Khaled Hosseini har i sine bøger slået på sin afghanske baggrund. Men nu er det med udgangspunkt i konflikten i Syrien – og ikke mindst syriske flygtninges farefulde færd over Middelhavet – at han har skrevet bogen ”En bøn til havet”, der netop er udkommet.
Bogen er en faders brev til sin søn, der er drevet på flugt fra syriske Homs. Historien er inspireret af den treårige syriske dreng Alan Kurdi. Billedet af hans lig i vandkanten på den tyrkiske kyst for tre år siden var med til at rykke ved holdningen til flygtningestrømmen fra blandt andet Syrien.
”Jeg vil gøre det klart, at det ikke er en historie om Alan Kurdi. Jeg har valgt navnet Marwan til drengen, for det er et navn, jeg altid har elsket, og som afspejler, at personen har et hårdt ydre og et blødt og følsomt indre. Det er ofte vilkårene for børn i krigs- og konfliktzoner. De skal have et hårdt ydre og følsomt sind.”
Kristeligt Dagblad møder den nu 53-årige Khaled Hosseini på et hotel i det centrale London, efter han aftenen før er blevet interviewet om bogen foran et publikum på omkring 1500 personer i Royal Festival Hall – en skarp kontrast til hans første oplæsning af ”Drageløberen”, som var for fem mennesker i en boghandel i Boston.
Du har givet bogen titlen ”En bøn til havet”. Hvorfor bøn?
”Fordi den rejse, der venter familien, er utrolig farlig. Tusinder af mennesker er døde på den rejse, og manges lig er aldrig fundet, efter de forsvandt på havet. Så jeg tror, at hvis jeg sad på stranden med min søn og skulle sende ham med en menneskesmuglers båd, så ville jeg også bede en bøn.”
Er det en religiøs bøn – eller en mere generel bøn?
”Jeg har været meget forsigtig med ikke at sætte det ind i en specifik religiøs ramme. Så det er ikke nødvendigvis en religiøs bøn, men mere en refleksion over, at alle mennesker har brug for den bøn, uden den behøver at være religiøs. Det er ganske muligt, at den fader har sagt en bøn fra Koranen for sin søn, og hvis han var kristen, ville det være en kristen bøn. Men det er en del af denne bog, at den ikke handler om Syrien som sådan. Personerne kunne være afghanske eller somaliere eller fra Eritrea. Det er vigtigt for mig, at det er en universel historie om mennesker, der tager på de desperate rejser.”
Du skriver malende om drenge, der lærer at svømme i et bombekrater. Hvor henter du de billeder?
”Jeg har læst om dem i aviserne, og jeg har set byer, der er blevet bombet. Og børn er, uanset hvad der sker, børn, og alt er deres legeplads. Og jeg læste, at børn legede og svømmede i bombekratere.”
”Bøn til havet” er en lille illustreret bog med en meget kort tekst, som ligger langt væk fra dine tre romaner. Hvorfor den stil?
”Jeg blev bedt om at tale ved en indsamlingsmiddag for UNHCR sidste år. De sagde, at jeg kunne læse noget op fra en af mine romaner i fem minutter. Men jeg ville gøre noget mere og andet. Og den historie om børn, der rejser over Middelhavet, er så bekymrende og foruroligende. Historien kom af sig selv over et par eftermiddage. Fordi jeg havde begrænset tid til at tale, så er historien impressionistisk, nærmest som et langt digt.”
Khaled Hosseini er selv flygtning. Hans far arbejdede på den amerikanske ambassade i Paris, da de sovjetiske styrker for snart 40 år siden rullede ind i Afghanistan, og familien fik asyl i USA. Men selvom Khaled Hosseini erkender, at han som flygtning var privilegeret, så var det stadig et kulturchok at starte på en skole i Californien med et rigtigt dårligt engelsk, hvorfor det var flygtningebørn fra Cambodja, han var sammen med i frikvartererne.
Siden blev det engelske perfekt, og han blev uddannet læge og fik sit litterære gennembrud med ”Drageløberen”. Han bor i Californien, er gift og far til to teenagedrenge. Til spørgsmålet om, hvorvidt han selv har ambitioner om at vende hjem til Afghanistan og hjælpe med at genopbygge landet, lyder svaret:
”Da jeg besøgte Afghanistan for første gang i 2003, så mødte jeg mange mennesker, som jeg kendte fra Californien, der var vendt hjem. For mange er trangen til at vende hjem evig. Men jeg fandt, at den bedste måde, jeg kan hjælpe Afghanistan, er ved at være historiefortæller. Og ved at give noget tilbage gennem min fond, som er fokuseret på at hjælpe kvinder og børn.”
Som goodwillambassadør for UNHCR arbejder du for at hjælpe flygtninge. Men hvordan ser du den villighed, som der er i Vesten til at modtage flygtninge?
”Jeg bor i et land, USA, der har nydt og fået mange fordele af, at folk fra alle samfundslag, religioner, racer og nationaliteter lever sammen. Jeg mener, at landet er blevet stærkere og bedre af den store diversitet. Jeg tror ikke på, at diskrimination og racisme hører hjemme i det 21. århundrede. Men jeg forstår, at der er et udfordrende politisk klima, at der en vækst i folk, der er imod flygtninge og immigranter. Optimisten i mig vil gerne håbe, at det er funderet på en manglende viden om de menneskers vilkår.”