En turguide til Rom og Vatikanet. Men også en fremtidsroman, en samtalebog og en nørdebog for alle, der er fascineret af ”den evige stad”. Dertil en opsang til en kirke, der ikke vil ansætte kvinder som præster, skønt de angiveligt kan blive dens redning. Disse betænkeligt mange stikord hører for sognepræst Tina Hastrup von Buchwald med til en beskrivelse af hendes bog ”Sibyllernes kamp i Vatikanet”.
I begyndelsen er det, som om forfatterens anliggende først og fremmest er en skildring af de sidste tider. Året er 2030, og varmen i Rom er dræbende på grund af klimaforandringerne.
Folk falder om på gaden som følge af vandmangel.
Byen skildres som ”en smeltedigel af alt, hvad denne verden ellers gerne ville gemme væk. Af grådighed, moralsk forfald og overfladiskhed”.
En medvirkende dansk præst erfarer, at folk – tyngede af alt det uhyggelige, der sker – i stigende grad søger kirken i et forsøg på at finde en mening med det tilsyneladende meningsløse.
Det centrale tema – det, der skal binde romanen sammen, men ikke gør det – er imidlertid en magtkamp i Vatikanet i forbindelse med valg af en ny pave, efter at den hidtidige har abdiceret.
En kontroversiel kandidat er kardinal Arezzo, der er ven med den danske præst. Arezzo er reformivrig, vil ophæve kravet om cølibat, fjerne ”de suspekte pædofile præster” og indføre kvindelige katolske præster.
Uofficielt findes de allerede, men de har det svært, uden mulighed for fast ansættelse må de flakke fra sted til sted, truet af opdagelse og indberetning. Systemets mand, Mosheimer, forfærdes over Arezzos tanker. Realiseres de, vil det betyde – mener han – at den katolske kirke vil bevæge sig ud over afgrunden.
”At ordinere kvinder til præster vil ændre vores grundtræk. Det næste ville være, at vi fik en kvindelig pave,” siger Mosheimer, der fremtræder som en kliché af et magtmenneske.
Som den katolske kirke fremstilles, er det tydeligt, at den vil gå endda meget vidt for at undgå en ”forkert” pave.
Dette er baggrunden for, at bogen udvikler sig til en slags spændingsroman, som dog aldrig bliver rigtig spændende.
Den historie, der fortælles, savner en skarpere fokusering – samt en mere nuanceret personskildring. ”Sibyllernes kamp i Vatikanet” er for mig mest et debatoplæg.