En aften i vinteren 1962-1963 inviterede den amerikanske ambassadør os i Studenterforeningens seniorat til middag på Rydhave. Til afsked gav han os grammofonpladen med John F. Kennedys tiltrædelsestale fra den 20. januar 1961.
Talrige af talens sætninger med Kennedys ganske særlige diktion klinger stadig i mine ører med det berømte budskab til hans landsmænd:
”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land”, hvorefter han henvendt til sine medborgere i verden sagde: ”Spørg ikke, hvad Amerika vil gøre for jer, men hvad vi sammen kan gøre for menneskets frihed”.
Han sagde hverken ”Amerika først” eller ”gør Amerika stort igen”. Modsat den nuværende præsident Donald Trump tilbød han sine ”søster-republikker” syd for USA’s grænse ”en ny alliance for fremskridt” og lovede, at USA ville forsvare sine allierede og venner og bekæmpe enhver fjende for at sikre ”frihedens overlevelse og succes”, idet han slog fast, at USA aldrig ville ”forhandle af frygt, men heller aldrig ville frygte at forhandle”.
Med sin tale gjorde Kennedy det tydeligt for alle, at USA vitterligt var ”den skinnende by på en bakketop”. Men lyset blev slukket den 22. november 1963. Vi i min generation ved alle, hvor vi var den aften. Og den 29. maj er det 100 år siden, John F. Kennedy blev født.
I den anledning har forlaget Turbine udsendt den omfattende antologi ”JFK100”, der er redigeret af journalisten Anders Agner Pedersen. Med sine 50 gode og velskrivende bidragydere kommer den hele vejen rundt om politikeren og præsidenten John F. Kennedy, men mennesket Kennedy får man kun spredte oplysninger om, og da mest om kvinderne.
Biografisk får vi mere at vide om den ambitiøse far, Joseph, end om hans produkt, John. Et sted fortælles om dennes rivalisering med storebroren Joseph junior, som faren havde udset til at blive præsident, men da han blev dræbt under Anden Verdenskrig, blev opgaven overført til John.
Et sted eksploderer storebrorens fly på grund af den vanvittige bombelast, et andet sted skydes den ned. Bogen savner, at redaktøren havde tjekket oplysningerne. Eksempelvis oplyser en af forfatterne, at Kennedy kun lige netop sikrede sig opstillingen som præsidentkandidat i knivskarp konkurrence med Adlai Stevenson, mens en anden oplyser, at han slog Lyndon Baines Johnson komfortabelt, og en tredje beretter, at det var tæt på, at han tabte.
Søsteren Rosemarys tidlige demens skyldes det ene sted sygdom, det andet sted, at faderen påtvang hende ”det hvide snit”. Disse fejl og mangler gør, at dette desværre ikke er blevet den definitive bog på dansk om denne ikoniske præsident.
Til gengæld er det blevet en betydningsfuld bog om politikeren Kennedy. Som det fremgår af tiltrædelsestalen trådte han til med store udenrigspolitiske visioner. Derimod sagde han ikke meget om, hvad han ville gøre indenrigspolitisk, men faktisk leverede han store resultater inden for den økonomiske politik, undervisningspolitikken og borgerrettighedspolitikken, omend det her er noget uklart, om han gjorde det helhjertet eller blev tvunget til det af Martin Luther King.
Han revolutionerede sundhedspolitikken, der blev fuldbyrdet af præsident Obama, som lillebroren Ted Kennedy netop støttede i kampen med Hillary Clinton, fordi han i ham så ”den præsident, der kunne gennemføre Kennedys store mål – en national sundhedsreform”, skriver Steffen Gram i kapitlet ”Ted”. Således trækker indenrigspolitikeren Kennedy spor helt op til i dag, hvor Trump bekæmper Obamas nationale sundhedsreform.
Mange af disse resultater kom dog først i hus med Lyndon B. Johnson som præsident. I modsætning til Kennedy forstod han at tumle Kongressen og benyttede dygtigt chokket over mordet til hurtigt at få tromlet Kennedys politik igennem. Fra Kennedy overtog Johnson også Vietnamkrigen, der blev hans politiske endeligt, da Robert i 1967 bebudede sit præsidentkandidatur, hvorefter også han blev dræbt. Det evige spørgsmål er, om Kennedy, der havde sat gang i et ”mission creep”, ville have vendt om og modsat Johnson trappet USA’s engagement ned.
Det sidste er Mogens Lykketoft (S) overbevist om i sit gode kapitel om Kennedy og FN, ”Vores sidste, bedste håb”, hvilket Niels Bjerre-Poulsen i sit kapitel om Vietnamkrigen med titlen ”Længere ud i Vietnams kviksand” nærmest bekræfter, idet Kennedy dagen før sin død gav besked om, at man skulle se på mulighederne for at komme ud af moradset igen.
Udenrigspolitisk anvendte Kennedy både blød og hård magt. Den bløde bestod for eksempel i oprettelsen af Fredskorpset, der stadig fungerer, og Måneprogrammet, efter Sovjetunionens opsendelse af den første Sputnik havde bibragt USA et chok.
Den hårde viste han under Cubakrisen, hvor han stod så fast, at USSR hentede sine missiler tilbage fra Cuba, men under denne tilsyneladende sejr lå et skjult, diplomatisk mesterstykke, der i realiteten bestod i et bytte. USSR trak sine missiler hjem fra Cuba, og nogle måneder efter trak USA sine tilbage fra Tyrkiet samtidig med, at det lovede aldrig at invadere Cuba. Verden var tæt på en atomkrig, men på grund af Kennedys kombination af blød og hård magt blev den undgået.
En tilsvarende kombination udviste han i spørgsmålet om Berlin, hvor USSR også provokerede. Han lod hele verden vide, at USA stod last og brast med Berlin, underforstået som Vestberlin, og holdt sin ”Ich bin ein Berliner”-tale, men den forstod Khrusjtjov godt. Han lod vestberlinerne i fred og tillod østtyskerne at bygge ”muren”.
Kennedy var den frie verdens leder og så nødvendigheden af et tæt og loyalt transatlantisk samarbejde, idet han både opmuntrede til europæisk samling i EF, gik ind for et europæisk-atlantisk, økonomisk fællesskab, hvori han blev støttet af sin første udenlandske gæst, Viggo Kampmann, fortæller Poul Smidt i kapitlet ”Den danske forbindelse”, og Kennedy opmuntrede til et ligeværdigt europæisk-amerikansk samarbejde i Nato.
Kennedys visioner var store, men hans tid blev alt for kort. Det vidner denne bog med al ønskelig tydelighed om.
Gæsteanmelder Per Stig Møller er forfatter, dr.phil., tidligere MF (K) og udenrigsminister 2001-2010.