Prøv avisen

Bestseller-forfatter har skrevet en kedelig roman forklædt som engageret klimalitteratur

2 stjerner
I 2015 romandebuterede Maja Lunde med den internationale bestseller, økodystopien ”Biernes historie”, der er udgivet i 32 lande, og sidste år forsøgte hun så i ”Blå”, der netop er udkommet på dansk, at følge op på succesen med endnu en dystopisk fortælling om et andet alvorligt tema, nemlig vand eller mangel på samme. Foto: Mads Claus Rasmussen

Forfatteren til den storsælgende ”Biernes historie” følger op med et langtrukkent romantisk drama forklædt som engageret klimalitteratur

Udledning af drivhusgasser, udryddelse af arter, insektdød, afskovning, forurening, affald, ekstreme vejrfænomener, tørke, mikroplastic i verdenshavene og så videre.

Eksemplerne på den menneskeskabte klimakrises gennemtrængende tilstedeværelse hober sig op. Derfor er det heller ikke så underligt, at flere og flere forfattere på forskellige måder undersøger og sætter fokus på menneskets forhold til naturen og de enorme og gennemgribende konsekvenser, som klimakrisen medfører for vores livsbetingelser og selvforståelse: Hvordan navigerer vi i den nye, for altid forandrede tid, vi lever i? Hvad vil det sige at være menneske i den globale opvarmnings tidsalder?

Den norske forfatter Maja Lunde er en af dem, der – med stor succes, hvis man ser på salgstallene – har givet sig i kast med at skrive klimalitteratur. I 2015 romandebuterede hun med den internationale bestseller, økodystopien ”Biernes historie”, der er udgivet i 32 lande, og sidste år forsøgte hun så i ”Blå”, der netop er udkommet på dansk, at følge op på succesen med endnu en dystopisk fortælling om et andet alvorligt tema, nemlig vand eller mangel på samme.

Det er i hvert fald den historie, som forfatteren og forlaget forsøger at sælge romanen på.

”Maja Lunde sætter igen klimaet på landkortet,” lyder det i pressemeddelelsen, der følger den danske oversættelse, og på bogens bagside kan man læse, at ”Blå” er ”en dystopisk fortælling om kærlighed og sårbarhed, både vores og naturens. Denne gang står kampen om det mest livsnødvendige, som findes: vandet”.

”Blå” vil, forståeligt nok, gerne være en engageret og engagerende klimaroman. Problemet er bare, at det ikke er særligt rammende for, hvad der rent faktisk er på spil i romanen.

I lighed med ”Biernes historie” er ”Blå” en flersporet roman, hvor vi skiftevis befinder os i nutiden (2017) og fremtiden (2041), og efterhånden forbindes de to spor så med et lidt for forceret greb, der ikke skal afsløres her.

Førstnævnte spor fortælles af den 67-årige miljøaktivist Signe, der hele sit liv har kæmpet for at beskytte naturen mod industrialiseringen og kapitaliseringen. Som ung, hører vi i en række tilbageblik, kæmpede hun sammen med faderen for elvens overlevelse. Nu, flere år se-nere, gælder det bræen, Blåfonna, hvorfra der hentes is, der sælges som ”hvidt guld” til rige ørkenstater. Imidlertid synes den egentlige drivkraft hverken at være elven eller bræen, men et personligt hævnmotiv rettet mod ekskæresten Magnus, som står på fjendens side, og som Signe nu sejler til Frankrig for at konfrontere.

I fremtidssporet befinder vi os i et tørlagt Sydeuropa, hvor David, sammen med sin datter Lou, prøver at overleve i en flygtningelejr med begrænsede mængder vand og mad. Alt imens de venter på resten af familien (moderen Anna og sønnen August), som de har mistet kontakten til under flugten fra den tørkekatastrofe, der har efterladt deres hjem i flammer, indleder David et noget klichépræget forhold til kvinden Marguerite, der langsomt tager mere og mere fokus.

Selvom klimakatastrofen på den måde rigtignok benævnes og omtales flere gange, og selvom Lunde utvivlsomt har sat sig grundigt ind i sagerne, spiller vandet dog aldrig for alvor en hovedrolle og udgør i store dele af romanen kun en kulisse eller ramme for de familiemæssige og kærlighedsrelaterede konflikter og tragedier. Kæmper man sig igennem de 356 meget lange sider, vil man således opdage, at Lunde – bevidst eller ubevidst – er mere optaget af de snævre og Hollywood-fortærskede menneskelige (kærligheds-)forhold og (romantiske) dramaer end af at levere en ny opmærksomhed på naturen, klimaet og miljøet.

Når litteraturen er bedst, udgør den et særligt forestillings- og refleksionsrum, hvor verdenssyn, menneskeopfattelser, værdier, følelser og erkendelser kan brydes og genforhandles, og hvor oplevelser og erfaringer med naturen og klimakrisen kan gøres sanselige og nærværende for os. Men hvis karaktererne er for skematiske (særligt i nutidssporet: de onde versus de gode), sproget for løst (præget af alt for mange gentagelser, ligegyldigt fyldstof, lommefilosofiske overvejelser og klichéer) og historien for langtrukken, genkendelig og triviel, bliver litteraturen kedelig og uvedkommende. Det sidste er desværre tilfældet for Maja Lundes ”Blå”.