Prøv avisen
Udstilling

Keramik fra den forelskede Picasso

6 stjerner
Picassos keramik er fuld af skævheder. – Foto: Louisiana Press

Picasso viser ikke blot sit mesterskab med penslen, når han tegner i og maler på sine drejede fade og former, krukker og kander – han skaber også nyt med sin keramik, der nu udstilles

Det er en pragtudstilling, Louisiana viser med ”Picasso keramik”, og selvom det er den sjette Picasso-udstilling på museet, giver den faktisk lyst til flere. For ingen kunstner har som Pablo Picasso rummet det 20. århundredes udvikling af den moderne kunst, og alle, der besøger Picasso-museerne sydpå i Frankrig og Spanien, ved, at det er et righoldigt værk, der blot kalder på tematik efter tematik, malerier, tegninger, skulpturer, grafik og nu altså også fokus på keramik. Et formsprog og materiale, der i dag er så hot som noget på den internationale kunstscene, og derfor er det spot on, at Louisiana laver en klassisk udstilling. Ikke noget søgt, blot værkerne i deres egen ret. Keramik. Det er magisk.

Og man får lyst til at gå i dybden med denne lerglæde. Studere lertøjet og alle dets levende finesser og grovheder. For ikke blot viser Picasso sit mesterskab med penslen, når han tegner i og maler på de drejede fade og former, krukker og kander, han skaber også nyt. Det er en skulpturel udstilling, lige så meget som det er en malerisk udstilling, og alt rummes i denne ædle gamle pottemager-tradition tilsat Picassos insisterende kunstneriske energi. Han er en flamme, et bål, en eksplosion af kraft. Det må have været lidt af et chok at få lærlingen Picasso i værkstedet i Sydfrankrig. Han begyndte sin keramiske karriere i en alder af 65 år, og det var vist ikke pensionistkeramik, han havde i tankerne, da han ydmygt gik til værks.

Picasso forstod om nogen at respektere det håndværk og den sommetider hensygnende tradition, han gik i clinch med. Således lavede værkstederne, han arbejdede i, til daglig dekoreret brugskeramik. Og det var også her, det begyndte at tage form for Picasso, der dag efter dag udvidede horisonten med det nye materiale og ikke bare sin egen horisont, men kunstens på den internationale scene, kan vi nu se. For ofte har vi hørt, at han var forud for sin tid, og ja, måske, men det, han mest af alt var, var flittig og tro mod sit oprindelige talent, sin fortid og herkomst. Født i Malaga den 25. oktober 1881. Han kunne lide det spanske, foretrak det fattige, det mest gængse ler, de små undseelige fund ude fra bunken med kasserede potteskår. Han kunne forvandle og se med nye øjne på alt dét, verden normalt havde givet slip på som brugbart. For Picasso startede kreativiteten her. I et atom af enkelhed, en idé, en tegning, der formedes til noget uset komplekst.

Blandt de 160 værker på udstillingen – Picasso lavede omkring 4000 stykker på godt en snes år – findes et godt eksempel på det helt umuligt skæve i optikken: Et lerfad med motiv af en spist kotelet og fire tiloversblevne pommes frites.

Det er naturligvis ikke et hovedværk, men et godt eksempel på, at Picasso aldrig løb tør. Han genfyldte med dagligdag, når de store motiver fra antikken og kunsthistorien, som han kendte fra magasiner, slap op. De helt vidunderlige stykker keramik, hvor brugsgenstanden er blevet transformeret til en veritabel skulptur, giver os fornemmelsen af skaberkraften. Ofte er kander og krukker blevet til dyr, gedekid og ugler, det er så legende, næsten barnligt og vitalt, og falder helt i hak med den biografiske fortælling om livsforyngelse, som Marilyn McCully påpeger i kataloget. Samtidig med at Picasso går i gang med keramikken, indleder han et forhold til den 40 år yngre maler Françoise Gilot, som han får to børn med. Hun er en muse og direkte motivisk inspiration for mange af udstillingens arbejder. Da forholdet ebber ud efter syv-otte år, og Picasso er kommet op i halvfjerdsårsalderen, kommer en ny forelskelse, der holder kunstneren til keramikovnen. Jacqueline Hutin er 46 år yngre end mesteren, der maler på alt fra kakler til tegl og ethvert simpelt materiale med volumen.

Der er så mange vinkler at betragte udstillingens motiver og værker fra, så mange samarbejder med dygtige håndværkere, at det er let at fare ud på et vildspor. Men udstillingen på Louisiana er så fokuseret, at der også bare er tale om keramik. Det er så jævnt og ligefremt det hele og viser, at Picasso ikke bare kunne, når han skulle, men også forberedte sine værker via tegningen og stadige strømme af forståelse for den klassiske og mytologiske verden, han var del af i det mediterrane område. Som om det græske og romerske blod flød frit i hans spanske årer, selv når han var i kunstnerisk eksil i det sydfranske solparadis. Man kan ikke lade være med at smile, når man ser en stor vase, formet og skabt som en vase, men udstyret med gul bikini. Tre ridser i leret er alt, der behøves for at lave en Picasso. Men kun Picasso kan lave dem, så de ligner noget, der er løgn: Stor kunst!

Picasso arbejder på Madoura-værkstedet i Vallauris. – Foto: Edward Quinn/Succession Picasso/ VISDA/Lousiana Press
Picassos keramik giver lyst til at studere lertøjet og alle dets levende finesser og grovheder. – Foto: Louisiana Press