Kendte kunstnere går ind i flygtningedebatten

En række markante internationale kunstnernavne, heriblandt Olafur Eliasson, er frustrerede over den stagnerede politiske debat om hjælp til flygtninge

Danske Olafur Eliasson er forfærdet over den ”kluntede, inhumane og ineffektive måde”, de europæiske politikere har reageret på i krisen hidtil. -
Danske Olafur Eliasson er forfærdet over den ”kluntede, inhumane og ineffektive måde”, de europæiske politikere har reageret på i krisen hidtil. -. Foto: Vilhelm Stokstad / TT.

Mens Europas ledere forsøger at blive enige om en fordeling af flygtninge, der er kommet til kontinentet, blander kunstnere sig nu i debatten med ord og handling.

”Jeg anser Europas reaktion som fuldstændig beklagelig og uværdig,” siger den chilensk-fødte arkitekt og instruktør Alfredo Jaar til magasinet The Art Newspaper.

”Det er chokerende", lyder det fra den sydafrikanske kollega William Kentridge:

”Det er, som om at Europa først nu er vågnet op til det, der er sket i Afrika gennem årtier."

Kunstnere kan udtale sig på en måde, som organisationer, der er afhængige af regeringer, ikke kan, lyder det fra kunstneren Adam Broomberg fra London, der i sidste måned udsendte en protestmail sammen med sin kollega Oliver Chanarin.
 
De fik straks opbakning fra omkring 300 andre kunstnere, og det førte til et fælles opråb til den britiske regering, der blev bragt i avisen The Guardian. Her var også skuespillere som Michael Caine, Benedict Cumberbatch og Keira Knightley medunderskrivere.

"Vi opfordrer regeringen til at vågne op og samarbejde med de europæiske regeringer om en øjeblikkelig humanitær hjælp," skrev de blandt andet. 

Danmark er også repræsenteret i det kunstneriske opråb i skikkelse af Olafur Eliasson, der har base i Berlin.
 
Han er ligeledes forfærdet over den ”kluntede, inhumane og ineffektive måde”, de europæiske politikere har reageret på i krisen hidtil.

Eliasson vil ud over at kommentere udviklingen også gå aktivt til værks for at hjælpe flygtninge.

Han har en kommende udstilling i Wien i november og overvejer, om man i den forbindelse kan skaffe flygtninge et kunstarbejde.

Olafur Eliasson nævner over for The Art Newspaper muligheden for at inddrage sit omfattende netværk i kunstverdenen, hvor der er gode kontakter til magtfulde personer. 

Andre kendte kunstnere er også gået aktivt ind i flygtningekrisen.

To kendte internationale kunstnere, kinesiske Ai Weiwei og britisk-indiske Anish Kapoor, mødtes i sidste måned i London og gik sammen med 300 følgere gennem byen for at markere solidaritet med de flygtende mennesker i Europa. De planlægger at gentage marchen i 100 byer verden over.

”Vi har et problem med medfølelsen,” påpeger Kapoor, der sidste år besøgte en flygtningelejr i Jordan inviteret af Unicef.

”Kunstnere har en stemme, og vi må tale om dette meget seriøse problem. Vi forventer en smule humanisme fra vores såkaldte ledere,” siger han.

Skulptøren arbejder med unge arkitekter for at designe mere humane hjem til flygtninge. Han er dog realistisk omkring, hvad kunstnere egentlig kan stille op, men indsatsen viser dog en form for bekymring, bemærker han.