Prøv avisen
Bog

Smuk sproglig fortælling om kvinders vilkår er romankunst i nobelprisklasse

6 stjerner
Efter mere end 30 års ventetid er romanen "Katteøje" endelig at finde på dansk som en del af del en større relancering af forfatteren Margaret Atwood.

Margaret Atwoods næsten naturstridigt stærke roman er et portræt af en pige, der bliver kvinde, og en beskrivelse af, hvordan ét øjeblik i barndommen kan blive afgørende for hele voksenlivet

Vi lever i nytteværdiens tidsalder, hvor alt skal kunne betale sig. Selv afkobling fra arbejde er blevet til opladning til endnu mere arbejde. Og en så stærk strømning smitter naturligvis også af på måden, vi læser skønlitteratur på.

At bruge tid på en bog skal give os noget, og samtalen om litteratur handler derfor ofte om, hvordan den kan sige os noget om samfundet, eller hvordan den kan spejle vores egne liv i dét, den norske forfatter Per Petterson har kaldt ”genkendelsens chok”.

Det er bestemt også nogle af kvaliteterne ved litteratur. At den kan være et spejl, vi kan se os selv og andre i. Men i den måde at læse på, trænges noget af det mest vidunderlige ved læsning let i baggrunden, nemlig glæden ved selve sproget og fortællingen.

Det mindes jeg i dén grad om af romanen ”Katteøje” fra 1988, der nu er landet på dansk med smuk gul lærredsryg og er del af en større relancering af Margaret Atwood. Og når forlaget Lindhardt og Ringhof genudgiver den blændende canadiske forfatter – der bør være en seriøs kandidat til Nobelprisen i litteratur – er anledningen naturligvis HBO’s stærke, voldsomt populære dramatisering af hendes dystopiske roman ”The Handmaid’s Tale”. Så kom ikke og sig, at tv-serier ikke gør noget godt for litteraturen!

”Katteøje” er nu ikke en af Atwoods beundrede dystopier. Den hører derimod til blandt hendes realistiske romaner, men kredser som så mange af hendes romaner, og på tværs af genreskellet, om kvinders vilkår og om søsterskab. Nogen let afkodelig feminist er Atwood dog ikke. Hos hende er forholdet mellem mænd og kvinder – og snart sagt alt andet – mere komplekst end som så.

Det gælder også i ”Katteøje”, der følger Elaine fra pigeårene og frem, til hun er blevet en moden kvinde og etableret kunstner, og Atwood skriver både pigen og kvinden frem med et sanseligt sprog, der låner fra poesien, og med fuld kontrol over hvert eneste lille tandhjul i den fortællemaskine, enhver roman er. Men ”Katteøje” virker alligevel aldrig mekanisk, og det er bevægende og ofte hjerteskærende at se, hvordan Atwood sætning for sætning, sansning for sansning, fører Elaine gennem livet og frem mod nutidspunktet, og hvordan de to, fortiden og nutiden, mod romanens slutning lægger sig over hinanden. Hvordan man som læser til sidst forstår, hvordan Elaine er blevet den, hun er: en selvstændig kvinde, en original kunstner, et plaget menneske.

Det er et besøg i barndommens Toronto, der sender Elaine – og læseren – tilbage til opvækstens definerende øjeblikke. Til minder om faderen, der var insektforsker og flyttede familien meget rundt i landet, til kæresterne, hun havde, og ikke mindst til ”bedsteveninden” Cordelia.

Som læsere er vi med hele vejen, og Atwood beskriver omhyggeligt, men aldrig omstændeligt, hvordan Elaine bliver sig selv. Det er ikke for ingenting, at Atwood er erklæret beundrer af Carl Gustav Jung, for Elaines udvikling er noget nær et skoleeksempel på det, psykoanalytikeren kaldte ”individuation”, altså den proces, hvor et menneske bliver sig selv bevidst.

”Jeg ved for meget til at være god. Jeg kender mig selv,” tænker Elaine et sted mod romanens slutning, og i udviklingen frem mod at kende sig selv er der selvfølgelig ingen vej uden om traumerne og uden om Cordelia, hun første gang møder som barn. De er del af samme lille pigekreds, og her bliver Elaine i stadig højere grad de andres mobbeoffer. Cordelia holder sig ikke tilbage, og en frysende vinterdag tager hun Elaines hue og smider den ned på en overiset bæk. Elaine kravler ned efter den, men går gennem isen og er ved at drukne:

”Det er de døde mennesker, der usynligt stiger op af vandet, samler sig om mig. Shh, siger de.”

Elaine overlever, men hændelsen bliver afgørende. For hvor Cordelia synes at glemme den, ændrer den Elaine, og Atwood lader langsomt og umærkeligt de to piger bytte rolle. Cordelia bliver mobbeofferet, som Elaine – ofte til sin egen forbløffelse – gang på gang svigter, ydmyger og gør ondt.

Venskab og ikke mindst venindeskab er altså ikke kun af det gode, og Elaine foretrækker senere i livet at omgås mænd og undgå kvinder. Fordi de i opvæksten, hvor psyken er blød som smør, stod for noget godt og trygt. Det hele giver kapitel for kapitel mere og mere mening, men ikke så meget mening, at Elaines psykologi og handlingsmønstre banaliseres, og ikke så meget, at romanen mister sin spændstighed.

”Katteøje” er, sagt med andre ord, en virkelig klog og vildt læseværdig roman, hvor beskrivelserne af rum, kroppe og vejrlig er en konstant fornøjelse. Som her fra øjeblikket før det fatale øjeblik ved bækken: ”Vi går hjem under den lave, tykke himmel, som er grå og bulner fugtigt.”

Eller her hvor Elaine er blevet voksen: ”Jeg ser på vores hænder, hendes, der er glat med negle som blege måner, min med dens lasede neglebånd, dens begyndende tudsehud.”

”Katteøje” fungerer simpelthen på alle planer, og hvor har Kim Leine ret, når han på romanens bagside er citeret for at sige om Atwood, at ”hvor ’Tjenerindens fortælling’ nok er hendes vigtigste roman, er ’Katteøje’ hendes bedste”.

Så god er den faktisk. Både for dem, der sværger til nytteværdi, og for de håbløse læsenørder, der bare ikke kan få nok af smukt sprog og svimlende fortælleteknik.