Haldor Topsøes historie er bemærkelsesværdig. Dels fordi han skabte en virksomhed, der med sine banebrydende katalysatorer fik betydning langt ud over Danmarks grænser. Dels fordi han arbejdede frem til sin død som næsten hundredårig. Og dels fordi han i sine bestræbelser på at gøre en forskel formåede at kombinere idealisme og engagement med videnskabsmandens skarpsyn.
Som forretningsmand praktiserede han både CSR og HR, inden begreberne overhovedet blev opfundet, og det er navnlig i synet på virksomhedsledelse, medarbejderinddragelse og samfundssind, at Thomas Larsens portræt af Haldor Topsøe er interessant. Eller måske kunne have været det.
For det er nemlig ikke en analyse af Haldor Topsøe-koncernen, der er Thomas Larsens primære ærinde, men derimod et portræt af grundlæggeren Haldor Topsøe. Og det ligger der ganske særlige udfordringer i, når hovedpersonen er opdraget i en tid, der ikke udbasunerer følelser offentligt.
Derfor klapper han da også behørigt i, når emnerne bliver private, som når det gælder det mere end 70 år lange samliv med fru Inger, eller problematiske som i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Og når det derudover primært er klakørerne i skikkelse af betroede og hengivne medarbejdere, der fungerer som kilder sammen med familie og nære venner, så ender portrættet af Haldor Topsøe med at blive så entydigt lyst og lækkert, at det næsten ikke er til at tro.
LÆS OGSÅ: Mere hyggelig end skarp
Og hver gang der bliver sat kritiske sejl, trækker Thomas Larsen lynhurtigt i land, som eksemplet her illustrerer: At han til tider var for dominerende og talende, er indiskutabelt, men der er omvendt heller ikke tvivl om, han har haft en force i form af en begejstring, et engagement og et intellekt, som har gjort det muligt for ham at gå ind i næsten enhver diskussion og komme med værdifulde input.
Det er pudsigt nok den ældste datter, Lissen Haugwitz, der forsigtigt og nænsomt men dog problematiserer det ellers så smukt skildrede patriarkat, hvor omsorgen af og til fik et noget bastant udtryk. Og dermed er det hende, der kommer tættest på at beskrive samspillet mellem de lyse og mørke sider, der traditionelt udgør det gode portræt, men hvor Thomas Larsen overeksponerer den ene i sin skildring af en dygtig og helt igennem dadelfri dreng.
Haldor Topsøe et portræt er en bog, der ærbødigt stryger sin hårdtarbejdende hovedperson med hårene og fortæller historien om en mand og hans imponerende livsværk: grundlagt under Anden Verdenskrig, da drømmen om Amerika brast, begæret konkurs i 1972 og overtaget af italienske Snamprogetti, men i 2007 lykkeligt tilbagekøbt af familien Topsøe. Det er drevent gjort af Thomas Larsen, der ved, hvordan man skruer en bog sammen, og hans projekt er på alle måder sympatisk, men desværre alt for unuanceret til for alvor at blive interessant læsning Haldor Topsøes lange og forunderlige liv til trods.