jeg det, som om jeg stod nøgen inde midt på Rådhuspladsen, overladt til tilfældige anmeldere og tilfældige forbipasserende, der helt sikkert ville smitte mig med corona. Jeg kunne lyve og sige, at det ikke betød noget, at jeg ville stå ved min roman, min bog, mig selv, uanset hvad, og det gør jeg da også. Men det var bare også meget sårbart.

Pludselig steg smittetallene.

Netop som forlagets pressechef havde sendt mig en færdig plan over de journalister, jeg skulle mødes med, fik min datter corona. Hun skulle i isolation på sit værelse, vi andre skulle i karantæne, indtil vi havde to negative tests. Samme dag tog jeg en lyntest. Og én til. Og én til. Jeg kunne ikke sove. Jeg kunne ikke falde til ro. Alle interviews blev gennemført alligevel, og vi kunne ånde lettet op. Eller kunne vi?

Statsminister Mette Frederiksen (S) meldte ny nedlukning, og jeg sendte en nervøs sms til mit forlag: Mon boghandlerne åbner igen den 4. januar? Den 4. januar var jo den vilde udgivelsesdag, vi havde valgt.

”Ja, selvfølgelig gør de det,” lød svaret.

Jeg måtte have en snaps for at sove, nogle gange to.

Men så meddelte Mette Frederiksen, at boghandlerne skulle forblive lukket. Først i to uger, så i tre, og så i tre uger mere. Jeg begyndte at føle, at det var en ond drøm, jeg ikke kunne vågne fra.

Er det nervepirrende at udgive en af sine vigtigste bøger i et land, hvor alle boghandlere er lukket ned? Det kan jeg godt sige ja til.

Og jeg tror ikke, jeg kommer til at slappe helt af, før boghandlere åbner igen, før jeg har fået lov til at give bogen det sidste skub ud i boghandlerne, ud i det almene, hvor den hører hjemme.

Læs interview med forfatteren og anmeldelse af bogen på

k.dk/kultur