Det begynder på sin egen måde med et kig tilbage. I en flække et ubestemt sted i Tyskland kommer den sagnomspundne gøgler Tyll Ulenspiegel forbi. Han går på line fra byens kirketårns vindueskors, og hans kunstnerier skaber jubel, men det ender i masseslagsmål og knivstikkeri, mens svindleren Tyll for længst er væk.
På en måde er det også et kig fremad, for den lille landsby, der er scene for romanens første kapitel og Tylls optræden, har endnu ikke oplevet krigens komme – den Trediveårskrig (1618-1648), som Tyll rejser rundt i, og som skulle udslette op mod otte millioner mennesker.
Også til denne lille ubetydelige plet i Europa skulle krigen komme. Landsbyens beboere bad godt nok til alt og alle for at holde dens komme fra døren. Som et unavngivet jeg fortæller i Kehlmanns uimodståeligt rytmiske prosa:
”Vi bad meget for at holde krigen på afstand. Vi bad til Den Almægtige og til den barmhjertige jomfru, vi bad til skovens herskerinde og til de små midnatsfolk, til den hellige Gerwin, til portvagten Petrus, til evangelisten Johannes (...) Vi bad til Den Hornede fra gamle dage og til biskop Martin.”
Men lige meget hjalp det. Godt et år efter Tylls fortryllende besøg hørte beboerne først vrinsk, siden latter. Soldaterne var endnu mere sultne, end de plejede at være – og fuldere. Og sådan forsvandt en ligegyldig landsby og dens beboere fra jordens overflade i et nyt voldsorgie.
Men som samme ubestemte jeg også fortæller:
”Vi kan sommetider høres i træerne, der hvor vi engang boede. Man hører os i græsset og i græshoppernes pippen, man hører os, når man lægger hovedet til knasthullet i det gamle elmetræ, og sommetider forekommer det børnene, at de kan se vore ansigter i vandet i bækken. Vores kirke er der ikke mere, men stenene, som vandet har slebet runde og glatte, er stadigvæk de samme, ligesom træerne er de samme. (…) For det er alt sammen ikke så længe siden.”
Det er i sandhed ikke længe siden. I denne storslåede roman-ouverture af et åbningskapitel er det tydeligt, hvor vægtig Kehlmanns første rigtige, store historiske roman siden succesen ”Opmålingen af verden” (2005) er.
Her er tale om en tid, der ikke ligner vores. Folk lever gladeligt i deres idiosynkratiske tro på, at man kan bede til den almægtige, til skovens herskerinde og til den hornede på samme tid. Folk dør, uden at nogen løfter andet end deres hånd for at udføre gerningen. I ”Tyll” rejser gøgleren rundt blandt dynger af babylig, tortur før hekseprocesser og pøbelens ekstatiske knivstikkerier. Men det er ikke længe siden.
Man hører de døde i græsset, i elmen, i bækken – og i dag. De er en del af os, som Trediveårskrigen er en virkelig del af Europa. Og i ”Tyll” lykkes det at fremmane deres og historiens realpræsens.
Ligesom i ”Opmålingen af verden” følger Kehlmann en række virkelige personer og skildrer dem med den kærlige ironi, der ved, at menneskers forfængeligheder og dumheder ikke er grund nok til at hade dem. Der er Liz og Friedrich – vinterdronningen og hendes gemal – som Tyll bliver hofnar hos. Der er den fanatiske jesuit Tesimond, der ville have slået Liz’ far, Englands konge, ihjel, men i romanen i stedet kun har held til at føre hekseproces mod Tylls far.
Og der er Nordens eneste drage. Den må befinde sig i Holsten, fordi den netop ikke har vist sig der. Og havde noget menneske set den, var den jo ikke en drage. Den får til sidst nok af menneskenes historie og lægger sig til at dø på den holstenske slette. 17.000 år gammel og træt af at skjule sig. Det er, som om Kehlmann ikke kan blive træt af det samme.
Den kærlige ironi, man kender fra ”Opmålingen af verden”, er stadig til stede i både form og indhold. Men det er, som om barokstoffet også giver en anden melankolsk alvorstone. Som om denne roman handler om noget mere fælles, noget mere alment.
Måske det er derfor, Kehlmann har taget den historiske middelalderperson Till Uglspil og flyttet ham op i barokken. I romanen beslutter kejseren sig for at finde rigets mest berømte spasmager med følgende begrundelse:
”Så meget havde man set forfalde, så megen ødelæggelse havde man måttet acceptere, uvurderlige værdier var gået under, men at en som Tyll Ulenspiegel bare sådan skulle gå i fordærv, om han så var protestant eller katolik – for hvad han egentlig var, syntes ingen at vide – det kunne der ikke være tale om.”
Dermed opstår en analogi mellem Tyll og Europa. Der kan hos Kehlmann, på trods af menneskers dumhed, ikke være tale om at lade historien om dem gå i fordærv.