Prøv avisen

Katrine Marie Guldager og de lyse og mørke familiebilleder

”Du er nødt til at have distance for rigtig at kunne se, ligesom du heller ikke er en god mor, hvis du hele tiden er i barnets perspektiv,” siger Katrine Marie Guldager. – Foto: Leif Tuxen.

Forfatteren Katrine Marie Guldager er nået til 1967 i tredje bind af sin store samtidshistorie om en familie fra Køge, Den ny tid. En turbulent tid, der på godt og ondt stadig præger vores samfund, mener forfatteren

På en lukket villavej i Kastrup ligger et gult murstenshus, hvis tilbygning tager til, og hvis have vidner om de håndværksmæssige aktiviteter. Her bor forfatteren Katrine Marie Guldager med sin mand og to små børn, og herfra skriver hun om søskendeparret Henry og Leonora og deres familie i den samtidsserie, der begyndte med tiden omkring Anden Verdenskrig og skal strække sig helt frem til i dag.

I bind tre, Den ny tid, der netop er udkommet, folder søskendeparret deres ungdom ud i periferien af en familie, der falder fra hinanden. Året er 1967, og selvrealiseringen på sit højeste, da moderen, Lily, tager til København for at udleve sine kunstnerdrømme, mens de forladte familieelementer i Køge kæmper med følelsen af ikke at høre til og med at holde familiens hemmeligheder for døren. Som i Ulven, der udkom i 2010, og Lille hjerte fra 2012 er ingenting sort-hvidt. Slet ikke familien.

Det er familien, der giver os identitet og sender os ud i verden, men den eksisterer i kraft af, at man undlader at se de dystre følelser, familien slæber med sig, mener forfatteren, der i serien lader en ulv flytte ind på familiens loft og senere forfølge Lily.

Jeg vil gerne skildre familien som et sted, hvor der virkelig er mørke understrømme. På samme måde som jeg gerne vil skildre menneskene sådan, siger Katrine Marie Guldager i strik og jeans og viser ind i køkkenet og stuerummet, der er adskilt af en halvvæg.

Der hænger børnebilleder på et skab, der står bøger i en reol langs væggen, men det er ikke et hjem med mange nipsting og livsstilstableauer. Snarere en orden og en enkelhed i indretningen, der afspejler forfatterens realistiske syn på livet.

Vores eneste chance for at vokse som mennesker er ved at se realistisk på vore egne motiver og eget indre. Ikke pynte for meget på tingene, siger hun og peger på litteraturen som et oplagt sted at styrke det syn.

Vi kan kun blive bedre til at rumme de konflikter, der raser inden i os selv, og da litteraturen skildrer både mørket og lyset, giver den os en mulighed for at blive lidt større mennesker, siger forfatteren, der selv har gået i psykoanalyse i ni år og skrevet om det i den selvbiografiske beretning Lysgrænsen fra 2007.

Netop manglen på indsigt i det menneskelige sind er Katrine Marie Guldagers største anklage mod det verdenssyn, der så dagens lys i Den ny tid.

Ironisk nok troede man i Summer of Love, at man kunne smide de dårlige sider af mennesket ud med det historiske badevand og fortsætte som helt nye mennesker, siger hun og hælder op af stempelkaffen.

Man måtte ikke føle, man ejede hinanden, og man måtte ikke føle jalousi. En dyb fornægtelse af visse sider af mennesket, hvis du spørger mig, siger Guldager fra sit køkken, hvor hun henter mælk til kaffen.

Er der noget, der optager hende, så er det at skildre og se mennesket fra både den ene og den anden side. En evne, hun som sådan altid har haft personligt, men som fik næring af det ophold, hendes egen familie tog i Zambia, fra hun var tre, til hun var seks år.

Jeg kan huske, at jeg var forvirret på et højere sprogligt plan, da jeg kom hjem, siger hun, og havde også set folk leve på vidt forskellige måder.

Men egentlig tror hun, alle forfattere har evnen til at se tingene fra andres side.

Det er en stor styrke som forfatter, men i livet som sådan tror jeg ikke, det er en fordel, siger hun og smiler lidt.

Det svarer lidt til at skulle skyde med en pil, mens der samtidig er flere, der råber skyd til højre og skyd til venstre. Det bliver svært at finde ud af, hvad du selv vil, og du bliver nødt til at lukke af og gøre dig hård, hvis du vil klare dig.

Derved forklarer Katrine Marie Guldager også, hvorfor serien foreløbig er planlagt til at komme i mindst otte bind.

Man skal nå at se alle personerne fra både den lyse og den mørke side, således at man både fatter sympati for Lily og samtidig kan se, hvorfor hun er så forfærdelig, forklarer forfatteren, der skiftevis sætter sine personer indenfor i familiens accepterende varme eller ude i den bidende kulde.

En grundlæggende menneskelig konflikt, der også lagde kimen til romanserien som sådan.

Det var tanken om det rivaliserende søskendepar, Henry og Leonora, der satte mig i gang med den første bog, siger Katrine Marie Guldager om Ulven, hvori den 11-årige Leonora fra første sætning meddeler, at hun ønsker at slå sin bror, Henry, ihjel.

Sådan starter Bibelen med historien om Kain og Abel, og sådan er det i mange forhold her i livet, siger Katrine Marie Guldager, der er ofte én, der er den udvalgte, og én, der er den misundelige.

Roller, som også Henrys og Leonoras børn kommer til at vokse op og overtage, afslører forfatteren, der har det hele i hovedet.

LÆS OGSÅ:Der er altid ting, man ikke taler om

Hvis ikke jeg kan huske det, er det ikke vigtigt nok til at komme med i bøgerne, siger hun og afslører, at et af Leonoras børn kommer til at opleve 18. maj-urolighederne på Nørrebro i 1993, mens en anden bliver sendt til Afghanistan som soldat.

At nå til sin egen tid har været en lettelse, forklarer forfatteren, der allerede er godt i gang med bind fire, der kommer til at foregå i 1970erne.

Jeg er meget optaget af den tid, fordi jeg synes, vi lever i et samfund, der i vid udstrækning stadig er formet af de forandringer, der skete dengang, siger hun og byder på en tørkage fra bageren.

Spiser du sukker?, spørger hun høfligt.

For hende at se gjorde det ikke noget, om vi genindførte noget af det skel mellem det private og det offentlige, der forsvandt i de glade 1970ere.

Jeg synes, det er at overskride grænserne, når lægen kommer ud klædt i sit private tøj, lægger en hånd på min skulder og siger Hej, Katrine, giver Guldager som eksempel.

Selv er hun påpasselig med at holde privatliv og presse adskilt og skabe trygge rammer for sin egen lille familie. Brændt barn skyer ilden, tænker man uvilkårligt. I hvert fald flyttede Katrine Marie Guldager, da hun som seksårig kom hjem fra Zambia, ind i Danmarks første bofællesskab, Sættedammen i Hvidovre. Her oplevede hun, som hun selv siger det, 70erne fra første parket og skiftede skoleuniform og engelsk skole i Zambia ud med kvinde- og mandegrupper, fri sex og skilsmisser.

For mig betød den nye tid utryghed, fordi alt var til debat. Pludselig skulle forældrene også dele deres kærlighedsliv med børnene, og det var jo et overgreb, siger Katrine Marie Guldager, hvis forældre blev skilt, da hun var 13 år.

En oplevelse, hun selv beskriver som at blive revet midt over. Til gengæld er hun glad for, at hun ikke er skilsmissebarn i dag, hvor 7/7-ordningen er mere reglen end undtagelsen.

Hvis mine forældre havde bedt mig bo to steder, tror jeg, jeg var løbet hjemmefra, konstaterer hun tørt og understreger samtidig, at folk selvfølgelig skal gå fra hinanden, hvis de ikke kan holde hinanden ud.

Jeg er ikke ude på at hænge nogen ud. Jeg synes blot, vi mangler nogle værdier og noget viden om, hvordan man holder sammen på en familie. Det er ungdomsoprørets fortjeneste, at både mor og far i dag kan have en karriere, men måske fik vi også kastet barnet over bord?, spørger hun retorisk og skynder sig at få den anden side af sagen med.

Det er klart, at når jeg kritiserer det faktum, at familien er blevet så svækket, som den er i dag, må jeg også have med, at den blev det af en årsag.

Til det formål tjener de bagudskuende beskrivelser af børnehjemmet Langagergård i bogen Den nye tid. Her blev forældreløse eller på anden måde forladte og fortabte drengebørn sat i pleje og afrettet. Guldagers beskrivelse af en forstander, der i udgangspunktet vil det godt, men får overbevist sig selv om, at han gør børnene en tjeneste, når han tværer en genstridig drengs ansigt ned i skrivebordet eller tvinger sengevæderne til selv at vaske deres våde lagner udenfor i de kolde vinternætter, gør ætsende ondt og skal med for også at vise, at datidens syn på børn var uholdbart.

Forstanderen viser den gamle autoritet og et børnesyn, som vi i dag synes er helt forfærdeligt, siger Katrine Marie Guldager, der regner det for en positiv bivirkning ved ungdomsoprøret, at en langt mere nærværende far så dagens lys.

Jeg bilder mig ind, at min far blev mere nærværende af at have levet i den periode, og jeg glæder mig over, at min mand går hjemme på barsel med vores yngste nu, siger forfatteren, der mener, at den ny tid var præget af en længsel efter den faderfigur, man havde så travlt med at slippe af med.

I romanen Den ny tid lader fortælleren læseren forstå, at Leonora kommer til at opleve den store sorg det er at sænke sin fars kiste i jorden.

En sorg, forfatteren selv lærte at kende, da hendes egen far døde i en tragisk togulykke, og en typisk forudanelse for den fortæller, der i alle tre bind af fortællingen om familien fra Køge spoler historiens bånd snart frem, snart tilbage.

I virkeligheden mener jeg, man ser mennesker bedst lidt på afstand, siger Guldager i den blågrønne sweater og lader blikket glide ud mod haven.

Du er nødt til at have distance for rigtig at kunne se, ligesom du heller ikke er en god mor, hvis du hele tiden er i barnets perspektiv.

Har du selv børn?, spørger hun og henter en lille stak titler fra sit omfangsrige lager i et pulterrum bag bogreolen.

Som barn har du brug for at vide, at noget er godt, og noget er skidt, så mine historier for børn er skildret mere sort-hvidt. Jo mere du vokser som læser, jo mere nuanceret fremstår verden, forklarer Guldager og åbner døren for mand og barn, der kommer smilende tilbage fra frisøren.

Interviewet er ved at være slut, men historierne fortsætter. Eller som Katrine Marie Guldager siger det, inden hun igen lukker døren til huset i Kastrup:

Bøger giver os i glimt en forståelse af, hvor omfattende et menneske egentlig er. Så fuld af historier og bevidsthed, at man næsten ikke kan nå at beskrive det.