Prøv avisen

Helga Flatland har skrevet nervepirrende drama om den moderne familie i opløsning

5 stjerner
Nordisk, og dermed også norsk, litteratur er inde i en ny guldalder i disse år med international opmærksomhed omkring navne som Karl Ove Knausgård, Lars Saabye Christensen, Tomas Espedal og Linn Ullmann. Helga Flatland placerer sig dér, hvor nordisk litteratur har ramt en guldåre; nemlig i det nære familiedrama, hvor en familie oplever en krise. Foto: Leif Tuxen

Norske Helga Flatland ser med lup på eksistensen i en pæn, lys norsk familie, der kokser ud, fordi mor og far på 70 år vil skilles og realisere sig selv

Forfatteren til ”En moderne familie” hedder Helga Flatland, og hun kommer fra Flatdal i Norge. Det lyder nærmest som en joke, men hendes nye bog er alt andet end flad. Den er en cirklende rundrejse ud og ind af sjælene i en familie, der står midt i en livskrise.

Dramaet begynder, da familiefaderen Sverre fylder 70 år, og han og moderen inviterer deres tre voksne børn med koner, mænd og unger til Rom. Det lyder på papiret hyggeligt, men de er alle meget anspændte, og det idylliske setup føles forkert. I hvert fald er det sådan, Liv, den ældste datter, fornemmer det – hun stresser rundt og overvåger faderen og moderen, sin teenagesøn Agnar, sin sjaskede mand, sin smukke lillesøster, sin forkælede lillebror – og ja, nærmest hele Rom. Først efter et par glas vino slapper hun lidt af på en café ved Colosseum, men hun fornemmer, der er noget i gære.

”Vi har ikke været på ferie sammen i måske 20 år, ikke siden begrebet ’familie’ kun rummede Ellen, Håkon, mig og mor og far. Jeg kan ikke huske, at jeg dengang oplevede os som så fremmede over for hinanden, som jeg gør nu.”

Og Liv mærker rigtigt. Der er fremmedhed i gære. Mor og far vil skilles, de er 70 år, og de er enige om, at de har ikke mere at give hinanden. Selv barndomshjemmet skal sælges, og de tre voksne børn er i det dybeste chok. Forældrenes valg sætter skred i en lavine af udvikling i de tres liv, for når familiens faste stamme ikke er der mere – hvem er de så selv?

”Jeg kan ikke få kontrol over tankerne, de springer fra scene til scene: Hvordan jeg skal fortælle dette til Agnar og Hedda, hvordan far tager flyttekasserne med sig, eller måske er det mor, der skal flytte, huset i Tåsen uden mors lænestol i hjørnet, hvem vil invitere til jul, jeg bliver et barn.”

Da forældrene flytter fra hinanden, flytter tingene sig i børnenes liv, og hver enkelt af dem ryger ud i en krise i forhold til deres egne valg.

Den tilpylrede efternøler Håkon skal pludselig blive voksen i en alder af 30 år, bomstærke Liv klasker sammen og sætter spørgsmålstegn ved alting – og det smukke midterbarn Ellen vil være mor, men kan ikke, og skilsmissen sætter hendes eget liv på spidsen:

”Tænk hvis jeg aldrig kan få børn, tænker jeg nu, mens jeg står i brusebadet, så er det her den eneste familie, jeg har.”

Helga Flatlands sproglige intensitet og fortællemæssige greb er forførende, og gennem synsvinkelskift mellem de tre søskende, Liv, Ellen og Håkon, får læseren indblik i sjælelige rørelser, begær, jalousi og latterlige barnagtigheder hos tre, der burde være voksne, men som overhovedet ikke kender sig selv (eller hinanden). For hvis min familie ikke ér – hvem er jeg så? Det eksistentielle spørgsmål skal besvares, og hos Liv viser det sig, at hendes eget ægteskab står på en afgrund, og med et ekko af Noras stærke ord til Helmer i slutscenen i ”Et dukkehjem” er det hér Liv, der pludselig opdager, hun lever sammen med en fremmed:

”Men det kan jo være, de har en pointe, at det ikke behøver være så skæbnesvangert, som du gør det til, siger Olaf, og jeg bliver stum af mangel på støtte, hvem er han egentlig, ham, der står der i dørkarmen i vores fælles hus og fælles liv og spiser en skive brød med ost og har været min kæreste i næsten 20 år – og som på et så afgørende tidspunkt afslører, at han overhovedet ikke kender mig.”

Nordisk, og dermed også norsk, litteratur er inde i en ny guldalder i disse år med international opmærksomhed omkring navne som Karl Ove Knausgård, Lars Saabye Christensen, Tomas Espedal og Linn Ullmann. Helga Flatland placerer sig dér, hvor nordisk litteratur har ramt en guldåre; nemlig i det nære familiedrama, hvor en familie oplever en krise – og hvor fortrængninger, fortid og jalousi pludselig vælder op til overfladen. Det er gjort før, af ikoner som Henrik Ibsen og Ingmar Bergman, men i vores nutid får familiedramaerne en ekstra dimension, idet familien som samlende kraft og værdi er under afvikling.

”En moderne familie” prikker derfor der, hvor det gør allermest ondt i det moderne menneske, familien. Der bliver sat spøgsmålstegn ved det allerhelligeste, når familien bliver meningsløs. I Norden fortæller vi således ikke historier om borgerkrig, tvangsægteskaber og flugt fra fædrelandet – men vi har til gengæld den nordiske familie i psykologisk opløsning. Et nervepirrende drama, som Helga Flatland med stor indsigt og køligt overblik har givet et fremragende bud på her.