Michele Rigby Assad begyndte i 2002 at arbejde som agent for CIA i Direktoratet for Operationer, en hemmelig afdeling under den amerikanske efterretningstjeneste. Hun arbejdede der i 10 år sammen med sin mand, og i løbet af disse år boede hun i seks forskellige lande i Mellemøsten. Hendes arbejde bestod i at indsamle, registrere og videregive efterretninger om terroraktiviteter. Som kvinde blev hendes kompetencer ofte undervurderet, og hun har mange gange oplevet, at hun måtte udvise stor stædighed og udholdenhed for at kunne udføre sine arbejdsopgaver.
Efter de 10 år i CIA skiftedes hun og ægtemanden til at arbejde som international sikkerhedskonsulent i Mellemøsten, Europa, Nordafrika og Asien.
Det lyder som en bog, man gerne vil læse, ikke? Det kunne være spændende at få et virkelighedsnært indblik i, hvordan CIA arbejder.
Men nej. Netop fordi CIA er så hemmeligt, så er der også lagt et tykt røgslør ud i bogen, og derfor bliver det mestendels en gang sludder for en sladder. Hvorfor skrive om noget hemmeligt, når det er så hemmeligt, at man ikke må skrive om det?
Tilmed fylder Michele Rigby Assad os med selvforherligende tirader om hendes egne fortræffeligheder som benhård agent. Det er bare for meget.
Bogen er jammerligt kedelig de første 200 sider, og så lige pludselig sker der noget. Da parret er vendt tilbage til Florida, får de en mission, en ægte mission, og bogen tager en anderledes drejning.
Parret går i samarbejde med nogle venner om at redde syriske og irakiske kristne ud af IS-kontrollerede områder, og de drager af sted til Bagdad, Irak, for at interviewe og registrere forfulgte kristne irakere. En gruppe på cirka 150 bliver udvalgt til at søge mod Slovakiet, men der kommer mange forhindringer i vejen, før aktionen lykkedes.
Her på de sidste 100 sider folder forfatteren sit kristne livssyn ud, hun er klar i mælet om, hvad Gud vil med hende og ægtefællens mission, og bogens budskab til læseren giver med ét mening. De første 200 sider var dog noget af en ørkenvandring, indtil vi nåede en lille oase.