Søren Kierkegaard blev konfirmeret af J.P. Mynster, og man kan da kun være enig med idéhistorikeren Lise Søelund, når hun i sin bog ”År for år med Kierkegaard. Søren Kierkegaards filosofi og biografi i udblik, indblik og tilbageblik”, bemærker, at han næppe ved den lejlighed forudså kritikken, som han sent i sit liv skulle rette mod Mynster i dennes påståede egenskab af sandhedsvidne.
Bogen rummer flere lignende irrelevante – for ikke at sige besynderlige – kommentarer fra Søelund. Et eksempel:
Efter malende at have dvælet ved de ”halve grise, hele kyllinger og mange bakker æg”, der angiveligt på Kierkegaards tid ”er gået ind over alterbordet og ned i” præsters maver, mindes hun uden overgang eller ophold – midt i et afsnit – barndommens juleindkøb på skibsforbindelsen mellem København og Malmø.
Noget lignende gør sig gældende i en passage om Kierkegaards flytning i 1837 til Løvstræde 7 i København. Atter uden overgang skriver forfatteren:
”Jeg flyttede til en lejlighed på 5. sal, og her var masser af ro og mulighed for tankevirksomhed, og den ro har Søren tilsvarende brugt til at overveje, i hvilken retning hans livsanskuelse skulle gå.”
Man må spørge: Hvor var forlagsredaktørens rettepen?
Med ”År for år med Kierkegaard” har det været Lise Søelunds hensigt at ”gå i dybden” med hvert af Kierke- gaards 42 leveår, med ”hvad han foretog sig, skrev og tænkte eller tænkte tilbage på det pågældende år”.
Kompositionsprincippet overbeviser imidlertid ikke om sin hensigtsmæssighed. Det er, som om forfatteren insisterer på en overskuelighed, der ikke findes. Det må dog tilføjes, at hun virker som en kompetent rundviser i Kierkegaards univers. En rundviser med overblik. Men formen er springende. Og som biografi giver bogen ikke mere end det absolut forventelige.
Lise Søelund afslutter bogen med nogle generelle betragtninger om Kierkegaards forfatterskab – blandt andet i forhold til den generelle tendens til hele tiden at ville forudse i stedet for at være til stede i nuet.
Vi læser, at det første skaber ”ubærlige byrder”, mens det sidste ses som vejen til glæde. Sammenfattende gælder det om – som Søelund formulerer det med henvisning til sin læremester – ”at man skal finde den sandhed, der er sandhed for mig, for først da finder man sin fylde i livet”.