Det var midtoktober, da sne-bolde og gløggmix rykkede ind på tilbudsrækkerne i Netto, og storcentrene tændte deres julelys. Det var ikke spor for tidligt. Nu skal vi til at overveje, hvordan julen skal fejres i år.
På Svalegangen i Aarhus har de også tændt for julestemningen og præsenterer en kernefamiliejulekomedie, der må få de fleste til at grine genkendende.
Det er ikke bare en hylesjov generationsanalyse – den svier også lidt. Og den sætter overvejelser i gang. Kan man holde jul på en anden måde? Kan man løfte sine familieforpligtelser på en anden måde?
Poul og Jette er forældre og bedsteforældre i matchende røde dunjakker, der kæmper med klassiske bedsteforældredilemmaer. De står midt i julegaveræset, har ravet rundt i Aarhus midtby hele dagen og kæmper med at holde styr på ønskelister, hvidriflet Royal Copenhagen og kasser med Transformers. Poul er træt af at være ”senior au pair” og vil helst bare holde jul i Norge og stå på ski. Det kan man jo godt forstå.
Men de, særligt Jette, vil og-så gerne behage alle og holde sammen på familien for enhver pris. Så de lader sig tromle ned af deres krævende børn. Det er så bøvlet, at vi ikke selv kan vælge, hvem vi er i familie med. Og hvem vores børn og søskende gifter sig med.
”I familien” griller både bedsteforældregenerationen og to forældretyper fra henholdsvis Kähler-segmentet og spelt-segmentet. Vi møder den grønne, idealistiske øko-familie, som udtrykker behov og skælder ud på en anerkendende måde. Sådan nogle forældre, der henter tidligt. De er dem, der giver det andet forældresæt, karriere-forældrene, ligusterfascisterne, kronisk dårlig samvittighed over deres overforbrug og mangel på timer i døgnet. Man fornemmer, at et opgør er nært forestående.
Parrene lever i parforhold, ja, men de har overfokus på egne behov og kæmper med informationsoverload og for-ventningspres. Det er svært at afkode, om de inviterer deres forældre til juleklip, fordi det er det, man bør, eller fordi de har lyst. De ved det sikkert heller ikke selv.
Forestillingen er instrueret af teatrets direktør, Per Smedegaard, som har formuleret en rammende sætning om den yngre forældregeneration:
”Individet har et uhyggeligt vokseværk i disse tider, og det går ud over sammenhængskraften i den moderne familie.”
Anna Panduros tekst, personinstruktionen og spillet er meget præcist og nuanceret og rammer denne nerve. Den intime scenografi sparker det hele i mål.
Ole Jakobsen og Vibeke Ha-strup er indtagende sammen og lægger beslag på vores sympati. Kaja Kamuk og Daniel Bevensee, Martin Geertz og Kirstine Hedrup leverer sjældne troværdige portrætter af fire meget forskellige mennesker. Deres spil grænser til hyperrealistisk, og de spiller deres karakterer helt til spidsen. Også når ”kameraet” ikke er rettet mod dem – og det er netop her, de små detaljerede karaktertræk træder frem.
Det er jo jul, og så skal vi være gode ved hinanden, og vi skal give gaver, og så skal vi shoppe os selv til døde i et center fuld af tør luft og børneskrål, fordi Tobias og Helle ønsker sig en azurblå køleskabskaraffel. Vi gør det hvert år, men måske det er værd lige at tænke over, hvem vi gør det for.
”I familien” moraliserer ik-ke. Den opstiller bare situationer for os, så vi kan se dem tydeligere og uden farvede briller. Det er en perfekt forestilling at sparke julesæsonen i gang med. Og man kan passende tage hele sin pukkelryggede familie med.