”Pludselig husker jeg følelsen af, at jeg altid har skrevet for at overleve. Måske er hele mit forfatterskab smittet af dette ønske om at overleve, måske har jeg klynget mig til skriften, som andre klynger sig til vragrester efter et forlis?”
Ordene falder i Katrine Marie Guldagers nye store roman. De er sagt eller skrevet af fortælleren, Katrine Marie Guldagers fiktive alter ego. Lad os kalde hende Katrine.
Det er et af de mange fine udsagn om at skrive, man møder undervejs i Guldagers roman, hvor hun lader sin fortæller se tilbage på smertepunkterne i sit liv og reflektere over dem.
Det begynder med døden. Den kommer som et chok. Døden kommer ikke en gang, men to gange inden for fjorten dage. Bisættelserne falder med en uges mellemrum. Først bliver Katrines nære veninde dræbt af skud på gaden i Nicaragua. Hun var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ugen efter dør Katrines far på tragisk vis i den store togulykke ved Sorø.
Hvad gør man så? Hvordan rejser sig man sig efter to uventede og voldsomme dødsfald på så kort tid? Måske kunne man finde trøst i familiens skød? Det er i første omgang, hvad Katrine forsøger. Det viser sig imidlertid at være vanskeligere, end man umiddelbart skulle tro. For familien er ikke altid et trygt sted at opholde sig. Slet ikke når man skal diskutere arvespørgsmål. Det er i hvert fald Katrines erfaring. Eller mere præcist er det den erfaring hun gradvis kommer frem til en erkendelse af. Og den erkendelsesproces er i en vis forstand romanens centrale handlingsforløb.
Katrine arver ikke bare sin fars ting, men også hans relationelle problemer. Hun arver med andre ord sin fars dårlige forhold til flere af de andre familiemedlemmer. Vreden mod faren bliver til vreden mod Katrine. Det er ikke nogen rar arv.
Undervejs i processen bliver det klart for Katrine, at hendes fars familie er præget af sørgelig dynamik: ”Der er der altid en, der er ude, og en, der er inde, og nok kan det skifte, men det er, som om man opererer med en evig pladsmangel, en ond stoleleg.” Det er en barsk metafor, der tydeligt demonstrerer det desillusionerede analytiske blik, Guldager anlægger på familielivet.
Det bliver efterhånden klart for Katrine, at det er hende, der må stå op. Der er sjældent eller aldrig en stol til hende. Hendes mor, søster, faster og kusine vil i overført betydning ikke lade hende få en plads ved familiens bord. Det slider hende langsomt op. I en vanskelig samtale Katrine har med sin mor, præsenterer fortælleren os for endnu en fascinerende metaforisk kommentar: ”Det er som kviksand, broer, der styrter sammen for ens indre blik, hvem har svigtet hvem, og hvem er det mest synd for?” Magtspillet i familien er ædende ondt.
Romanen forløber i to parallelle spor. Det ene spor begynder i august 2020 og slutter i juli samme år. Her skildrer Katrine romanens tilblivelsesproces. Herunder den angst, usikkerhed og frustration, som arbejdet med det tunge personlige stof fremkalder i hende. Det andet spor løber fra 1988 og frem. Det er kernefortællingen, der tilbageskuende kredser om Katrines tab af sin far og de mange kontroverser i familien. Man kan nu spørge, hvad Guldager opnår ved den valgte form. Et af svarene er, at man får mulighed for at følge, hvordan Katrines tanker om sin traumatiske fortid, sin familie og sin egen identitet bliver til i skriften. Hendes refleksioner bliver til en nedskreven fortælling, når man følger den modne Katrines tanker om den unge Katrines handlinger. De to handlingstråde er adskilt i tid og samtidig forbundne i identitet. Det er flot og meget overbevisende gjort. Det er en modig roman. Kompositionen er stærk og spækket med skarpe og tankevækkende formuleringer om det svære og skrøbelige familieliv.
”Gå ikke over sporet, der kommer sprog” lød en tilbagevendende vittighed på Forfatterskolen i 1990’erne, hvor virkelighedens Katrine Marie Guldager og fiktionens Katrine var elev. Og metaforen passer smukt på Guldagers nye store roman.
Den er et godstog i ekspresfart med kurs direkte mod ens egne forestillinger om det gode og sammenhængende familieliv. Katrine Marie Guldager har endnu gang demonstreret sin store styrke som forfatter. Tusind tak for turen! Og pas nu på derude i familierne, der kommer sprog.
Læs interview med Katrine Marie Guldager om bogen på k.dk/kultur