Kierkegaard-bog uden dokumentation

"Stadier på antisemitismens vej" var efterårets mest omtalte bog. I debattens hede glemte man imidlertid at spørge, om der overhovedet er orden i Peter Tudvads grundlæggende dokumentation

Under læsningen af "Stadier på antisemitismens vej" får man den mistanke, at emnet har interesseret Kierkegaard betydeligt mindre end hans sene kritiker, og følgen er, at hele værket kommer til at ligne en omvendt pyramide: minimal grundflade, enorm overbygning. --
Under læsningen af "Stadier på antisemitismens vej" får man den mistanke, at emnet har interesseret Kierkegaard betydeligt mindre end hans sene kritiker, og følgen er, at hele værket kommer til at ligne en omvendt pyramide: minimal grundflade, enorm overbygning. --. Foto: Leif Tuxen.

Søren Kierkegaard og jøderne – hvorfor endnu en gang tage Peter Tudvads bog om emnet frem? Den er jo blevet anmeldt, har affødt interview og i det hele fået megen omtale, ikke mindst fra Tudvad selv.

Men ingen er vist gået ind på spørgsmålet om dens grundlæggende dokumentation, og det vil jeg nu prøve at gøre.

Forlods kan det røbes, at dokumentationen er overraskende snæver, værkets omfang taget i betragtning. De direkte citater er få og kommer for en del igen flere gange, så samlet fylder de bevisende tekststeder kun et par flade tallerkener. Man kan få den mistanke, at emnet har interesseret Kierkegaard betydeligt mindre end hans sene kritiker, og følgen er, at hele værket kommer til at ligne en omvendt pyramide: minimal grundflade, enorm overbygning.

Men den omstændighed siger naturligvis ingenting om dokumentationens holdbarhed. Det gør derimod Tudvads forord. Her mindes han en tidligere artikel med samme titel som bogen – "Stadier på antisemitismens vej" – hvor han kunne bringe "kompromitterende citater". To genopfrisker han:

1. Døden "aagrer værre end den blodtørstigste Jøde". Denne sætning gik ved bogens udgivelse gennem adskillige medier som et utvetydigt vidnesbyrd om Kierkegaards antisemitisme. Den er dog ikke fuldstændig, men fortsætter med paralleludtrykket: "værre end den blodløseste Puger". Hermed er fokus flyttet fra jøden til døden, som han sammen med pugeren skal illustrere, og han er næppe tænkt som virkelig, men leder tanken hen på en velkendt fiktiv skikkelse: Shakespeares Shylock, som ville tage sig betalt med et skålpund kød af sin skyldners bryst. Hvad værre er, så skyldes udsagnet ikke Kierkegaard, men en af hans fiktive skikkelser – Quidam i dagbogsromanen "Skyldig-Ikke Skyldig", der bag sig har en fiktiv forfatter (Frater Taciturnus) og tilmed er bragt i trykken af en fiktiv udgiver (Hilarius Bogbinder). Hvornår er det blevet tilladt at hænge en digter op på, hvad han lader en af sine personer sige?

Hele den påståede skandale kan koges ned til, at gennem de nævnte mellemled lader Kierkegaard sin Quidam udtrykke sig efter tidens sprogbrug, og i den lå der vitterlig en del antisemitisme. Det er en velkendt sag, for noget af det er blevet hængende op til vore dage – endnu jeg har kunnet tale om "at jøde en ting" og mene "stjæle". Sådanne udtryk kan selvsagt ingen længere tillade sig, men hvis Kierkegaard gjorde det i højere grad end andre skribenter fra tiden, var det næppe, fordi han var særligt ude efter jøderne, men fordi han i det hele ønskede at lægge sin stil så tæt op ad dagligsproget som muligt, at fange hverdagstonen. Som når han lader æstetikeren A tilråbe verden sit enten-eller, "som man raaber Hep efter en Jøde", og senere under kirkekampen i eget navn råber "Stop Tyven!" efter præsten, "som der er blevet raabt Hep efter en Jøde".

De tre bogstaver var forfølgelsesråbet under Jødefejden i 1819, som Tudvad insisterer på at kalde en pogrom, dog uden døde og fordrevne. Husker jeg ret, har han desuden vidst at fortælle en intetanende interviewer, at Kierkegaard i fuld offentlighed råbte hep efter en jøde.

2. Kierkegaard har talt om "Jødernes Forkjerlighed for Penge" og skal dermed have kontrasigneret en klassisk fordom. Nu er vi ikke længere i hans udgivne værker, men hans notesbøger, Papirerne, som de kaldes, men forskellen er for Tudvad ens.

Ellers kunne man jo nok synes, at hvad en forfatter trykker, må han regne med bliver taget som hans mening om dit og dat, men hvad han for sig selv noterer – navnlig mens han som her endnu er ukendt og ikke regner med at få sine skrivebordsskuffer endevendt – det kan være alt muligt, lige fra hans hjertens mening over til det stik modsatte, som han blot skriver for at få prøvet en formulering af.

Men altså: Som ung skal Kierkegaard have sunget med på den kendte sang om jøders griskhed. Det stemmer dårligt med Tudvads egen tese om, at oprindelig var han ingen jødefjende, men blev det efterhånden i takt med, at hans syn på kristendommen skærpedes. Imidlertid er notatets tema ikke jødernes begærlighed, men deres "abstrakte Characteer", der blandt andet viser sig i, at de er ude efter penge, men ikke for eksempel ejendomsbesiddelse. Muligvis ser han her deres fædrelandsløshed spille ind. Sikkert er det, at han ikke tillægger dem mere havesyge end alle andre.

Som det vil være fremgået, er der al mulig grund til med Tudvad at kalde citaterne kompromitterende. Spørgsmålet er bare, hvem det er, der kompromitteres (ikke Kierkegaard).

Altså er det med betydelig forhåndsskepsis, at man blader væk fra forordet og giver sig i kast med brødteksten, alle ens fup-antenner foldes ud, og kontrolfingeren omme i noteapparatet holdes i konstant alarmberedskab. Men snart opdager man, at man såmænd godt kan slappe af, ganske enkelt fordi det er de færreste af de mange følgende sider, der handler om Søren Kierkegaard. I stedet får vi store, oplysende og underholdende afsnit om jøder og jødedom, teologi og antisemitisme, litteratur og politik før, under og efter hans tid, alt sammen hængt op på centralskikkelsen, så at den trods sin velkendte spinkelhed fremstår som en gigantisk oppustet Michelin-dukke, der svajer i epokens vinde.

Forbindelsen fra det vidtløftige materiale til centralfiguren er så mangelund: Drejer det sig om litteratur, er det noget Kierkegaard enten har læst eller dog kunnet læse og blive påvirket af. Er det personer, viser de enten, hvordan han kunne have været, hvis han havde villet, eller tjener som skræmmebilleder fra de afveje, han færdedes på. Politiske forhold omkring ham gør det klart, hvor meget der var i gære rundt om, uden at han løftede en finger.

Forbindelsen den modsatte vej, fra Kierkegaard selv til jødernes sag, synes etableret via to-tre principper. De kan sættes op som gummiparagraffer, der lader sig bruge til at sandsynliggøre hans antisemitiske relevans:

1. 0rd er ikke gerning, men onde ord bliver før eller siden til onde gerninger. Symptomatisk knytter Tudvad en direkte årsagsforbindelse mellem den litterære jødefejde i 1813 og den håndgribelige i 1819, skønt den første fandt sted mellem dannede mennesker, den sidste blandt proletarer, som næppe læste en linje af, hvad der stod i bøger og tidsskrifter. Så hvad Kierkegaard skrev, skal ikke bare vurderes ud fra teksten selv, men også på grundlag af dens mulige virkning.

2. Teologisk kritik af jødedom er legitim, men hvad man siger om jødernes tro får konsekvenser for synet på jøderne selv – så kritikken er måske alligevel ikke så legitim endda. Luther har sin del af ansvaret for de senere forfølgelser, og det samme vil måske før eller siden kunne siges om Kierkegaard, skønt hans egentlige opgør med jødernes religion kom, da de havde fået ligeberettigelse, og vel stort set ikke publiceredes.

3. Når noget er sagt i overført mening, går det an at opfatte det bogstaveligt, for sagt er sagt – som når de til Frankrig udvandrede jødiske forfattere, deriblandt Heine, siges at " trække det gl. Tysklands Kapitaler til sig". Meningen må være, at de kan hævde sig i det fremmede i kraft af deres tyske tradition, men Tudvad vejrer en anklage for økonomisk udnyttelse.

Vejledt af sådanne fortolkninger bliver vi som ad et smalt spor ledt med Kierkegaard op gennem et vældigt kulturhistorisk landskab, alt imens vi med samme regelmæssighed som DSB?s formaninger om "unattended luggage" bliver mindet om hans "stigende antisemitisme", der dog langt mere bliver forudsat end bevist. På sidste side når vi så til sammenfatningen: I Kierke- gaards øjne er jøder "liderlige, fortvivlede, gerrige og materialistiske". Er det nu noget vi skal tro på?

Liderlige – det må gå på hans ironiseringer over, at de ligesom grundtvigianerne så fuldt ud har fulgt Bibelens bud om at vorde frugtbare og mangfoldige. Men det kunne jo da endelig også kaldes fromhed.

Gerrige – kun for så vidt de som sagt går efter penge, hvor andre vil have jordegods og i det hele håndgribelige besiddelser. Men hvilken af de to parter viser størst gerrighed eller griskhed?

Materialistiske – se ovenfor!

Tilbage står fortvivlelsen, et begreb, som hos Kierkegaard har uhyre spændvidde. Han mødte det i sin ungdom, hvor det med Heine og Byron var europæisk mode og tit hed spleen, desuden havde han det med sig fra hjemmet, hvor hans far havde talt til ham om "den stille fortvivlelse", den, han som teologisk student senere genfandt som tristitia eller akedia, en af de syv dødssynder. For sit eget vedkommende kaldte han den tungsind.

Set fra et kristent synspunkt er enhver, der ikke er nået til troen, dybest set fortvivlet. Så når Kierkegaard i 1847 noterer, at "i en Jøde er der een Gang for alle en vis Fortvivlelse", har han langtfra talt om noget jøderne forbeholdt. Men sådan vælger Tudvad at opfatte udsagnet, idet han forstår fortvivlelse som forargelse og derved med Paulus ved hånden kan gøre den til aktiv afvisning af kristentroen, hjemfalden til evighedens straf.

Sådan er bevisernes stilling. Dømmer selv!

Hvis Kierkegaards forfatterskab kun havde bestået af de værker, han selv publicerede, ville ingen nogen sinde have fundet på at tale om antisemitisme, heller ikke Tudvad. Det samme ville gælde Papirerne, vel at mærke hvis man tog årgangene 1846-49 væk. I de år er det han raser mod Goldschmidt, Corsaren?s jødiske redaktør, som havde forfulgt ham. Mens harmen endnu er frisk, er hans udtryk ganske rigtigt ikke sarte, langtfra på det omhyggeligste rensede for racistiske over- og undertoner. Men herregud, hvad siger man ikke, når man på hjemmefronten farer frem mod sine fjender? Johanne Louise Heiberg, hvis mor var jødisk, kalder i et brev kritikeren Edvard Brandes "den Jødetamp".

Man kan ikke slippe Peter Tudvads "Stadier" uden at spørge sig, hvad der har fået en så kompetent forsker til med så megen energi at føre en sag, der nærmest er "a born loser".

I forordet insinuerer han, at grunden til andre forskeres tavshed om det – som han mener – antisemitiske hos filosoffen kan være "at man nødigt vil bringe Kierkegaard i miskredit – og med ham den (frem for alt teologiske) tænkning, der har lukreret på hans anseelse".

Sådan er det oplagt at tænke, står der, men endnu mere oplagt er den tanke, at hvis man vil ramme de lukrerende og ikke kan nå dem in persona, ja, så kan man slå skidt på det emne, de lukrerer på. De forgiftede brøndes taktik, de dræbte bisoners strategi. Et historisk ikon er kommet i klemme og har fået sit ry beklikket som led i en aktuel aktion, der aldrig skulle have haft den store opmærksomhed, der er blevet den til del.

kultur@k.dk

Jørgen Elbek er pensioneret lektor i dansk fra Aarhus Universitet og forfatter til en række bøger om blandt andre Johannes V. Jensen, Karen Blixen og Søren Kierkegaard. Senest udkom erindringerne "Billedminder".

Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af bogen og mere om hele debatten, som den har affødt, på

@Webhenv k.dk:k.dk/soeren-kierkegaard