Peter Øvig: Kierkegaard i hængekøjen er selvterapi

Forfatter og dokumentarist Peter Øvig læser som regel i sin hængekøje i stuen. Lige nu har hans eget liv ført ham til Kierkegaards bog om angst

Peter Øvig.
Peter Øvig. . Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto.

Hvem læser du gerne?

"Jeg synes, at det skal være en nydelse at læse. Men jeg læser også meget i embeds medfør. Når jeg skriver, læser jeg en masse bøger om samme emne. Jeg synes i virkeligheden, at det er en ufin måde at behandle en bog på, fordi man ikke fordyber sig, men skimmer og søger."

"Når jeg læser for fornøjelsens skyld, er det ofte bøger, som mine forfattervenner og -kolleger har skrevet. Vi følger ligesom med i hinandens arbejde."

"Jeg har med stor glæde lige læst Niels Lyngsøs 'Himlen under jorden'. Men hvis en bog ikke fanger mig, læser jeg den ikke færdig. Det kan give akavede møder mellem kolleger, hvis man ikke har læst bogen eller ikke bryder sig om den."

Hvad læser du lige nu?

"Jeg er i gang med flere bøger, blandt andet Katrine Wiedemanns 'Ved gudernes bord', som er en hudløst ærlig, personlig fortælling. Generelt nyder jeg at læse den slags autofiktion."

"Jeg er også i gang med Søren Kierkegaards 'Begrebet Angest'. Det er ikke samme slags nydelse, for det er en svær tekst, man skal kæmpe lidt med."

"Det er nok tredje eller fjerde gang, jeg forsøger at læse den. Jeg har selv lige været i en depressiv fase af mit liv, hvor jeg også har oplevet angst. På den måde bliver bogen for mig en slags selvterapi."

"Og endelig er jeg ved at læse Henry David Thoreaus 'Walden – Livet i skovene' fra 1854. Han var en filosofisk forfatter, der byggede et hus i skoven, som han boede i. Den har virket meget beroligende på mig, fordi den handler om, at han opdager, hvor lidt man har brug for for at leve."

Hvor læser du?

"Jeg arbejder hjemme, hvor jeg også har et arbejdsværelse, men når jeg skal læse, foregår det næsten altid i sengen eller i hængekøjen. Vi har ikke noget sofaarrangement."

"I stedet hænger der en hængekøje i stuen med udsigt til skoven. Så ligger jeg der med en bog og en notesblok. Det er en behagelighed og nydelse, jeg ikke ville få, hvis jeg læste ved mit skrivebord. På mit sengebord ligger der altid to-tre bøger. Min kæreste, der er forlagsredaktør, har endnu flere bøger og manuskripter liggende på sit natbord. Sådan er kulturen herhjemme."