I denne sæson har musicalproducenterne sat kristendommens historie på dagsordenen. Det Ny Teater har just annonceret, at man tager livtag med det store amerikanske Broadway-hit ”The Book of Mormon” i januar 2018, Aarhus Teater spiller ”Jesus Christ Superstar” til foråret, Fredericia Teater buldrer fremad med ”Klokkeren fra Notre Dame” – og i Østre Gasværks runde, rustikke hal har man med lys, geometri og en stjernebesætning forsøgt at rejse Ken Folletts roman ”Jordens søjler”.
Det er blevet til en mere end tre timer lang maraton fuld af middelalderintriger og skønsang. At lave en musical ud af et 1000 siders religiøst intrigespil er en sindssyg idé, og opgaven er da heller ikke løst til perfektion. Ikke som ”Klokkeren fra Notre Dame”, som den uundgåeligt vil blive sammenlignet med. ”Jordens søjler” er episk, bestemt, men for monoton og unuanceret.
Historien udspiller sig i middelalderens England. Her frygter de fleste kirkens magt, men nogle er bedre til at fortolke begivenheder i Guds navn og skabe mirakelfalskneri for egen vindings skyld.
På dette grundlag opstår intriger og krige mellem kirkens munke, kirkens magthavere, herskabet og borgere med store drømme om kærlighed og retfærdighed og knap så stor angst for skær-silden.
Bagved ligger et større politisk spil, der – klogt nok – kun får kort scenetid. Og i centrum står en sammenbragt familie med Tom Bygmester i front. Han vil bygge en katedral og redde byen og sin familie.
Historien om katedralen er menneskets blodige historie. Det er ren sæbeopera. Havde man dog bare turdet reducere handlingen og persongalleriet med yderligere en tredjedel, var der måske blevet plads til flere nuancer i både skuespil og sangmateriale. Kampen mellem det gode og det onde skåret ud i pap for os. De onde er dem i sorte, avantgarde kostumer. De gode er dem i simple, lyse rober.
Der er ganske fine sange blandt det nyskrevne sangmateriale. De fleste er bombastiske ballader med lange, høje toner, der tager pusten fra os. Men det bliver for meget, og sangene flyder sammen.
Maria Lucia sidder fast på tronen som Danmarks musicaldronning, men her tager også Andrea Pellegrini kegler, og de to er fænomenale sammen. Laus Høybye er perfekt castet til rollen som den rødhårede arkitekt, Jack. Hans udtryksfulde stemme er en fryd at lytte til, og hans kærlighedskvad til Maria Lucia er et kærkomment friskt pust.
Hele castet er velspillende og velsyngende og gør, hvad de kan med det noget bastante og humorforladte materiale.
Generelt mangler sangene melodisk variation. De fleste replikker synges på vers, og det bliver til tider ufrivilligt komisk, overdramatisk og kluntet. Der er for lidt tid til poesi og for meget historie at fortælle. Man får lyst til at spørge, hvorfor ”Jordens søjler” lige skulle være en musical? Ja, den ville være ulideligt lang uden musik. Men alligevel.
Den store gasbeholder på Østerbro er ellers den perfekte ramme for opførelsen af denne drømmenes katedral. I sin minimalistiske scenografi har Astrid Lynge Ottosen skabt rum med vekslende lyseffekter, men den runde, nøgne scene har for få variationer og står underligt i kontrast til de storladne sange. Først til sidst udnytter de rummets potentiale, og da er det for sent.
Musicaludgaven af ”Jordens søjler” bekræfter desværre min første indskydelse, da jeg hørte om projektet. Man kan gøre meget med dygtige sangere og gode skuespillere, men der skal et mirakel til, for at Ken Folletts middelaldersæbeopera kan fungere på scenen.