Prøv avisen

Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed

”Historien om Søren og Regine er en gave til en romanforfatter,” siger Stig Dalager, der snart er klar med en biografisk kærlighedsroman om Søren Kierkegaard. – Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Moderne mennesker kan lære meget af Søren Kierkegaards sammensatte erfaringer med at have svært ved at binde sig, mener Stig Dalager, der er på vej med den biografiske roman Øjeblikkets evighed om Søren Kierkegaards liv, forfatterskab og forliste forlovelse med Regine Olsen.

Midt i interviewet tænder den danske bestsellerforfatter Stig Dalager endnu en pibe og tager roligt et par sug af den, inden han når sin mest dristige pointe:

Jeg vil faktisk gå så langt som at påstå, at Søren Kierkegaard døde af ulykkelig kærlighed, selvom hans død også med hans egne ord var en slags selvofring i kirkekampen, siger Stig Dalager og læner sig tilbage i stolen, mens sætningen hænger i luften sammen med den søde duft af pibetobak i stuen.

TIDSLINJE: Søren Kierkegaards liv

Søren Kierkegaard er også en skygge af sig selv, da vi første gang møder ham i Stig Dalagers kommende Kierkegaard-roman, Øjeblikkets evighed. For den erfarne romanforfatter har netop valgt at åbne sin roman i de sidste uger af Kierkegaards liv, hvor den danske filosof lader sig indlægge på Frederiks Hospital midt i København for at dø i en alder af 42 år. Dødslejet bliver på den måde en dramatisk åbning til hele Kierkegaards liv og værk, fordi han fra sygesengen kigger tilbage på sit liv. Og en stor kærestesorg var altså en af hovedårsagerne til, at Kierkegaard døde så tidligt, mener Stig Dalager.

Han var nok faldet syg om på gaden, men som jeg beskriver det i romanen, er det langtfra tilfældigt, at han døde et halvt år efter, at han måtte tage definitivt afsked med sit livs store kærlighed, Regine Olsen, som han havde været forlovet med. Nu skulle hun flytte til De Dansk-vestindiske Øer, hvor hendes mand var blevet udnævnt til guvernør, det var på den anden side af jordkloden og gjaldt for seks år, forklarer Stig Dalager og lægger piben fra sig med et dybt suk.

Søren Kierkegaard slap aldrig tanken om Regine Olsen, som han ellers selv brød forlovelsen med. Og hun slap heller ikke ham. Selv efter den brudte forlovelse så de også nærmest dagligt hinanden i de københavnske gader og på voldene, når de krydsede hinandens spadsereruter. Kierkegaard skriver selv om, hvordan de telegraferede mimisk til hinanden i gadebilledet eller på stierne langs søerne, men da Regine opsøgte ham på gaden, før hun tog til De Vestindiske Øer og ønskede ham et godt liv, var det første gang, hun talte til ham i 14 år.

STORT TEMA: Søren Kierkegaard

Forholdet til Regine Olsen eller manglen på samme spiller en afgørende rolle i Dalagers kommende roman om Søren Kierkegaards liv og tanker. Men den forliste forlovelse er også et hovedspor i hele Kierkegaards forfatterskab, mener Stig Dalager:

Kierkegaard havde to grundlængsler i sit liv. Han længtes efter Gud, og han længtes efter den smukke Regine, som han aldrig glemte, selvom han selv brød forlovelsen med hende på grund af sin åbenlyse angst for intimitet. Og jeg tror, at man skal forstå hele Kierkegaards forfatterskab ud fra de to længsler, en religiøs og en sanselig, siger han.

Stig Dalager har længe haft en stor forkærlighed for Søren Kierkegaard. Som gymnasieelev levede han sig endda så meget ind i Søren Kierkegaards værk Enten-Eller, at han og en kammerat skiftedes til at indtage rollen som æstetikeren Johannes Forføreren og etikeren Assessor Vilhelm. Men siden er værket Kjerlighedens Gjerninger kommet til at betyde meget for Stig Dalagers opfattelse af Kierkegaards tankeunivers.

Kierkegaard er formentlig den danske tænker, der har udtrykt sig klarest om kærlighed, både i forhold til det religiøse og rent mellemmenneskelige. For det første betoner han en forpligtelse på at elske sin næste og for det andet vigtigheden af at kunne se verden gennem næstens det andet menneskes øjne. Det synes jeg i sig selv er en aktuel pointe i en tid, hvor vi hele tiden snakker om de fremmede. For Kierke-gaard mente, at næstekærlighed rækker langt videre end til at elske ens nærmeste, udfordringen ligger i netop at tage den fremmede til sig. Men samtidig skrev han også om, at det kunne være svært nok at elske ens nærmeste.

Men var Kierkegaard selv en kærlighedens gerningsmand?

Han brugte faktisk tyder det på en del af sin store formue på at give anonyme gaver til de fattige og udsatte. Og vi ved blandt andet også, at han både hjalp handicappede og psykisk ulykkelige bekendte. Men det er rigtigt, at han ikke fik det til at fungere med Regine eller rettere: det fungerede på deres specielle betingelser.

Kierkegaards egen kuldsejlede forlovelse diskvalificerer dog ikke hans tanker på hverken det sanselige, eksistentielle eller religiøse område, mener Dalager.

Man kan tværtimod sige, at Kierkegaard skrev ud fra en kompleks og bittersød erfaring med kærligheden. Og jeg tror, at moderne mennesker kan lære meget af hans tanker om at give sit helt hen til den anden ved at gøre kærligheden til et valg. For det kunne han jo netop ikke selv. Og den angst for at binde sig, der ødelagde hans egen forlovelse, mener jeg er meget aktuel, selvom Kierkegaard levede i en helt anden tid. For jeg tror, at en del af det, vi kalder singlekultur og frihed til at gå fra partner til partner, bunder i den samme angst, som Kierkegaard formentlig havde for at blotte sig selv ved at binde sig til et andet menneske i medgang og modgang.

LÆS OGSÅ: Enten-Eller er både en gåde og en åbenbaring

Stig Dalager betragter i den forstand sin kommende biografiske Kierkegaard-roman som en kærlighedsroman, der bygger på en historisk person.

Historien om Søren og Regine er en gave til en romanforfatter. For det er da stort at tænke på, at en kærlighed kan være så stærk, at man for at overvinde konventionerne kan finde en vis forløsning i at telegrafere mimisk til hinanden på gaden i 14 år uden at udveksle et ord. De små gensyn holdt simpelthen Søren Kierkegaard oppe og inspirerede ham. I de perioder, hvor Regine måske præget af sin mands irritation holdt sig væk fra Sørens spadsereruter, kunne Søren Kierkegaard få deciderede depressioner og skriveproblemer. Og han dedikerede også hele sit forfatterskab til Regine, ligesom han gjorde hende til sin enearving.

På trods af den oplagte kærlighedshistorie i Søren Kierkegaards liv, har det alligevel været grænseoverskridende at kaste sig ud på de 70.000 favne som forfatter ved at skrive om Søren Kierkegaard, fortæller Stig Dalager. Idéen har faktisk rumsteret i hans hoved i årtier, før han endelig i september sidste år tænkte, at det var nu eller aldrig, hvis han skulle nå at skrive en Kierkegaard-roman til Kierkegaard-året.

Jeg følte, at det var enten-eller, og det blev altså enten, selvom jeg i mange år betragtede det som en nærmest umulig opgave at skrive en roman om Kierkegaard. Især fordi Kierkegaard faktisk var ret karrig med at skrive om sin barndom, som jo er vigtig, hvis man vil tegne et portræt af et menneske. Kierkegaards egen gentagne påstand er, at han via sin opdragelse i streng kristendom og til refleksion fra barnsben aldrig har levet i umiddelbarheden og nærmest været overreflekteret som en olding i barnehøjde.

Stig Dalager har dog efterhånden et forfatterskab på omkring 55 bøger, herunder adskillige biografiske romaner om blandt andre H.C. Andersen og Marie Curie bag sig, så han følte, at han havde øvet sig nok til at gøre forsøget. En forfatter må også skabe sine egne udfordringer, som han siger.

Resultatet er blevet en roman på over 300 sider, der udkommer på både dansk og arabisk på Kierkegaards 200-års fødselsdag den 5. maj. Og Stig Dalager synes selv, at han er kommet 360 grader rundt om Kierkegaard på en ikke indforstået måde, så den såkaldt almindelige læser, som også Kierkegaard inter-esserede sig for, forhåbentlig kan få et udbytte .

Lige fra jeg var helt ung, har Kierkegaard fascineret mig, og jeg har selv undret mig over, hvad dette stærkt sammensatte menneske egentlig var for en størrelse. Det har derfor været dejligt at dykke ned i hans historie dag og nat gennem de sidste måneder. Og jeg har i virkeligheden selv savnet den bog, som jeg nu har forsøgt at skrive, hvor jeg har prøvet at gøre ham levende og tredimensionel i kombination med hans tanker.

Har det alligevel ikke været nervepirrende at skrive om Kierkegaard på så kort tid, når man tænker på, at andre bruger måske et helt liv på at granske i hans værk?

Nej, det har det egentlig ikke. Jeg ved godt, at der findes en lille gruppe på 200 mennesker, som er meget vidende om Kierkegaard. Men det er egentlig ikke for dem, jeg skriver. Jeg skriver mere for min gamle mor, der er læsende. Og jeg synes samtidig, at man glemmer, at Kierke-gaard langtfra selv kun beskæftigede sig med de lærde og akademisk indviede. Han var en slags københavnsk udgave af Sokrates, der gik rundt på gaderne og talte med mennesker, når han ikke mødtes med Regine eller skrev sine mange værker. Hver dag førte han måske samtaler med 50 mennesker, det er det tal, han selv nævner. Og det var langtfra kun med professorer, men i højere grad med rejekællinger, valbykoner, hjuldrejere, tiggere, gademusikanter og andet godtfolk. Det var på den måde ud over hans udstrakte læsning i høj grad også dialogen med den jævne mand, der gav ham inspiration til refleksionerne i hans værker, siger Stig Dalager og stopper og tænder sin pibe en sidste gang, mens han tilføjer:

Man kan sige, at min roman er et forsøg på at give Kierkegaard tilbage til de almindelige mennesker, der medvirkede til at at inspirere ham til hans svimlende tankeunivers og digtning. Jeg fornemmer, at han står som en ret fjern abstrakt størrelse for mange mennesker både herhjemme og i udlandet, så jeg har nu søgt at åbne en dør til hans forfatterskab, så flere vil kunne gå videre ind i det selv. For hvis det her Kierkegaard-år ikke bliver året, hvor man forsøger at bringe Kierkegaard ud til den almindelige læser, hvornår skal man så gøre det?, spørger han ud i stuens søde tåge.