”Tidligere har jeg ofte beskæftiget mig med verden omkring mig. Alle eksterne forhold. Hvordan påvirker de mennesker, og hvordan påvirker de det, der er udenfor. Nu beskæftiger jeg mig mere og mere med mennesker, der kommer hjem og lukker døren og er alene med sig selv.”
Sådan sagde Krzysztof Kieślowski, som i foråret 1990, da ”Dekalog” blev vist uden for Polen, brød alle mure – også til de vestlige seere, som lukkede ham og hans alvorsfulde mennesker ind i deres hjerter.
Kieślowskis ti film om De Ti Bud er til dato det mest hyldede polske filmværk internationalt.
Den nyeste bog om instruktøren, der døde som blot 56-årig i 1996, fortæller en anden historie om Kieślowski. Manden, der lavede ”Dekalog”, fik succes, blev berømt. Men overhovedet ikke lykkelig. Først og fremmest var han udmattet. Et vrag – fysisk og psykisk.
I er coronaramt Warszawa sidder Katarzyna Surmiak-Domaska, Polens førende Kieślowski-ekspert og forfatter til ”Kieślowski. Zblienie” (Kieślowski. Zoom ind), klar ved telefonen.
Kieślowskis film er blevet gennemanalyseret, der findes hyldemeter af bøger om ham. Hvorfor skrev du en ny bog på over 600 sider?
”Der hang en sorg over Kieślowski. En stille resignation. Han havde den fra barnsben, og den fyldte alle hans film. Han kunne ikke finde ud af at lave en komedie. Han prøvede med ’Hvid’, men der kom endnu en sørgelig film ud af det. Mange mennesker genkender den sorg, og den virker rensende. Det er oplevelsen af at falde ned i en brønd, man har lyst til at græde – og så vender man op til overfladen igen. Hans film rummer en sorg af en høj kvalitet, en autentisk melankoli. Han vælger altid protagonister, som er kuldsejlede, faret vild. Syndige protagonister.”
Han kunne ikke få ”Dekalog” ud af hovedet, fortæller Katarzyna Surmiak-Domaska og citerer instuktøren:
”Jeg må indspille De Ti Bud. Findes der noget, som er godt og ondt, løgn og sandhed, ærlighed og uærlighed? Hvad er det? Hvordan skal man gå til det?”
Den oprindelige plan var, at ti debuterende filmskoleelever skulle lave et afsnit hver. Filmene skulle foregå i et boligkompleks, hvor man ser mennesker, der bor i ens lejligheder, handler de samme steder, har det samme postnummer.
I et år arbejdede han og medforfatteren, advokaten Krzysztof Piesiewicz, på manuskriptet i Piesiewicz’ lille køkken. Derefter filmede og klippede Kieślowski med en desperat energi – 14-16 timer i døgnet – alle ti film samtidigt.
Episoderne skulle ”være inspireret af de enkelte bud i samme grad, som De Ti Bud har indflydelse på vores daglige liv”, sagde Kieślowski. ”Altså i løs forstand.”
Filmene skulle argumentere for, at livet ikke kan blive løst, kun accepteret.
I den første film spørger en dreng sin far: ”Hvorfor dør mennesker?” for at Kieślowski kan adressere et spørgsmål, som er mere presserende for ham: ”Hvorfor lever folk?” Den sjette, om den unge mand, der overvåger naboen i en kikkert, kalder han ”Den kommunistiske Werthers lidelser”. Den niende handler om en mand ramt af impotens, der går ind i et skab for at fange sin kone med hendes elsker – ifølge Piesiewicz en anvisning på, at man bør vide alt i livet.
”Det særlige hos Kieślowski er, at han ikke dømmer. Han gør en ung mand, der dræber en taxachauffør for 10 zoty, til hovedperson. Jeg har en fornemmelse af, at Kieślowski føler empati med morderen,” siger Katarzyna Surmiak-Domaska og fortsætter:
”Han zoomer ind på sine protagonister, som opfører sig frastødende, på en måde, så vi tænker: ’Hvordan er jeg anderledes, så jeg i mit liv ikke også kunne fare vild?’ Og i stedet for at fordømme eller diagnosticere, træder han i deres sko og fordrer os til at føle med karaktererne, som nogle gange er i ret ekstreme situationer.”
I alle ti film varsler Zbigniew Preisners melankolske strygere den ventende tragedie. I alle ti film møder vi mennesker, der er ladt alene med sig selv. I lejligheder klædt med den mest grå beton, så et juletræ får det til at virke som om, det hele er optaget på en anden planet.
”De franske anmeldere skrev om Kieślowski ‘surrealisme’, at han bevidst forvrænger virkeligheden for derigennem at fortælle noget: Mælkeflaskerne foran boligblokken, mennesker i tykke frakker, folk der bærer bilakkumulatorer op i lejligheden om natten – i alt det så anmelderne en karikeret virkelighed. Men sandheden var – og vi i Polen vidste det – at ’Dekalog’ var virkeligheden, én til én. Man så alle mulige allegorier, for eksempel at ’En lille film om kunsten at dræbe’ (biografversionen af ’Dekalog 5’, som allerede havde premiere i 1988, red.) er en politisk film og fortæller om kommunismens død. Men sådanne ting faldt overhovedet ikke Kieślowski ind.”
Vestlige anmeldere beskrev hans film som ”røntgenbilleder af sjælen”. Og Kieślowski talent og åndelighed mindede om Ingmar Bergmans: Asketisk instruktion, stærk form. Kieślowski passede ikke ind i en model med polsk romantik med smukke fresker som hos Andrzej Wajda. Hans film var en hård samtale.
Selv i Brasilien stod folk hver dag i kø foran en biograf, der i en måned kun spillede én film: ”En kærlighedshistorie” (biografversionen af ”Dekalog 6”). Stjernesociologen Slavoj Žižek skrev om Kieślowski. Robert de Niro sagde, at ”Rystelser rammer én i nakken, og man har indtryk af, at der er én, der taler gennem Kieślowski.”
”Vesten var fascineret af Kieślowski og så en shaman med fantastiske visioner. Det skabte en del stress hos Kieślowski. Han følte, at den voldsomme succes, berømmelsen, som mødte ham i Vesten, bundede i en misforståelse, og at det hele til sidst ville komme frem og ende i en stor katastrofe. Han levede med en fornemmelse af en katastrofe,” fortæller Surmiak-Domaska.
I bogen minder hun om, at Kieślowskis mest berømte tale var tre sætninger lang: ”Jeg havde ikke forventet denne præmie. Jeg håber, Polen er i Europa. Tak”, sagde han i 1988 under modtagelsen af en Felix for bedste europæiske film for ”En kort film om kunsten at dræbe”. I et stående bifald deltog Bergman og Antonioni.
I årene op til Murens fald talte mange om, at kommunismen i Europa var ved at være slut. Film fra bag Jerntæppet oplevede en gunstig tid; der opstod en mode og endda en snobbisme. I udlandet blev Kieślowski konstant spurgt om Polen og politik. Hvad skulle han sige til dem, når han ikke følte denne entusiasme?
Kieślowski blev et ikon for frihed. Men selv forventede han aldrig succes, men forberedte sig på det værste:
”Mennesket fødes som enten optimist eller pessimist. Jeg er født pessimist, og jeg dør som pessimist,” som han sagde.
Bogen portrætterer en mand, der vågnede om morgenen med sorte tanker, som kun blev endnu mørkere hen ad dagen. Journalisterne elskede den kæderygende instruktør, der lignede en filosofiprofessor, der lige havde fået bugt med en lungebetændelse.
Hvorfor lavede han egentlig ”Dekalog”?
”Alt tyder på, at han med ’Dekalog’ ville skabe en prædiken til sig selv. I hvert afsnit er der en synd, men de er alle situationer, som er meget lidt entydige. Der er snarere en moralsk relativisme: Man kan ikke helt sige, hvem der er god eller ond. Og mange mennesker mener, at han prøvede at relativere sine egne synder. Kieślowski lagde ikke skjul på, at alle hans film handler om ham selv. Og måske derfor er hovedpersonerne i ’Dekalog’ så overbevisende, og vi føler empati med dem, fordi der bag dem gemmer sig Kieślowski.”
Hvad overraskede dig mest i arbejdet med bogen?
”I min research undersøgte jeg, om der er nogle interessante spørgsmål eller en gåde, man kan stille. Og jeg fandt gåden hos Kieślowski: At han, som opnåede den mest spektakulære succes blandt polske kunstnere, er så usikker på sig selv. Så ufattelig skeptisk i forhold til sin egen succes. Normalt skal instruktører blot have et par priser, og så opfører de sig som stjerner. Men jo større Kieślowski blev i folks øjne, jo mere krympede han over for sig selv.”
En danskproduceret dokumentarfilm bærer titlen ”I’m So-So...”
”Netop. Det var et af hans yndlingsudtryk. Han sagde ofte, at ’den og den film ikke rigtig lykkedes’. ’Den film ville have været bedre, hvis…’, ’Den og den film lykkedes ikke, fordi…’, ’Den film er ikke dårlig, men…’, ’Den film lykkedes ikke, og jeg ved ikke hvorfor’. Han kunne ikke anbefale nogen af sine film.”
I din bog skildrer du Kieślowski som menneske. Af kød og blod. Ikke idealiseret. Hvad kan vi bruge ham til i dag?
”Under mine møder med læsere understreger jeg ofte, at Kieślowski er en vigtig instruktør i vores tid qua sin sympati for andre mennesker. Se for eksempel på hans film fra 1970’erne: I en tid med kommunisme, og hvor der var et parti, valgte han ofte karakterer, der var medlemmer af kommunistpartiet. Han var fascineret af dem, som valgte at gå den vej og blev medlemmer af partiet. Han valgte protagonister, der var kontroversielle. Mennesker, som vi i vores daglige liv ikke ville give hånden. Men via filmens zoom kom de personer meget tæt på os. I dag hersker en masse antagonismer og delinger i vores land. Hans syn på mennesket fra den anden side af barrikaden er virkelig vigtigt og aktuelt. Han var imod at lave opdelingen ’vi’ og ’dem’. Eller sige, at de andre er onde, for eksempel PIS-partiet (partiet Lov og Retfærdighed, et polsk nationalkonservativt og kristendemokratisk politisk parti, red.), at man ikke skal give dem hånden og smide dem ud, sværte dem til på Facebook. Kieślowski var interesseret i mennesker; han undersøgte, hvori den anden er forskellig. Han lærte os en anden tilgang, kig på mennesket og jeg er overbevist om, at han i dag ville lave film, som viser disse opdelinger, og at vi ikke er så forskellige fra hinanden.”