Højskolelærer: Kierkegaard gav mig mod til at tage mig selv alvorligt

Højskolelærer Christian Hjortkjær blev ”tæppebombet” med Kierkegaards tænkning på et højskolekursus for 12 år siden. Det ændrede hans liv – blandt andet i form af et afgørende kys

Christian Hjortkjær underviser i eksistensfag på Silkeborg Højskole, hvor han prøver at være opbyggelig som Kierkegaard i forhold til den generation, der bakser så meget med at føle sig utilstrækkelige i en perfekthedskultur. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Der var især et par af sætningerne, der ramte ham ekstra hårdt.

”Alle bærer kærlighedens uro i sig”, var den ene.

”Du skal vælge dig selv”, lød den anden.

Christian Hjortkjær skrev dem ned i sin notesbog. Og de blev ved med at rumstere i hans hoved. Han var egentlig ”bare” på sommerkursus en uge på Testrup Højskole og havde på den måde fri fra studierne på Københavns Universitet, hvor han læste teologi og religionsvidenskab. Dér var han godt nok også stødt på Søren Kierke-gaards tænkning, men på en langt mere akademisk måde, hvor man gennemgik enkelte værker fra ende til anden og mest oplevede dem som en spændende intellektuel udfordring. Med et væld af forfatter-pseudonymer og indirekte henvendelser til ”hin enkelte”, som satte tænkningen på overarbejde.

Men her på Testrup var det anderledes. Det var, som om Kierkegaard talte direkte til ham. Som om ”de opbyggelige taler” pludselig gav mening i hans eget liv. At det var ham, en 28-årig fyr fra Himmerland, der nu sad på en stol i en foredragssal som ”hin enkelte”, der blev bygget op.

I dag sidder Christian Hjortkjær i biblioteket på en anden højskole og fortæller om den skelsættende uge for knap 12 år siden.

Han har fået drømmejobbet, som han kalder det, og er lærer på Silkeborg Højskole, hvor han også bor sammen med sin kone og deres to små børn. Nu sidder han her som 39-årig, omgivet af bogreoler, gamle plysmøbler og et malet portræt af Grundtvig og har sagt ja til at fortælle om sit skæbnemøde med Kierkegaard. Han vender derfor blikket 12 år tilbage i tiden. Til dengang Kierkegaard blev tænkeren, han lige siden har haft med sig som pejlemærke i alt, hvad han gør – ikke mindst i den undervisning han står for på højskolen i dag.

Hans ønske om at blive højskolelærer har nemlig også med Kierkegaard at gøre. Det er som viser af underet i eksistensfagene, med de store spørgsmål om tro, etik og filosofi, at han forsøger at bringe tyngde og alvor i stedet for ”pytknapper” og relativitet ind i livet hos nutidens unge. Hvor han selv ønsker at være opbyggelig som Kierkegaard i forhold til den generation, der bakser så meget med at føle sig utilstrækkelige i en perfekthedskultur. Og hvor han håber, at de lærer at tage sig selv og livet alvorligt, ligesom det skete for ham på et højskoleophold i 2008.

”Kurset hed ’Hin Enkelte og Hin Anden’, og det var nogle af landets bedste Kierkegaard-forskere, vi mødte. Fra morgen til aften stod de der og ’tæppebombede’ os med Kierkegaard. Og pludselig forstod jeg ikke kun med mit intellekt, men mærkede i mig selv, hvad det betyder, når han siger, at livet handler om at blive sig selv. At man skal finde frem til den sandhed, man vil leve sit liv på. Og stå ved sig selv med alt det mod og den ærlighed, det kræver.”

Christian Hjortkjær smiler, mens han fortæller. For allerede den første dag på kurset havde han set Cathrine og var helt betaget af, hvor umådelig smuk og dejlig hun var. Men også overbevist om, at hun var uden for hans liga. Hun var en af studenterhjælperne på kurset, og i hver pause sad han sammen med hende og en række andre kursister og diskuterede de oplæg, de havde hørt.

Christian Hjortkjær underviser i eksistensfag på Silkeborg Højskole, hvor han prøver at være opbyggelig som Kierkegaard i forhold til den generation, der bakser så meget med at føle sig utilstrækkelige i en perfekthedskultur. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

”Hver formiddag og eftermiddag var der foredrag, ikke blot vidensforedrag, men levende ord, hvor jeg følte jeg mig på én gang tiltalt og opbygget. Imellem hvert foredrag talte vi så sammen, om ansvar, pligt, kærlighed, livet og eksistensen. Og som dagene skred frem, gik det op for mig, at de to verdener blev nødt til at smelte sammen, hvis jeg skulle være tro over for mig selv. Cathrine kom til at inkarnere den sandhed, jeg måtte leve og dø for. Når man bliver tiltalt, bliver man jo også dømt. Og nu hvor dommen var faldet, måtte jeg også afgøre med mig selv, hvilket menneske jeg ville være. Og heldigvis er der den fordel ved det opbyggelige, at det jo opbygger mod, livsmod, selve modet til at leve.”

Den allersidste aften på kurset samlede han alt sit mod. Og kyssede Cathrine.

”Kierkegaard taler både om frihed og nødvendighed, når han taler om handlinger. Og sådan var det med det kys. Det var i en vis forstand min egen helt frie handling at kysse hende. Men det var samtidig en nødvendig handling. For det var ikke bare et valg mellem flere mulige, men et afgørelsens valg: Jeg valgte at stå ved mig selv. Med alt, hvad det indebærer.”

Det kan lyde lidt banalt, at det er en kærlighedshistorie, der for alvor får Søren Kierkegaard til at rykke ind på førstepladsen blandt de tænkere, der har haft betydning for Christian Hjortkjær. Som blandt andet også førte til en senere ph.d.-afhandling og flere bøger om 1800-talstænkerens relevans i nutiden. Men i virkeligheden handler historien måske endnu mere om, hvad det er, der sker, når vi i mødet med andre bygger modet op hos hinanden. Det mod, der gør, at den enkelte bliver i stand til at tage ansvar for sit eget liv.

”For det var jo det, der skete. Og det er præcis det, jeg prøver at tale op hos eleverne på højskolen i dag. Mange af de unge kommer med en følelse af, at de er utilstrækkelige, og de har et ideal med sig om 12-taller og total fejlfrihed. Men i stedet for at lære dem at sige ’pyt’, så tager jeg dem alvorligt og giver dem ret i, at de er utilstrækkelige. Det hører ganske enkelt til det at være menneske. Udfordringen er deres ideal om det fejlfrie. For det er umenneskeligt. Kun Jesus har levet op til det. Og når det gør ekstra ondt på så mange unge i dag, er det, fordi de ikke har fået den sætning med, der hedder, at selv når vi er utilstrækkelige, er vi altid allerede elskede. Dér har vi en stor opgave i dag med at få oversat den del ind i deres liv også. For de er faktisk vildt gode til at vise hinanden netop den omsorg og kærlighed. Meget bedre end ældre generationer. De mangler erfaringen med, at det også gælder dem selv, hver især.”

Christian Hjortkjær er klar over, at han sidder med de privilegerede unge. Dem, der ofte kommer fra overskudshjem og ”kvalitetstid” med forældrene.

”Men jeg oplever også, at flere unge har psykiske problemer eller kan fortælle om en broget barndom, og mange ’voksne’ vil sikkert helst trøste dem og sige, at de unge selv er helt uden skyld i de forhold. Men med Kierkegaard på skulderen siger jeg altid til dem, at det måske ikke er deres skyld, men at det alligevel er deres ansvar at forholde sig til det, de har med sig. Man må tage ansvar for det, der ikke er ens skyld, for ellers ender det med at blive ens undskyldning.”

Christian Hjortkjær underviser i eksistensfag på Silkeborg Højskole, hvor han prøver at være opbyggelig som Kierkegaard i forhold til den generation, der bakser så meget med at føle sig utilstrækkelige i en perfekthedskultur. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Når Christian Hjortkjær underviser i eksistensfag, er det dog aldrig den moralske pegefinger, han løfter. For det er netop den vigtige pointe hos Kierkegaard, at vi selv må gå vejen, hver især, at vi ikke bare skal overtage andres værdier og domme, men må gøre dem til vore egne, før vi kan træde i karakter som selvstændige individer, som mennesker. Og den pointe finder han blandt andet i en Disneyfilm som ”Løvernes konge”.

”I undervisningen læser vi Kierkegaards egne tekster, så langt vi kan. Og når det bliver for svært at forstå, viser jeg klip fra for eksempel ’Toy Story’ eller ’Løvernes konge’. De færreste unge kender bibelhistorierne, men de er fuldstændig hjemme i de her film. Løveungen Simba er jo vokset op som etiker. Han véd, at han skal være konge ligesom sin far. Han er både bestemt af og bestemt til noget. Men så møder han æstetikerne Timon og Pumba, der siger ’pyt’ og bare vil have en fest, og Simba kommer i tvivl. Her stopper jeg så klippet og spørger eleverne: ’Hvordan er det så, han bliver løvernes konge?’.”

De fleste svarer, at det er løveveninden Nala, der med sin moralske opsang får Simba tilbage på Kongeklippen. Med sin appel til hans dårlige samvittighed.

”Men er det et godt råd? Nej, Simba slår kontra, som vi altid gør over for moral: ’Du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv!’. Hvis han vælger at blive konge på dén baggrund, gør han det så af egen vilje, ud fra eget ansvar? I stedet viser jeg så klippet med figuren, vi alle har glemt: Rafiki. Aben, der både er en slags åndemaner og religiøs figur. Som en anden Sokrates, eller Kierkegaard, kommer han nemlig med en indirekte meddelelse til Simba og siger: ’Du ved ikke engang, hvem du selv er.’ Det får Simba til selv at tænke sig om. Og til selv at vælge den skæbne, han allerede har med sig. Guldsætningen kommer til sidst, hvor Rafiki siger: ’Ja, historien kan gøre ondt, men som jeg ser det, kan du enten flygte fra den eller tage ved lære af den.’ Det er ren Kierkegaard.”

Christian Hjortkjær underviser i eksistensfag på Silkeborg Højskole, hvor han prøver at være opbyggelig som Kierkegaard i forhold til den generation, der bakser så meget med at føle sig utilstrækkelige i en perfekthedskultur. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Christian Hjortkjærs ansigt lyser op i et stort smil under kasketten, ”for det er jo hele essensen: at stå ved sig selv eller flygte fra sig selv”.

Hvis ”Løvernes konge” er historien om en, der bliver fristet af æstetikerens ulidelige lethed for til sidst at blive etiker og dermed påtage sig pligten, ansvaret og historien, hvad så med det religiøse fundament hos Kierkegaard? Hvor er det henne i Christian Hjortkjærs univers?

”Det er det evige dilemma for mig. Gør jeg Kierkegaard for let ved ikke at insistere på, at man er nødt til at have Gud med i ligningen for at forstå, hvor alvoren og tyngden kommer fra? Hvor sandheden med stort S hos Kierkegaard ene og alene findes hos Gud. Men jeg er nok også selv et sted mellem etikeren og den religiøse, set med Kierkegaards briller. Jeg er humoristen, der både kan give alvoren al den plads, den skal have, men som samtidig forsøger at lære de unge humorens evne til at være overbærende over for ens egen fejlbarlighed. Og jeg tænker, at det må være sådan, når jeg ikke er fuldblodsreligiøs, men kalder mig selv for en tvivler og en vakler og nok har det bedst med en form for ydmyghed, hvor man ikke gør sig for skråsikker i sin tænkning. Ligesom Kierkegaard, der heller ikke selv kaldte sig for kristen på sit dødsleje. Det er for stort et ord. Hvem kan sige det om sig selv?”.

Christian Hjortkjær ser derfor allerhelst sig selv som en form for Rafiki-figur, der gennem de indirekte meddelelser forsøger at give plads til alle eleverne. Både de mere flagrende akademikerbørn og de traditionsbevidste landmandssønner.

”Til det bruger jeg så Kierkegaard og hele hans persongalleri som spejlbilleder. Og højskolen kan så virke som kirkens forgård, hvor jeg kan pege på kirken, hvis nogle vil længere ad den vej. Men i virkeligheden tror jeg, at selv hvis min mission var at missionere, så gør jeg en større forskel her, end hvis jeg var præst i en kirke.”

Christian Hjortkjær underviser i eksistensfag på Silkeborg Højskole, hvor han prøver at være opbyggelig som Kierkegaard i forhold til den generation, der bakser så meget med at føle sig utilstrækkelige i en perfekthedskultur. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix