Kedeligt coming of age-drama

Revolvers version af ”An Education” er en scenografisk flot, men ellers bravt intetsigende fortælling om overgangen fra pigesind til kvindeliv

Foto fra stykket.
Foto fra stykket. Foto: Pressefoto/Teater Republique.

Vi er i teenagetidens trange omklædningsrum. Den sarte tilstandsform mellem barn og voksen. En ribbevæg halverer scenen og danner på én gang fængselsgitter og upstairs/downstairs-fornemmelse som det britiske klassesamfund anno 1960. Pigerne, alle klædt i kostskoleuniform og med ens pjuskede frisurer, forskellige versioner af det samme forstås, svæver højt oppe i de drømmende luftlag og lander så tungt i realiteterne.

For det handler om at blive voksen og bevidst. Om at kede sig bravt i provinsen og flygte ind i en utopi, den allerførste forvirrede forelskelse og den bitre, bratte opvågnen. 16-årige Jenny, som flest nok kender fra Lone Scherfigs filmatisering fra 2009, forelsker sig i den 20 år ældre Simon, som lokker med løfter om idel high society-lykke. Men lykken er lunefuld, og Simon har allerede en hustru, som han har glemt at fortælle Jenny om. Og sådan ender dén drøm så skønt prosaisk.

Instruktør Anna Balslev har barberet fortællingen ind til benet og begrænset persongalleriet til tre kvinder på scenen. Hovedpersonen er den banalt prætentiøse Jenny, der læser Satre og drømmer om at rejse til Paris og ryge cigaretter. På kostskolen møder hun slyngveninden Emma og indleder den slags symbiosevenindeskab, der gør ungdomsårene udholdelige.

Den kejtede Emma lever nærmest gennem Jennys forelskelse i den voksne verdensmand, og de to veninder bruger samtlige sløve kostskoleeftermiddage på at fantasere scenarier frem om flotte restaurantbesøg, elegante cocktailkjoler og romatiske frierier. Bag ribberne overværer den modne kvinde, moder, hustru situationen som en resigneret fremtidsvision i Marie Dalsgaards gestaltning.

Balslevs iscenesættelse har flyttet fokus fra forelskelsen til forholdet mellem kvinderne – og især Jennys brydsomme vej ind i voksenlivet. Her er manden en perifer figur, en trædesten, en spejling eller bare en dagdrøm mellem veninder. Det fungerer godt, når vi holdes i illusions jerngreb forestillingen igennem. For er det hele mon bare et flakkende fatamorgana, en stakket teenageillusion? Men heller ikke dét greb formår for alvor at gøre op for historiens kødfattige banalitet og skær af glitret ugebladsnovelle.

Hvor filmversionen af Lynn Barbers ”An Education” til gengæld havde sin skønne epokeæstetik, har sceneversionen ikke meget at garnere den trivielle fortælling med. Bedre bliver det ikke af, at iscenesættelsen end ikke selv synes at tro på historien. Der er en evigt uharmonisk vekslen mellem ironisk distance og dybfølte øjeblikke, mellem banangylp og øm-parodisk Jacques Brel-sang. Skuespillet er overspændt karikerende og vrænger af fortællingens småpigeproblemer, ungdommelige alvor og latterlige sentimentalitet på en i længden anstrengede, fremmedgørende måde.

Så selvom de unge skuespillere, Nanna Finding Koppel og Mathilde Arcel Fock, gør det nok så dygtigt inden for rammerne, forbliver de fortegnede typer, man ikke kan mærke. At man efterlades aldeles uberørt, nedsunket i styg kedsomhed af et sådant hjerte-smerte-smægtende coming of age-show som dette, der burde gå i mellemgulvet som en forhammer og sende os fluks tilbage til egne famlende førsteforsøg udi voksenlivet, er naturligvis ikke godt. Hvad mon ”An Education” som teater egentlig vil os?