Kerstin Ekman skriver med hele alderdommens klarsyn

Kerstin Ekman yder sit forfatterskabs ypperste i sin seneste roman "Ulvespring", der er en af årets mest helstøbte bøger

89-årige Kerstin Ekman er nomineret til dette års Nordisk Råds litteraturpris. Hun er aktuel med romanen "Ulvespring".
89-årige Kerstin Ekman er nomineret til dette års Nordisk Råds litteraturpris. Hun er aktuel med romanen "Ulvespring". . Foto: Sandra Qvist.

Da jeg for kort tid siden besøgte en gammel forfatter, klog som Kerstin Ekman (født 1933) og bare fem år yngre, spurgte jeg: Hvad har livet lært dig? Og hendes svar kom helt af sig selv: at mennesker altid er smukke, når de er autentiske. Det har livet lært mig.

Det kan lyde elementært. Men jeg har tænkt på det siden. At der er noget, man først SER i alderdommens sidste lys. Dette oprindelige, sande sted. Og man ser, hvor smukt det er.

Det er dét sted vores hovedperson Ulf møder i Kerstin Ekmans seneste roman "Ulvespring". Og det vender op og ned på hans liv. Nytårsdag er han søgt ud i skoven. Vi er i Midtsverige, det er dagen før hans 70-års fødselsdag. Huset venter gæster, men han vil helst være alene.

Da ser han pludselig en hanulv. Han er pensioneret forstkandidat, har været jæger hele sit liv og jagtleder i 16 år. Så han er vant til dyr. Han slår dem ihjel. Sådan er hans natur. Hardcore.

Men det her er anderledes. Det er, som om han ser ulven for første gang. Ser dens blik, tegningerne om øjnene, de fine dækhår. Og han følger sporene i den nyfaldne sne, til de luntende forsvinder. Men i ham sætter de sig fast.

Mødet er så skelsættende, at han ikke engang kan sige sætningen til sin kone: "Jeg har set en ulv." For han har set meget mere end det. Han har set, at han og ulven kommer fra det samme sted, at de tilhører hinanden.

Og min anmeldelse kunne slutte her.

For det blik gennemtrænger hele romanen. Med det bygger Ekman en forbindelseslinje mellem naturen og os – uden et eneste ord eller punktum eller mellemrum eller udråbstegn for meget. Uden andet end alderdommens klare syn. Og hvis Kerstin Ekman ikke får Nordisk Råds litteraturpris, som hun i år er nomineret til, for dette eminente ulvespring, dette dyrenes og nåletræernes og menneskenes og autenticitetens hjerteråb, så er der ingen rimelighed til.

Men vi andre, læserne, får heldigvis hele prisen: myte og realisme i den udsøgte, næsten thrilleragtige blanding, Ekman har så stor en sans for. Et sugende kenderblik ind i skovens hemmeligheder. Et fint formet ægteskab mellem to mennesker, Ulf og Inga, der er forskellige og dog så sammen. Et portræt af et menneske, der langt oppe i alderen må ændre spor og tåle at blive udstødt fra den verden af mandehørm, skovrydning, jagtinstinkt og trofæer på væggen, der har været hans livs bærende bjælke. Og som alligevel til sidst rækker hånden frem til forsoning.

Og vi får mere end det. Vi får lov til at tænke over vores egen bærende bjælke, uden at Ekman løfter en eneste vulgærpolitisk pegefinger. Hun løfter os bare op, så vi selv kan se ind, så vi selv kan mærke. Dyrene, skoven, lugtene, mosset, græsset, os selv. Og vi får lov til at spørge: Hvad er det, vi vil med naturen. Eller rettere, hvad vil den med os? Er der et blik, vi har glemt?

Kerstin Ekman: Ulvespring. Oversat af Anne Marie Bjerg. 208 sider. 249,95 kroner. Gyldendal.