Clay i Middelfart er nabo til en kirkegård, og placeringen kan synes pudsig, for ifølge den franske 1800-talsforfatter Alphonse de Lamartine er netop museerne kunstens kirkegårde.
Ikke desto mindre er der noget særligt varmt og levende over keramikmuseet med dets indhold af smukke eksempler på kunsthåndværk og et særligt skatkammer af porcelæn fra Royal Copenhagen gennem et lille kvart årtusinde. Er det ikke sådan, at med ganske få undtagelser er keramik blevet fremstillet for at bringe skønhed og glæde ind i verden? Museets nuværende hovedudstilling med værker af Carl-Henning Pedersen er i hvert fald et stærkt argument for synspunktet.
Carl-Henning Pedersen (1913-2007) havde en umådelig stor produktion. For stor, er der nogle, der mener, men hvad skulle manden gøre? Gå på pension, når det at arbejde med komposition, farver og fortælling var så nødvendigt for ham som at trække vejret?
På samme måde, som Carl-Henning Pedersen havde en overvældende produktion, faldt det ham også naturligt at arbejde med forskellige kunstneriske medier og materialer. Maleri, akvarel, skulptur, små digte og store udsmykninger, som for eksempel den 1000 kvadratmeter store frise ”Fantasiens leg om livets hjul” i den indre gård i den nu for længst lukkede skjortefabrik Angli i Herning, der senere blev til kunstmuseum.
Som andre fornyere i det 20. århundredes ekspressive maleri i Danmark – Asger Jorn, Egill Jacobsen og så videre – blev også Carl-Henning Pedersens billeder et langt stykke hen ad vejen modtaget med skepsis og det, der er værre. Men efterhånden opnåede han en ligefrem folkelig popularitet for sine poetiske billeder med fantasivæsener og eventyrfigurer, fugle, flyvende heste og fabeldyr sejlende rundt blandt sole og stjernetåger i et kosmisk ocean og en drøm om menneskelig harmoni med universet.
Kun en enkelt gang var der ballade om Carl-Henning Pedersen. Det var dengang, han i midten af 1980’erne dekorerede apsisbuen i Ribe Domkirke med sine farvestrålende smølfer, og mange mente, at den form for kunst ikke passede sig til et så betydningsfuldt sakralt rum.
Selvfølgelig måtte Carl-Henning Pedersen også beskæftige sig med keramikken.
Det var han ikke ene om i sin kreds af billedkunstnere, der udmærkede sig ved en sult efter at udtrykke sig i alle forhåndenværende medier og materialer. Idealet var, at udtrykket – uanset om det var maleri eller keramik – var spontant. Men det var selvfølgelig ikke mere spontant, end at en billedkunstner som Carl-Henning Pedersen udmærket vidste, hvad han gjorde. Som man kan se i udstillingens mange krukker, fade og figurer, behandler Carl-Henning Pedersen med sikker hånd billedfladen og erobrer den med sine figurer og ansigter indrammet af ornamentik og arabesker. Det hele er meget professionelt udført, og det reflekteres i den elegante ophængning i arkitektfirmaet Kjaer & Richters nøgterne tilbygning med udsigt over Lillebælt.
Over Carl-Henning Pedersens keramiske arbejder hviler en rolig og afklaret selvfølgelighed. Udstillingen behøver ikke en begrundelse. Men den har en anledning:
Anledningen er en større donation til museet fra kunstnerens anden hustru, fotografen Sidsel Ramson, og udstillingen er opbygget i et naturligt samarbejde med Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum i Herning.
”Lerets billedmager” er ikke keramikmuseets eneste udstilling. Ud over en mindre præsentation af nyerhvervelser folder også Cathrine Raben Davidsen (født 1972) en sammenhængende poetisk verden ud i en større gennemkomponeret installation.
Ankommet fra kosmos til Danmark i 1913 og dermed påvirket af de skelsættende begivenheder i 1930’erne og 1940’erne – økonomisk depression, verdenskrig, atomtrussel – måtte Carl-Henning Pedersen i sine tidlige billeder arbejde sig ud af mørket. Men i takt med at den grå efterkrigstid fortonede sig, og gode tider blev bedre og i historisk perspektiv faktisk helt fantastiske i Danmark, blev Carl-Henning Pedersen en af de kunstnere, der var med til at udsmykke velfærdsstaten. Farveholdningen i Carl-Henning Pedersens billeder blev gennemgående lysere og lysere og bidrog til kritikken af ham som alt for dekorativ. Ikke desto mindre er det disse kosmiske visioner, der blev hans gentagne udsagn. Altings universelle sammenhæng.
En søgen efter en universel sammenhæng kan man også finde i Cathrine Raben Davidsens arbejder på udstillingen, der, ligesom det er tilfældet hos hendes afdøde kollega, spreder sig over en vifte af udtryksmuligheder som maleri, film, tegning, grafik og en hovedvægt lagt på keramiske arbejder.
Blandt forskellene er, at farveholdningen hos Cathrine Raben Davidsen gennemgående er mørkere. Hvor Carl-Henning Pedersen viser åbne, lyse fade, er nogle af Cathrine Raben Davidsens keramiske arbejder sørgmodige urner. Krukken er en gammel følgesvend.
Anvendt både til at transportere mad og drikke og til at opbevare aske, og Raben Davidsen gennemspiller flere af de arketypiske krukketyper.
Et ønske om at forholde sig til menneskets eksistentielle vilkår klinger som en alvorlig tone gennem udstillingens arbejder. Det handler om forhold til en åndelig verden i bred forstand, om at tro på noget og søge en mening med tilværelsen. Udstillingen hedder ”Totem” og kan henvise til en form for skytsånd, ofte et dyr, der har en rituel betydning for en defineret gruppe af mennesker.
På samme måde er menneskets sameksistens med naturen et tilbagevendende tema på udstillingen. Man fornemmer, at balancen er skrøbelig. Der optræder påfaldende mange gopler – ikke et hyppigt forekommende motiv i dansk kunst – i Cathrine Raben Davidsens udstilling. Gopler i hobetal har det med at dukke op i havet, når balancen forrykkes på grund af enten udledning af gødning eller overfiskning eller en kombination af begge dele – og i tilfælde af masseforekomster af gopler slår de fisk ihjel i store mængder.
Cathrine Raben Davidsens billeder og figurer kan rumme en forfinet skønhed. Men den scenografisk opbyggede udstilling rummer også varsler og dermed en invitation til eftertanke.