Da Eva Hermann skulle begynde i 1. klasse, sagde hun til sin mor: ”Hvorfor skal jeg egentlig gå i skole? Jeg synes ikke rigtigt, jeg har tid, og det er heller ikke nødvendigt, for jeg skal jo være kunstmaler.”
Anekdoten falder tidligt i samtalen med keramikeren Eva Hermann. Fordi den er vigtig, fornemmer man. Som en forklaring på, hvad hun er: En kunstnersjæl, der hele sit liv har levet af at skabe. Og som vil fortælle noget vigtigt med det, hun skaber: At vi skal passe på naturen.
Her kan forklaringen også illustreres med en anekdote, der har noget med skolegang at gøre. Eller mangel på samme. For i 1.real, som det hed dengang, Eva Hermann gik i skole, blev hun noteret for 50 fraværsdage og fik derefter lov til at slippe både skolegang og bopælen i Aarhus, hvor hun slet ikke følte sig hjemme. Forældrene var skilt, og hun flyttede fra moderens lejlighed i storbyen til faderens klitgård i Vester Husby i det yderste Vestjylland. Her bor hun stadig. I et hus – eller rettere et hjem, som hun er fuldstændig vokset sammen med.
”Herude var friheden. Godt nok var der i begyndelsen ingen varme eller badeværelse med toilet. Det var selvfølgelig barsk, men der var den fantastiske natur, som jeg gik i ét med. Jeg vil sige, at jeg blev modtaget med åbne arme af naturen. Nogle vil mene, at det er Vorherre der står derude og tager imod. Og ja, måske er det sådan. I hvert fald er det i klitterne, det foregår, når jeg engang imellem føler behov for at sende en bøn af sted til Gud. Det er i klitterne, jeg står ansigt til ansigt med det, der er større end mig selv,” siger Eva Hermann, der, bortset fra 13 år i Normandiet, har boet på klitgården siden.
Gårdens udseende er faderens, kunstneren og træskæreren Jacob Hermanns værk. Han købte stedet i 1965, rev meget af det ned og byggede gården op igen fra en ende af udelukkende ved brug af genbrugsmaterialer. Jacob Hermann arbejdede med huset, som om det var en skulptur.
Det tog fem år, hvor hver eneste mursten blev renset af og brugt på ny, og der blev blandt andet brugt materialer, som han kørte rundt og købte på strandingsauktioner langs vestkysten. Det forklarer blandt andet, hvorfor to af dørene i Eva Hermanns køkken har koøjer. Blot én af hundredevis af detaljer, der gør huset helt specielt, og Eva Hermann knuselsker tydeligvis det hele. Ligesom hun som teenager elskede at hjælpe sin far med byggeriet og blev tæt forbundet med de gamle mursten og brædder.
”Den der trappe kom fra Vedersøs gamle forsamlingshus, og den har jeg lige malet. Det krævede lidt arbejde at få fat på den originale limfarve,” siger hun og peger på en blå trappe, der snor sig op til førstesalen af hendes galleri. I den anden ende af galleriet har hun indrettet en lille udstilling med nogle af faderens træskærer-arbejder og hans portræt. Han hører med til huset og skal derfor vises frem til gæsterne, synes hun.
Den historiske forankring er vigtig – også når hun hver dag går i værkstedet for at arbejde med sin keramik. Værkstedet fungerer næsten som en slags levendegjort museum, hvor alle faderens træskærer-redskaber og værktøj hænger og ligger side om side med hendes egne drejeskiver, ovne, bøtter, pensler og dingenoter til enhver opgave, der måtte opstå. Hun ved, hvor alting befinder sig og gør jævnligt brug af det hele.
”Det passer mig godt at være i en atmosfære med gamle ting og traditioner. Indeni mig er et stort billede af hele den fortid, som går tusinder af år tilbage,” siger Eva Hermann og knytter så en tråd tilbage til de kunstnere, der kom før hende:
”Selvfølgelig er der sket en udvikling, men rent kunstnerisk synes jeg egentlig ikke, vi bliver bedre. Det tror jeg ikke, vi kan blive, for kunsten kommer fra det indvendige af mennesket, og vi ændrer os ikke så meget. Det er ikke fordi, jeg higer efter det gamle, men jeg synes ikke nutidens kunst er stærkere end den, der var før.”
Det er blevet sagt om Eva Hermanns keramik, at det har rod i en gammel pottemagertradition, og det vedkender hun sig gladeligt. Det, hun laver, er brugskunst. Altså kopper, tallerkener, skåle og den slags, men samtidig er alt unika.
Det sidste hænger sammen med bemalingen, for Eva Hermann, der jo som barn planlagde at blive kunstmaler, dekorerer alle sine ting – og altid med motiver fra naturen. Engang dekorerede hun med en gammel teknik, hvor man brugte kohorn at male med, men nu bruger hun pensler for at gøre de vilde blomster og insekterne mere præcise. Dekorationerne kommer af alt det, hun sanser og oplever lige uden for sin dør. Ikke én til én som i en botanisk håndbog, men hun synes, de er bedst, når detajlerne er rigtige. Der må gerne være stramhed og sving i stregerne – og så skal vestenvinden gerne være med. Hun maler på leret, fordi hun ikke kan lade være, men også fordi dekorationerne skal minde alle os andre om naturens storhed.
”Jeg kæmper for, at den dyrebare skat, som naturen er, ikke skal gå tabt. Det er den, vi kommer fra og stadigvæk lever af. Alligevel så behandler vi den svinsk ved at slå alting ihjel med gift. Det kribler i mig af glæde, når lærken synger, men så kommer der én og sprøjter det hele, og der sidder lærkeungerne,” siger Eva Hermann og gør et kort ophold, inden hun fortsætter:
”Det, jeg kan gøre, og som jeg anser for at være min vigtigste opgave, er at prøve at vise, hvor smuk naturen er. Eksempelvis de bittesmå og undselige, vilde planter, som mange jokker af sted på uden at opdage dem. Og insekterne. Jeg kan se, at det jeg laver nu, er der næsten altid insekter på. Jeg synes ikke, jeg kan få mine blomster til at leve, hvis ikke der også er insekter. Blomster og insekter hører sammen.”
For nylig skrev Eva Hermann – efter en cykeltur mellem Husby og Staby– en mail til en kommunal embedsmand og botaniker. I mailen opremsede hun kællingetand, vild kørsel, rødkløver og en masse andre vildtvoksende arter, hun var stødt på i grøftekanten, og fortsatte så: ”Nu er min bøn og mit håb at de i deres spæde, unge liv ikke skal pulveriseres af en maskine, før sommeren dårligt er i vej. Hvor ville det være skønt for biodiversiteten, om de kunne få lov at udfolde deres liv måske til høsten? Derefter slås og fjernes, så vi ikke får så meget kvælstof i vores gode, vestjyske sandjord.”
Hendes klimaaktivisme går dog først og fremmest gennem lertøjet. Gennem det vil hun vække mennesker kærlighed og omsorg for naturen i deres daglige liv.
”Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan omvende verden. Men det gør indtryk, når flere fortæller mig, at de ved at sidde med en tekop, dekoreret med eksempelvis lyng eller revling, får et andet forhold til de planter, når de møder dem i naturen. Hvis det giver dem en daglig glæde at bruge tingene, så er det måske også med til at åbne deres øjne for at tage mere vare på den rigtige natur,” siger Eva Hermann.
Fra Klitgården, der bærer navnet ”Svolling”, der efter sigende på vestjysk skulle betyde noget i retning af solbeskinnet plet, er der bare to kilometer til Vesterhavet gennem den klitplantage, der udgør Eva Hermanns daglige inspiration. Denne dag er endda meget solbeskinnet og oplagt til en gåtur. Undervejs kan keramikeren slet ikke lade være med at pege på og forklare alt det, vi møder undervejs.
”Se dér har en fugl været på jagt efter biller. Det ligner en vipstjerts aftryk,” siger hun og peger på små arlignende fordybninger i sandet ved siden af en række bittesmå prikker, som åbenbart er spor efter en flygtende bille.
Lidt længere henne er det en gren, der stikker op af sandet, der fanger Eva Hermanns opmærksomhed.
”Prøv at se, hvordan den er poleret helt blank af sandet,” siger hun, imens hun lader sin ene hånd omslutte grenen.
Som altid, når hun går til havet, har hun en lille rygsæk på ryggen og en særlig god, og gammel naturligvis, kniv i hånden. Begge dele får hun brug for, da der op ad en sandbanke vokser gæslinger på en krybende pil.
”Fra den kommer noget af årets første nektar til bierne,” siger hun og skærer forsigtigt et par gæslingegrene af, som hun skal have med hjem og male efter. For sådan arbejder hun: med at male direkte på det brændte ler efter modeller plukket eller skåret i naturen.
På sådan en dag, hvor himlen er blå, og alting herude i de fredede klitter emmer af forår, føles det oplagt at tale om altings begyndelse. I det kunstnerhjem, som Eva Hermann og hendes halvsøster fotografen Kirsten Klein er vokset op i, blev der ikke talt meget om tro, men keramikeren husker, at konfirmationen gjorde indtryk. Det samme gør i dag salmerne og den stund, som hun sammen med hendes mand Ivan har hver søndag, når de sammen lytter til biskop over Ribe Stift Elof Westergaard, der udlægger søndagens tekst på sin Facebook-profil.
”Jo, jeg mener jo nok, at Vorherre skal kædes sammen med skabelsen af naturen,” siger hun forsigtigt.
”Jeg elsker jo naturen og må derfor også tro på, at noget godt har skabt den. Desværre er jeg alvorligt bange for, at alle vi mange mennesker på Jorden har fået naturen ud af balance,” siger Eva Hermann og tilføjer så, at hun vil gøre sit til at vække folks omsorg for naturen.
”Det er vigtigt for mig, at det ikke blot er nogle få nørder, der kæmper for naturen og så en hel masse, der udnytter den til at leve af eller blot lægger mærke til den, når de er ude at gå en tur i weekenden.”
Selv vil hun nødigt nogensinde væk fra klitlandskabet og ”Svolling”. Det passer hende godt at bo lidt ude på kanten. Menneskene i området kalder hun for trofaste og solide, og hun er glad, når naberne også indimellem er hendes kunder.
”Jeg er meget stolt, når jeg kan få lov at lave et fad med sortebær og lyng til et guldbryllupspar herudefra. Det er noget af et ridderslag.”